Kærlighed være lovet | Jonatan de Warenna

[Gloria Snedker]

Den unge kvinde stod og betragtede det lille skib, som slog en sørgmodig dans omkring sig selv, imens det hang livligt i den slidte rem, som nok var ligeså slidt som selve skibet i sig selv. Gloria sukkede imens hun langsomt sænkede det lille skib, satte sig på sine knæ og begyndte at binde skibets snore stramt fast til kurvens håndtag – dér, hvor det hang hver dag.

Hun vidste ikke helt hvorfor hun var så tåbelig og holdt på det lille stykke træ som klart havde set bedre dage. Måske gjorde hun det for at minde sig selv om.. Ham. Ham hun var faldet over, hurtigere end hvad tanker kunne følge. Det var så tåbeligt. Lige så tåbeligt som det faktum hun stadig havde det tåbelige lille skib, som hun stjal den tåbelige nat. Hun spurgte sig selv forvirret: Hvorfor vil du mindes om en som forlod dig for så mange år siden, Gloria? Hvorfor vil du mindes om en mand som beviste hvorfor du hader mænd så meget som du gør? Sandheden var, hun vidste det ikke. Hun havde ingen idé om det. Måske fordi det føltes så.. Så rigtigt. I de øjeblikke med ham, vidste hun, hvor hun hørte til. Det troede hun i hvertfald. Måske ville skæbnen bare noget andet for de to sjæle som havde nærmest kastet sig i hinandens arme, inden de kunne nå at få hinandens navn. Gloria smilede svagt. Ja, hun kunne stadig huske det. Hver og eneste deltalje. De mørke øjne, de venlige hænder, det sind og hjerte som bankede for hende. Hvor savnede hun ham dog bare meget. Det havde ikke været til at holde ud de første år.

Hvor var hun dog dum. Her sad hun, stadig forelsket i en fremmede som sikkert havde fortrængt alt om hende. Hver og eneste deltalje, hvor hun derimod kunne fremkalde alt. Måske også den svage duft af ham, hun var ikke helt så sikker mere. Den havde nok blandet sig med lugten af parfume fra gemakkerne, lugten af heste og lugten af natur. Men ikke af en mand.

Jo, hun havde mødt nogle hen af årene. Nogle. Men aldrig som ham.
Hvor var hun dog dum.
Hun blev aldrig forelsket igen, for hun følte hun manglede sin anden halvdel, den halvdel hun aldrig nogensinde ville se igen.

Hvorfor har mennesker brug for en anden halvdel? Og hvorfor skulle det være en speciel halvdel? Hvorfor kunne hun ikke fylde tomrummet ud af sig selv?
Hvorfor, hvorfor, hvorfor?

Hun følte sig gammel. Ikke fordi hun så gammel ud, men hun havde hørt det ordsprog: at når man havde fundet den eneste ene, så havde man levet livet. Så ville hendes i teorien være forbi allerede, ikke sandt?

Hvor var det fascinerende, ikke sandt? To mennesker, i hvertfaldt ét menneske, bliver så forelsket over én enkel nat, at personen næsten kan fremkalde alt, selv efter mange år. Hun lod det lille skib glide over fingrene. Hun elskede ham. Det havde hun vidst fra start. Eller nogenlunde. Måske var det derfor det gjorde så ondt da han aldrig kom tilbage som lovet.

[Jonatan de Warenna]

Jonatan passerede forbi Den Forladte Bydel på sin vej til Roy By. Det gjorde han altid - det var jo lige på vejen, og han havde en forkærlighed for det gamle ruinerede murværk, der stod endnu. Stedet ekkoede af forgange tider - så meget vrede, så mange skæbner. Det var som om, følelserne fra de folk, der engang havde gået i bydelen, stadig blæste ind mellem murerne og hviskede glemte ord om glemte tider.

Den firbenede ganger, Lady, havde han tøjret til et af de slidte spiltove i udkanten af den gamle bydel, før han havde begivet sig videre til fods. Den stadigt unge adelsmand lignede sig selv. Han var blevet ældre, selvfølgelig, men allerede dengang havde han været en mand, så nej, han havde ikke ændret sig. Ikke fysisk i hvert fald. På nær det faktum, at han haltede. Det var ikke meget. Man kunne endda komme til at overse det, hvis man var vant til at se ham, men halte, det gjorde han. Et levn fra den skade, der havde bundet ham til sengen i så mange måneder, næsten år. I lang tid havde de frygtet, at han aldrig ville komme til at gå igen. At han ville blive krøbling. I starten havde han end ikke kunnet mærke sine ben. Og hvor var der dog gået mange søvnløse nætter med at tænke på… hende. Det var ikke så tit, hans tanker faldt på den unge Gloria længere, for tiden lægte alle sår. Hvorom minderne i begyndelsen havde været en kilde til glæde og næsten lykke, var minderne blevet smertefulde og til sidst gemt af vejen. Hun var over alle bjerge. Jonatan havde slået sig til tåls med, at foragten for mænd havde overtaget - hvorfor skulle hun ellers være rejst, da han kom tilbage?

Men tiden var gået. Ridderen var, på trods af sine mén, ganske klar til at genoptage sine forpligtelser som kongelig kurér. Ja, han haltede, og det blev særligt synligt jo hurtigere, han skulle gå eller løbe, men ride, det kunne han sandelig endnu, og han tillod ej heller skavanken i at være en hindring i sværdkamp. Hvad var en Ridder da, som ej kunne holde et sværd? Nej, Jonatan så frem til noget at hive i igen. Han havde rejst Det Frie Land tyndt engang, og det ville han komme til at gøre igen.

Knøsen kørte hånden tilfældigt igennem krøllerne, der allerede var uglede på grund af ridtet, og trådte op på en af de nedbrudte mure, der stod endnu og nægtede at bukke under for naturen, der til stadighed gjorde sit for at indtage stedet fuldstændigt. Derfra havde han en formidabel udsigt over resten af området og fik til sin egen overraskelse øje på en kvindelig skikkelse, der sad på knæ og fingererede med noget. Ikke en hvilken som helst kvindelig skikkelse.

Minderne vældede alle op igen, og han genså deres tid sammen i løbet af et ganske kort øjeblik. ”… Gloria?” Navnet var ude af Jonatans mund, før han nåede at tænke sig om, hans stemme dyb og rolig, som altid. Han kunne ikke være sikker på, det var hende. Men han havde svoret, at han ville genkende hende overalt, og i hans hjerte var der ej heller nogen tvivl.

[Gloria Snedker]

Hvorfor kunne hun ikke havde fortrængt ham? Så svært burde det jo hellere ikke være! Vi snakker om nogle nætter! Hun var skør, bindeskør. Men var det ikke det de sagde? At man blev skør af kærlighed? Eller noget? Hun var ikke sikker. Hun havde ikke snakket om kærlighed for så lang tid for det gjorde som regel for ondt. Måske en af grundene til hun hadede mænd så meget, var, at hun aldrig havde lykke med dem.
Der var ikke nogen som elskede hende i sidste ende.

Det kunne da også bare være ligemeget, bandede hun til sig selv imens hun strammede remmen om kurvens håndtag. Hun havde ikke interesse i at smide det væk, det var jo pænt, men måske burde hun genoverveje det. Det gav hende kun dårlige minder. Eller rettere: det gav hende gode minder, hun aldrig kunne få igen.
Eller?
Gloria løftede blikket med de iagttagende blå, nærmest violette øjne.

Hun kiggede på den fremmede man som om han var idiot, fordi hun simpelthen ikke kunne genkende vedkommende. Hun rettede sig op så hun afslørede den blå, let slidte kjole og lod en hånd få det lyse hår til at makke ret ved at lade en hånd glide igennem det. Han så vitterlig bekendt ud, men hun var ikke helt sikker på hvorfra. Hun havde aldrig været en god menneskekender så det tog hende gerne lidt flere sekunder end andre for at finde ud af hvem hun egentlig snakkede med. Så, så hun dem. De øjne hun havde faldet for som var hurtigere end "lynets hast" som de kloge hoveder sagde. Hun troede hun drømte, men hans blik sagde noget andet. Det virkede.. Så virkeligt. Så rigtigt. Som det altid havde været.

Hun havde nok planlagt, gang på gang, hvordan hun skulle reagere når hun så ham igen. De første gange var det noget i retningen med at kaste sig i armene på ham. Men som riden gik, besluttede hun sig for, at det var under hendes værdighed. Han skulle føle den smerte hun havde følt, for det havde han vidst ikke.
Hun havde tusindvis andre måder som hun havde overvejet men den hun valgte var nok den mest ironiske: hun stod bare, lammet og underlig usikker.
Hun ville føle ham, inden han kom til at mærke hendes vrede.

Med de følelser, gik hun imod ham, lagde armene om hans nakke og trak ham indtil hende i et hårdt, knugende greb. Hun rystede nærmest. Hun vidste slet ikke hvordan hun skulle forholde sig til dette her så hun prøvede sig bare frem instinktivt. Hun ville kramme ham. Og hun ville græde. Så snart kom de salte tårer, glidende ud af øjenkrogene med følge af ynkelige snøft, hvis hun selv skulle sige det.
Hun havde savnet ham så.. inderligt.. Meget.

[Jonatan de Warenna]

Jonatan var ikke sikker på, han helt præcist kunne beskrive de følelser, det uvilligt eller ej, bølgede igennem ham ved synet af Gloria. Først var han tilbøjelig til at løbe hen til hende og snurre hende rundt i sine arme. Så nåede han alligevel at blive i tvivl, om det virkelig kunne være hende. Og det endte med det sædvanlige dilemma, når man mødte en gammel bekendt fra fortiden - hvordan var det lige passende at hilse? Det kunne godt være, han havde lyst til at svinge hende rundt, men han kunne jo heller ikke vælge at se fuldstændig bort fra de sidste tre år. Så naiv at tro, at ingenting var forandret, det var Jonatan dog ikke. Der var særdeles meget, der var forandret.

Da hun kom imod ham blev han alligevel endeligt bekræftet i, at det var hende. Gloria. Hans Gloria. Et øjeblik stod Jonatan som halvforstenet, mens hun lagde armene om ham, og prøvede at finde ud af, hvad det var smartest at gøre med sine arme og hænder og forsøgte at kontrollere sin pludseligt stakåndede vejrtrækning. Blot et par enkelte, lange sekunder gik der, før hans stærke arme lukkede sig omkring hendes skikkelse, så hun blev løftet et lille stykke op fra jorden på grund af hans hårde greb. Hans hænder dækkede hendes ryg og pressede hende hårdt ind til sig, mens han indsnusede hendes duft, som var han en hanulv, der ville indprente sig duften af sin tæve. Et suk forlod de smalle læber.

Det var så overvældende. Hele følelsen af igen at stå med Gloria i sine arme. Det var så lang tid siden… Jonatan havde været lænket til sengen det meste af tiden, så der havde været meget få andre kvinder. Og de få, der havde været, det havde bare ikke været rigtigt. Overhovedet ikke. Ikke det mindste. Han var ikke sikker på, der nogensinde ville være andre end Gloria, men tiden der var gået havde fået ham til at genoverveje, om han snart skulle have en hustru. Det var ved at være på tide. Han var faktisk gået så vidt som til at begynde at lede lidt efter en, men de planer faldt da lidt til jorden, som han nu igen stod med Gloria i sine arme.

Lyden af hendes ynkelige snøft, fik ham til at trække sig en my tilbage, kun lige langt nok til, at han kunne løfte sin hånd til hendes kind og ae tårerne bort med sin tommelfinger. Hvad skulle han sige? Han anede det faktisk ikke, og det var ellers en sjældenhed, at Jonatan var i vildrede. Det var han nu. Så han tørrede hendes tårer bort, og skænkede det ikke en eneste tanke, at han havde været på rejse i næsten fjorten dage og mest af alt lugtede af hest, støv og mand, en blanding, som de færreste fandt tiltrækkende.

[Gloria Snedker]

Var det dumt at hun synes hun var så fuldendt lige nu? Hun følte sig fuldendt. Der behøvede ikke at blive sagt noget, ord var overvurderet. Bare at.. Hun kunne holde om ham, genkalde duften af ham og se de forførende, venlige øjne hun holdt så meget af. Hun vidste stadig ikke hvad hun skulle gøre. Hvordan skulle hun forholde sig til dette genmøde? Der var gået så mange år.. Men det føltes ikke sport anderledes. På en måde føltes det blot som om de forsatte fra hvor de slap: at være inderlig forelskede i hinanden. At begynde at føle mere overøsende kærlighed for hinanden, som tiden går. På en måde, er det sket, selvom han ikke har været i hendes tilværelse.

Hun havde fundet ham, eller han havde fundet hende, det kunne i teorien være ligemeget, hun vidste bare det var her hun hørte til og ville være, selvom der ventede ham en.. Skideballe, ja, det måtte være det ord der skulle bruges. Det her var rigtigt og hun håbede han følte det på samme måde, men sandheden var, hun vidste slet ikke hvad han følte, ikke rigtigt. På trods af de overvældende, kærlige følelser hun havde for den mand, så vidste hun jo knap nok hvem det var. Hun kunne ikke vide sig sikker på hvordan han havde det med hende. Var han lige så lykkelig? Følte han den samme glæde som hende? Gengældte de.. De samme følelser for hinanden? Det var jo en af de spørgsmål de måtte få ordnet, for det var vidst en af tingene de aldrig fik gjort færdig.

Hun lod ham trække sig. Hendes hænder gled kærtegnende ned af hans arme, blidt og endte ved hans hænder hvor hun næsten helt venligt lagde sine hæver over hans. Hun snøftede dæmpet, lod ham fjerne de bedrageriske tårer som gled ned af hendes kinder. Tårene sagde mere end tusind ord: alt den smerte, alt den ensomhed, alt den længsel. Hendes violette øjne strejfede hans og blev næsten helt forbavset over genkaldsen af alle de minder som de dog havde sammen. Nej, ikke var minderne.. Det var følelsen af at det var så stærkt, så intenst.

Tavst så hun væk fra ham.

[Jonatan de Warenna]

Den pige. Den pige måtte kunne tage livet af hvermand! De øjne. De øjne. Jonatan huskede farven på dem, som var det i går - han havde tit haft problemer med at genkalde sig hendes ansigt træk for træk, men nu stod det lysende klart for ham. Han kunne slet ikke forstå, hvordan han ikke havde kunnet huske det. Han var på en måde uendeligt glad for at have fundet hende her i dag. Men han var også på en måde vemodig. For der var jo noget, som var forandret. Hvis ikke noget faktisk, så i hvert fald noget i deres indbyrdes forhold. Jonatan ville aldrig kunne se på hende på samme måde igen. Men for nu knugede han hende bare, som om intet var forandret. Som om alt var, som det skulle være.

Brystet sig havde han altid af, at han havde styr på sine følelser. Han vidste, hvad han følte og hvornår, han følte det - for det meste. Lige nu var det et stort kaos. Hvorfor sagde hun ikke noget? Der var næsten noget tragikomisk over den venlige måde, hun lagde sin hænder over hans på. Venlig? Det var ikke lige præcis sådan, han huskede sig deres bekendtskab. Det var nærmest gået fra den yderste arrigskab til den mest intense lidenskab. Overgangen derimellem var ganske uklar. Han ville fastholde hendes blik, da hun lod det strejfe hans, han havde brug for at se hende i øjnene i gen, på denne måde. Det var uden ord. Derfor havde han brug for at se hende i øjnene. Det var tre år siden sidst, Jonatan havde været i vildrede på den måde!

Han lagde mildt sine hænder omkring hendes ansigt for at dreje det mod ham igen, blidt, men dog samtidig insisterende. Strøg tårerne bort igen. Han ville ikke have, hun skulle græde over gensynet med ham, og det foruroligede ham faktisk en kende. Hvorfor græd hun disse tårer? Tankerne boblede over af alle de følelser, hun satte i ham, hvilket ikke just gjorde det nemmere at beslutte sig for, hvad der skulle siges. Slutteligt lyttede han til sine egne behov og pressede blidt sine læber mod hendes. Smagen af hende var som et narkotika for ham – hans hjerterytme steg drastisk, mon hun vidste, hun havde den virkning på ham?

[Gloria Snedker]

Hun tænkte, at de begge kunne føle at der var noget.. Forandret. Hun ønskede ikke den forandring, men kunne den undgås? Hvis man tænkte på hvor mange år der var gået. Om det var dem, eller bare omstændighedernes skyld, det var svært at tyde. Måske lidt af hvert. Deres omgivelser var jo forandret. Men hun troede på deres.. Hvad man kunne sige.. Forhold ikke var forandret såsom. Måske nogle småting men ikke med de store ting: at de kunne lide hinanden. At de havde følelser for hinanden. Er de var forelskede.

Gloria var. Og som sagt, var hun usikker på om han gengældte det ligesom meget som hun gjorde, det måtte han jo bevise for hende. Hun ønskede ikke at forsætte fra hvor de slap, hvis det ikke kan blive til.. Det. Til det hun ønsker. Til det de ønskede. Hvis det havde forandret sig så meget, så var det måske bedre i realiteten at forsætte med at være adskilt, selvom hun ikke ønskede at se den realitet i øjnene. Hun hørte jo til hos ham, for gudernes skyld!

Hun lod ham guide hendes hoved hen mod ham selv, en smule træt, men måske også lettet fordi hun selv ikke skulle tage stilling til det for at tage stilling til noget, det kunne hun ikke. Det var svært at overskue alle de følelser som kun skulle tyde, men de var på et helt andet sprog. Dog talte han et sprog hun kunne forstå:
Hun gengældte hans kys med længsel. Indtil videre havde hun holdt sig tilbage, fordi hun ikke helt vidste hvordan hun skulle reagere, men nu gav hun slip. Hun var næsten grådig efter hans læber som hun havde smagt alt for få gange. Hendes slanke fingre strøg igennem hans hår, ned i hans nakke som den første gang. Hun var ivrigt for at smage ham igen. Det havde været så mange år siden.

Hun blev varm over det hele. Hun slap kort hans læber i en sød, men mild gispen, inden hun pressede sine læber mod hans igen. Selvom hun ikke sagde det, så burde han kunne føle det:
Forlad mig ikke igen.

[Jonatan de Warenna]

Der var gået så lang tid, det var jo umuligt, at ikke noget var forandret! Om ikke andet, så var de begge blevet dét ældre, og havde fået nogle helt andre livserfaringer i forhold til for tre år siden. Jonatan havde personligt opnået en kæmpe forståelse for, hvor taknemmelig man skulle være for at være i stand til at gå på sine egne to ben. Og han havde lært, at han bestemt ikke var usårlig, hvilket havde sat gang i tankerne om en dag at få børn. Der var så mange ting. Ting, som dog trådte i baggrunden nu, hvor han stod her med Gloria.

Jonatan kunne ikke helt definere sine følelser for tjenestepigen. Han var ganske klar over, at han dengang for tre år siden, var faldet i med begge ben. Af en eller anden uforklarlig årsag, var han faldet med et brag for den yngre kvinde, og han havde været smaskhamrende forelsket. Tre år dulmede mange af følelserne. Alt, hvad han vidste lige nu, var, at han var inderligt glad for at se hende igen, og ikke desto mindre holdt uendeligt meget af hende. Om han var blevet for klog til at indlade sig med en tjenestepige? Nej, det var han nok ikke. Ellers havde han jo ikke stået her og kysset hende!

Den længsel og grådighed, Gloria lagde for dagen i sin besvarelse af hans kys, kom en del bag på Jonatan. Dog var det ikke noget, han ville klage over, tværtimod! Han lænede sig lidt ned mod hende i kysset og trak hende helt ind til sig. Hans hjerte hamrede så hurtigt, og alt omkring ham og hende virkede pludseligt til at forsvinde, som var de de eneste to i verden. Den Forladte Bydel var også rimelig øde, så det kunne de lige så vel have været! En mild, behagelig skælven gled gennem kroppen, da hendes hænder strøg over ham, og hendes lave gisp pirrede til hans sanser.
”Gloria…” mumlede han brummende i det øjeblik, deres læber var fra hinanden, men vidste overhovedet ikke, hvad han ville sige til hende. Så han tillod sig blot at nyde at stå sådan med hende lidt endnu.

[Gloria Snedker]

Hun var næsten sikker på at hendes følelser for ham ikke havde ændret sig - jo, måske havde det igennem årene blevet dulmet og ikke var så stærkt som de dage de mødte hinanden, men hun havde på fornemmelsen, at nu hvor de havde fundet hinanden, ville de sikkert rive hinandens følelser op igen som en storm.
Det håbede hun i alt fald.

Hun lagde sine hænder på hans stærke kæber for at uddybe kysset og hun nød det, uden tvivl. Det føltes velkendt men også fremmedt - trods alt, det var år siden! Hun var blevet overvældet af en stor følelse af gensynsglæde, men hun burde havde bedre kontrol på sig selv. Hun burde, men det var ikke det hun ville så hun lod kysset vare ved, lod hendes sanser nyde denne mand. Hendes søde tunge smagte nærmest forsigtigt hans læber, som om det var forbudt. Dog, en smule pludseligt, lagde hun sine hænder på hans skuldre og fik ham lidt på afstand, minimal afstand - han stod stadig med sine arme om hende. Det fik hende til at føle sig.. Tryg og hjemme.

Hun lod sine næse nærmest kærtegne hans: ,,Mine følelser har ikke ændret sig," svarede hun ærligt, dog dæmpet. Hun tilføjede dog, lidt højere: ,,Men du er alt det jeg foragter ved en mand," hun så ham, denne gang lige i øjet med de violette øjne.
,,Jeg hader dig,"

Det var hårde ord, men hvis han kunne huske rigtigt, havde hun sagt dem før og hun mente dem ikke så bogstaveligt. Men det var tydeligt hun var vred. Hun var vred over han havde forladt hende og hun var vred over han gav hende alle de følelser, hun ikke kunne håndtere. Atter venligt, skubbede hun let til ham så der kom luft mellem dem.

[Jonatan de Warenna]

Da hendes tungespids ramte Jonatans læber, sukkede han mildt imod hende og skilte let sine læber for at lade sin tunge møde hendes i en langsom, frydefuld dans, der blot var med til at intensivere det hele. Hun smagte fantastisk, som honning, varmet i whisky, og alene dette var nok til at gøre ham beruset, til at få blodet til at strømme hurtigere, til at få ham til at kræve mere. Den ene hånd lod han glide om i hendes nakke, hvor han tog et fast greb, og han brummede utilfreds, da hun skubbede ham lidt væk. Bare lidt.

”Det er lidt modsigende, er det ikke?” kommenterede han sigende og lod den anden hånd glide op ad hendes side for at ende med at skubbe det lyse hår om bag hendes øre. Åh jo, Jonatan kunne i den grad godt huske Glorias afsky for mænd. Men han havde aldrig nået at finde ud af, hvad den egentlig bundede i - i stedet kunne han undres over, hvordan han af alle mennesker havde haft held til at slippe ind. ”Du har al mulig ret til at være vred.” fortsatte han alvorligt og fastholdt de violette øjne med sit eget mørke blik. ”Men det har jeg også.” Dog, var han ikke helt sikker på, dette var en samtale, han kunne tage med Gloria så tæt på. Det kneb med at tænke helt klart, en kombination af træthed og udmattelse efter at have rejst i længere tid, og beruselsen ved atter at være så tæt på en varm kvinde.

Han krummede hænderne sammen om hendes tøj for at blive stående tæt på hende, da hun ville skubbe ham væk. Det var ikke uvant for ham at blive skubbet væk af Gloria, man kunne vel nærmest sige, at han var vant til det. Og hans erfaring sagde, det var bedst at holde på hende.

[Gloria Snedker]

Hans sigende kommentar fik hende til at himle øjnene. Det vidste hun jo godt, men det var jo også modsigende følelser hun havde. Hun var vred, virkelig vred. Han havde trådt på hendes tillid og det var en af grundene til hun hadede mænd som hun gjorde så det var sandt nok: han var jo alt det hun foragtede i en mand! Men hun havde stadig disse følelser for ham og det gjorde at hun på en måde bare ville tilgive det. Hun kunne jo stadig vældig godt lide ham men hun vidste ikke helt hvordan hun skulle bære sig ad, hvordan hun skulle tilgive hans nummer. Hvem sagde han ikke ville gøre det igen?

Hun vippede hovedet let til den ene side, den side hans hånd lå. Han skulle passe på med hvilke knapper han trykkede. Hun havde ikke ændret sig med hvordan hun håndterede ting, hendes hidsighed og opfarenhed. ,,Jeg er ikke kendt for at give ret meget mening," påpegede hun en anelse bidsk og hendes øjne blev omend mere skarpe over hans ord. Han havde grund til at være vred? Hun var ikke sikker på hvordan hun skulle på en pæn men stadig vred måde bevise at han var så, oh, så gruelig gal på den! Hun placerede en hånd på hans bryst, en venlig hentydning til han skulle træde tilbage.
,,Du har bestemt ingen grund til at være vred. Du," hun lagde tydeligvis tryk på det, prøvede at kontrollere det udfordrende temperament hun havde.
,,Du forlod mig,"

Det nyttede ikke rigtigt at skubbe ham væk, pestilensen ville ikke have det. Hun så ned på hans hænder. Hun var ikke helt sikker på hvorfor han holdt fast i hende, men måske kunne han læse hendes inderligste tanker: at hun ikke ønskede at han gav slip. Hun skubbede måske kun for at vise sin skuffelse og hvor såret hun var, på en måde. Men hun ønskede ham stadig nær: alle hendes bevægelser, alle de signaler hun gav var ekstrem modsigende. Hun ville kærtegne ham men hun ville også holde afstand.

Hun betragtede hans mørke øjne, de mørke øjne som havde hjemsøgt hende så længe. Så sukkede hun, næsten helt træt.

[Jonatan de Warenna]

Jonatan havde glemt, hvor meget den kvinde frustrerede ham. Lige så meget, som hun glædede ham. For Fanden da også. Han hævede lettere arrogant det ene øjenbryn, da hun tilkendegav, at hun ikke just var kendt for at give meget mening.
”Det er der ingen kvinder, der er.” kommenterede han tørt, velvidende, at visse kvinder ville finde dén udtalelse særdeles stødende. Men Jonatan var jo blot som enhver anden mand, der var vokset op i adelen. Det var et sted, hvor kvinder ikke blev hørt, selvom det var ved at vende. Nu kunne kvinder arve, hvilket mange mænd fandt ganske uhyrligt - det var da en start.

Jonatan fandt det næsten morsomt, at hun sådan prøvede at skubbe ham væk med en hånd, men han tilbageholdt dog latteren, eftersom hans intuition sagde ham, at det blot ville ende med at gøre Gloria endnu mere hidsig. Han bed tænderne sammen ved hendes anklage og slap lidt luft ud mellem tænderne. Han havde ikke været vred lige før, men nu mærkede han optrækket til at blive det.

”Ja, jeg forlod dig!” snappede han bekræftende og greb om hendes arme i stedet, da hun tydeligvis ikke brød sig om hans kærtegn. ”Og da jeg fandt ud af, at jeg ikke kunne komme tilbage, sendte jeg besked med en mand til Syden.” Han bandede frustreret, inden han slap sit tag i hende for at træde et par skridt tilbage, og i stedet kørte hænderne formålsløst igennem sit hår for ikke at komme til at gøre hende ondt og haltede en omgang om sig selv. Et øjeblik lukkede han øjnene i og gned sig træt på begge sider af næseryggen. Så så han på Gloria igen. ”Han kom tilbage og kunne informere mig om, at du var rejst.” sluttede han stift og tvang sig selv til at holde følelserne tilbage til fordel for den følelsesløse facade. Jonatan havde bestemt ikke i sinde at fortælle hende om den skuffelse, vrede og sorg, han havde følt, da han fik dén besked tilbage. Det var et udtryk for svaghed, som han ikke ønskede at vise.

[Gloria Snedker]

Hans ord var ikke nogen hun ville lade passere normalt, men der kom andre ting på bane, som fik hende distraheret. Hun blev en smule overrasket da hun så hans vrede, men hun tog den ikke ildevarslet, nej, det gav hende næsten mere lyst til denne mand. Måske var det fordi hun virkelig kunne føle de følelser som havde været der for så mange år siden. At hun vidste det her betød noget for ham. Hun ønskede næsten at han skulle blive vred, omend hvor underligt det lød.

Hun betragtede hvordan den arme mand slap hende, for at næsten gå i cirkler om sig selv. Hun havde lyst til at berolige ham, give ham trøst, men samtidigt var hun vred og hun havde svært ved at skjule det. Hun trådte hen de skridt han havde trådt væk, stillede sig tæt op af ham men rørte ikke noget af ham, selvom hun havde lyst til det. Hun kunne bare ikke få sig selv til det endnu. ,,Du skrev ikke til mig. Du kom aldrig tilbage," det var tydeligt at han havde ramt nogle følsomme knapper, for hun råbte næsten af ham. Hun viste en brøkdel af alt den sorg hun havde følt, da hun fandt ud af han ikke ville komme tilbage. Hun havde været knust og hun hadede ham for det.

,,Jeg så ingen pointe i at være i det land, uden dig," tilføjede hun, uendelig blidt i forhold til hun næsten havde råbt af ham. Hun var forbavset over hvor kold og stiv han var, i forhold til hende som næsten rystede af alle de følelser hun ikke kunne holde tilbage. Hun strøg håret væk, mindede sig selv om kontrol.
Hun kunne ikke havde kontrol overfor ham.

,,Jeg betød aldrig noget for dig, gjorde jeg? Og jeg kan se, at det faktum, ikke har ændret sig!"

[Jonatan de Warenna]

”Og det faldt dig ikke én gang ind, at der kunne være en anden årsag?” spurgte Jonatan, næsten retorisk, og med et stadigt mere mørkt ansigtsudtryk, da hun atter trådte hen til ham. Han var fristet til at træde tilbage, igen, men blev stående på stedet. ”Nej, selvfølgelig gjorde det ikke det.” En lille og mærkeligt håbløst latter forlod hans læber, inden han fokuserede på hende igen. ”Jeg bør i øvrigt minde dig på, at det var dig, som lovede at skrive til mig, Gloria, men det glemte du tydeligvis alt om.” påpegede han tonløst og nægtede at bukke under for det pludseligt milde tonefald, hun lagde for dagen. Kvinder var utilregnelige. Det var ikke tit, Jonatan lod temperamentet løbe af med sig, der skulle i reglen ganske meget til, før det lykkedes nogen at hidse ham så meget op. Når det en sjælden gang lykkedes, så var hans vrede iskold og overvældende.

Hans pupiller blev smalle ved hendes næste anklage.
”Betød aldrig noget for mig?” hvislede han langsomt, i takt med at hans udtryk blev hårdt som granit, og han gengav nogle af de ord, han havde sagt dengang, for flere år siden: ”’Jeg vil tænke på dig. Hver aften, når jeg ser på månen; hver nat, når jeg ligger søvnløs på grund af dig. Hver morgen, når jeg vågner og ønsker, at du ligger ved min side; hele tiden, hvert sekund af dagen; indtil jeg er tilbage.’ Tror du, det betød ingenting?” Han havde lyst til at ruske i hende for at få hende til at forstå. I stedet for maste han sin mund over hendes og hørte derefter ikke andet end en høj, summende lyd i sit eget hoved. Desperat, næsten brutalt, snoede han med en ed armen omkring livet på hende og låste hende fast ind mod sig, mens han bare for nu, lige nu lod vildskaben overtage styringen.

[Gloria Snedker]

,,Jeg ved ikke hvilke årsager der kunne være. Lige så lidt som kvinder giver mening, lige så store svin er I mænd. Hvem ved om..," hun rystede på hovedet, stoppede sig selv. Hun ønskede vidst bare at træde på hans knapper, mere end hvad hun havde gjort i forvejen. Hun ønskede at se følelserne rive af med ham og få hende til at blive revet med. Ønskede at se ham vred over noget som hun fik ham til at blive vred over, noget som hun fik til at træde frem. Desuden ville hun hævne sig, over de magteløse føleser han fik frem hos hende. Hendes øjne lynede af hans ord, hans tomme og toneløse ord. Hun vidste ikke hvad hun skulle stille op med denne mand, som tiltrak hende så gruefuldt at det næsten var brutalt. ,,Jeg skrev til dig. Men jeg gætter på at det aldrig kom frem? Mine breve er vidst ikke så meget værd," påpegede hun med sin skarpe tunge. Med dét, mente hun ikke ham, men generelt set. Tjenestepigers breve er ikke så vigtige at få frem som hos adelige så det er vel ikke deres skyld.

Hun lyttede til hans gentagelse af hans egne ord, som blev sagt så lang tid siden. Hun blev overrasket over at han kunne huske det og det fik blot hendes følelser for ham til at blusse endnu mere, endnu mere kraftigt. Hun havde næsten glemt dem og det rørte hende at han huskede dem så præcist. Det var tydeligt hun var overrasket og det hjalp ikke på det at han i et hårdt greb pressede hendes spinkle krop indtil hans, i et hårdt men inderligt kys. Hun gengældte det, uden at være i stand til at gøre andre. Mon han kunne føle hvor meget hun ønskede ham, hvor stærke hendes følelser var for ham stadig?

Hun trak læberne til sig, fra hans grådige og snappede efter vejret. Hun havde det varmt.
,,Overbevis mig," hviskede hun, næsten uendeligt blidt. ,,Overbevis mig om at det betyder mere end bare noget. Overbevis mig om at dine følelser stadig er lige så blussende, lige så kraftige som mine," hun hviskede det blidt imod hans læber, som en bøn. Hun ønskede at han fik hende til at føle sig elsket, som dengang.
Hun ønskede at vide om hun var den eneste her som havde så kraftige og overvældede følelser for den anden.