Tomme minder under månen [åben]

[Deleted]

Tilegnet: Destrian de Warenna

Destrians ord ramte Lilias. Det var sagt så... klart. Det var så sandt, det var jo det, der skete. Lilias havde egentlig mest tænkt på, at solen forsvandt og mørket kom. Dagene blev kun kortere, så det til sidst var som om, at alt lyset og varmen var blevet drænet fra solen.
Men folk faldt døde om på gaden. Lilias satte slet ikke nok pris på det liv, hun levede - selvom de selv blot var borgerlige, så havde hendes faders forretning indbragt dem nok til, at de kunne holde hus i adelskvarteret i Roy By. Det var der ikke mange borgerlige, der kunne prale med. Helt uden medfølelse for de svage i samfundet var hun dog ikke - Lilias kunne godt finde på at huse fattigfolk natten over, hvis de kom og bad hende pænt og respekterede hendes ejendom.
Så sent som i eftermiddags havde hun sagt ja til at tage en ung mand fra Norden til middag, for han havde intet sted at sove og havde intet fået at spise i løbet af dagen.
"De har langt større bekymringer end vi." sagde Lilias stille og rynkede let på panden. Når tingene blev sat i perspektiv på den måde, satte det samtidig en hel masse tanker i gang. Om de overhovedet havde ret til at leve dette luksuriøse liv, når andre ingenting havde - men Lilias' fader havde også arbejdet for at få skabt sig en formue. Ikke at alle kunne gøre det - men ved viljens magt kunne man opnå meget.
"Ja, det er jeg." smilede Lilias og vendte tilbage til Destrian. Hun støttede sig let til ryglænet på en af bænkene. "Hvorfor skal jeg dog besværes med et mandfolk, når jeg klarer mig udmærket på egen hånd?" Lilias løftede let øjenbrynene, som i en spørgende gestus, men egentlig havde det været et retorisk spørgsmål. Det behøvede ikke noget svar.

[Destrian de Warenna]

Han fortrød, at han overhovedet havde nævnt det. Der var ikke noget værre end tanken om, at folk mistede livet. Uden grund, uden at have en chance. De forsvandt fra deres kære og ville aldrig vende tilbage igen. Det gjorde så forfærdeligt ondt at tænke på. Og så gjorde det ham bange. Håbløst bange. Havde det ikke været grundet Lilias selskab, var han nok gået i selvsving. Tvunget sig selv op i et hjørne af sine egne tanker og så blive dér, indtil nogen ville finde ham og bringe ham i sikre omgivelser igen. Lilias fik ham til at holde fokus, han havde en grund til ikke at gå i panik - det ville han simpelthen ikke være hende bekendt. Det var så også lidt heldigt, at han nåede at stoppe sig selv inden det gik for vidt og han tvang virkeligt sig selv til ikke at tænke nærmere over det. Døden.
"Ja, langt større. Men jeg tror på, at det bliver bedre en dag."Han ønskede tydeligvis ikke diskuterer hvorvidt det var tilfældet eller ej. Han ville bare have lov at leve i troen. Nogle gange var det bedst bare at være naiv. Det måtte ingen tage fra ham, det ville han ikke kunne holde til. Måske det også var grunden til, at der ikke var nogen der gik synderligt op i at gøre ham opmærksom på de barske sandheder, der havde det med at fylde dagligdagen for de fleste.
Han så sig lidt om i katedralen, mens Lilias talte, men sørgede for også at se på hende. Først og fremmest fordi høfligheden trods alt lå dybt i ham, men også fordi han gerne ville. Det var så længe siden han havde set hende. "Det er godt, at du klarer dig godt." Det gav måske sig selv, men han havde brug for, at hun vidste hvor glad han var for det.

[Deleted]

Tilegnet: Destrian de Warenna

"Det må vi håbe," medgav Lilias lavt - det var som om, at når man talte om et sådant emne, så var det uhøfligt at sige det alt for højt. Det var ikke noget, hun tænkte på, men det kom helt af sig selv - man måtte tale lavt og tale med respekt. Hvorvidt det ville blive bedre en dag - det tvivlede Lilias dog på, selvom hun ikke sagde det højt. Ó Riain gjorde naturligvis deres bedste, hvad Lilias vidste af, men noget som fattigdom var svært at komme af med, ligesom ukrudt altid formåede at udmanøvre roserne.
Lilias rettede sit blik mod Destrian igen. Det var som om, hun blev mere nærværende, eller så mere intenst på ham - hendes blik blev i hvert fald blot en anelse mørkere. Hun var bekymret for sin ven. Han virkede til at være så.. melankolsk. Det var det ord, der faldt hende ind, og det skræmte hende egentlig mere end hun havde ventet. Lilias havde selv været dér engang, dengang hendes moder døde - sygdommen havde taget livet af hende, og selvom ingen endnu kendte til tuberkulose, så havde Lilias godt regnet ud, at det ikke var den bedste måde at dø på. Det havde pint hende meget det første stykke tid, men langsomt var hun kommet videre. Så godt, som det nu lod sig gøre. Set på den måde, så ville det måske være gavnligt for Lilias at få en husbond, der kunne aflede hendes tanker.
Lilias' blik hvilede stadig på Destrian, da hun sukkede lydløst og trådte hen til ham, tillod sig at lægge den ene hånd blidt på hans arm.
"Hvordan har du det, Destrian?" Det var tydeligt, at hun fiskede efter et oprigtigt svar, frem for en bortforklaring.

[Destrian de Warenna]

Det var meget naturligt, at stemmerne blev sænket. For Destrian var det atmosfæren, der gjorde det. Inde i katedralen var det slet ikke nødvendigt at tale højt. Alle lyde blev styrket af det enorme rum og det gav en stærk følelse af, at helligheden nok skulle tage sig af, at alt vigtigt blev hørt. Han smilede til Sence' ord og holdt sig næppe til håbet om, at det hele skulle blive godt. Sådan havde han det nu engang bedst, og sådan ville det nok altid forholde sig. Han havde det faktisk fint med bare at være blind overfor dårligdomme. Hvis bare han kunne tro, at verden var et godt sted, så var det længe fint nok til ham. At han så godt vidste, at det ikke forholdt sig sådan var noget andet. Sådan var det altid. Lige som han syntes alt var ved at være godt, så drømte han. Lange mareridt, der ikke stoppede, bare fordi han vågnede. Det gav ham søvnløse nætter og med trætheden kom angsten. Det sendte ham på en rejse ned i de mørkeste sider af sindet og han kunne ikke styre hvornår det vendte. Heldigvis var det kun sket ham én gang i Kongebyen. Der havde en af hans tjenestefolk fundet ham i gården en sen aften og ikke været i stand til at få ham til at tale. Dagen efter havde han opholdt sig for sig selv og der var gået endnu en dag inden han ville tale med nogen. Men så var han også ovenpå igen.
Det gik op for ham, at han havde lukket sig ind i sig selv igen, da Lilias trådte nærmere og lagde en hånd på hans arm. Han så hende i øjnene, smilede så lidt vemodigt og så ned i gulvet. Hun havde læst ham for godt. "Jeg har det godt.. Det er bare vintermørket, der gør sit for at gøre mig nedtrykt." Efter at have trukket vejret dybt en enkelt gang, for at samle sig selv, så han op igen og smilede endnu engang i et forsøg på at virke mere overbevisende. "Du må have mig undskyldt, at jeg er sådan her. Det er ikke noget du skal bekymrer dig om." Han ønskede ikke at volde andre besvær, særligt ikke hende.

[Deleted]

Tilegnet: Destrian de Warenna

Lilias betragtede indtagende Destrians mimik, efter hun havde spurgt til ham. Hun lyttede til hans ord og lyttede omhyggeligt, før hun drog nogen konklusion. Konklusionen gjorde hende trist. Lilias' hånd gled langsomt af Destrians arm igen, hun sukkede og lod blikket flakke rundt i katedralen, før det fokuseredes på manden foran hende.
"Den dag, du overvinder din frygt og tør snakke om det, kæreste, vid da, at jeg villigt lytter til dine ord." Der kunne ikke være tvivl om, at Lilias mente sine ord af hele hjertet. Et blegt smil, der måske skulle være opmuntrende, viste sig på hendes læber, før hun langsomt bevægede sig mod udgangen igen. Bemærkningen havde været ment til at lukke konversationen. Efter nogen skridt virkede det dog som om, Lilias skiftede mening og vendte sig rundt mod Destrian.
"Måske du vil ride med mig ... dagen efter i morgen?" Forslaget var impulsivt, og egentlig foretrak Lilias normalt at ride for sig selv - på den måde kunne hun sige Fanden af alle restriktionerne og ride, som hun havde lyst. At ride med Destrian forekom hende dog som en udmærket idé - nu de ikke havde set hinanden så mange år. Mon han overhovedet kom ud til dagligt?

[Destrian de Warenna]

Det varmede ham, hvad hun sagde. Han kunne nærmest helt fysisk mærke varmen i hele kroppen ved hendes ord. Hun ville lytte og han var ikke i tvivl om, at det hun sagde var ærlige ord. At han så havde sine grunde til aldrig at ville tale med nogen om det... Det var noget andet. Hun ville ikke forstå ham. Ingen havde gjort det endnu og derfor lukkede han sig mere og mere ind i sig selv. Måske han burde have talt mere om tabet af sin hustru og deres datter, men han havde formået at vende sig væk fra verden inden det blev muligt.
"Det vil jeg huske," sagde han ærligt, som hende. Det ville han. Men om det betød, at han ville tale var uvist, også for ham selv. Det var nærmest nok at vide, at hun bekymrede sig, selvom han egentlig heller ikke ville have det. At hun bekymrede sig betød også, at han formørkede hendes sind. Han ville hellere, at hun kunne leve bekymringsfrit og bare kunne prioriterer sit eget liv højere end alt andet. Han bukkede høfligt hovedet, da hun vendte sig mod udgangen, men fulgte ikke med. Han havde ikke fundet roen endnu og ville ikke begive sig hjem før, selvom det var ved at være sent.
Straks så han dog op, da hun sagde noget igen og åbenbart ikke var gået helt endnu. Han smilede til hende. Et ægte smil, helt fra det inderste af ham. "Med glæde, Lilias." Det var længe siden han havde reddet med andre på den måde. Det eneste selskab han havde med sig var når han red langt og havde et følge af hans slægts tjenere.

[Deleted]

Lilias så, at hendes ord betød meget for Destrian og glædede sig over det. Endnu et smil oplyste hendes ansigt, idet Destrian indvilligede i hendes forslag om en ridetur. Hun kunne godt lide Destrian. På sin helt egen måde. Han kunne være ret svær at greje ind imellem, og det var sådan en skam, fordi folk lynhurtigt fik et forkert indtryk af ham. Hvis bare han kunne være kommet over tabet af sin hustru og datter - men han havde et skrøbeligt sind.
"Det glæder mig, Destrian." smilede Lilias over hans svar, og helt lig Lilias - hvem ellers? - tog hun nogen hurtige skridt hen til Destrian og rejste sig på tæer, så hun kunne presse et kys imod hans kind. Der var intet i det, overhovedet, men det var blot måden hvorpå hun viste sin hengivenhed - i høj grad ved brug af berøring frem for ord. Var Lilias opdraget som adelig, havde hun sikkert aldrig gjort det - tanken alene havde da været slem nok. Som borgerlig tog hun sig nogen friheder, men da Destrian kendte hende skulle det overraske hende meget, hvis han blev forbløffet over hendes gerninger.
Nu lagde Lilias kort hånden imod hans kind, før hun endelig vendte sig rundt igen, og denne gang forlod katedralen. Hun havde fundet fred ved at gense en gammel ven, og kunne se frem til at se ham igen i løbet af nogen dage.

[Destrian de Warenna]

Han stod blot stille mens hun talte og kom nærmere. Kysset hun plantede på hans kind fik ham dog til at smile endnu engang, varmt og rørt. Det var nok også kun fordi det var Lilias.. Lilias som han havde kendt siden han var barn.. at han ikke kunne have noget i mod det. Nogle gange havde han svært ved at lade folk komme for tæt på, men Lilias var nu engang hvem hun var, og det kunne han ikke have noget i mod. Også selvom det ikke ligefrem var skik i hans kredse.
Mens hendes hånd endnu hvilede mod hans kind, om end kortvarigt, så han hende i øjnene og gjorde sit for at virke selvsikker og lys i sindet. Han ville ikke bekymre hende, selvom han vidst allerede havde vist for meget af sig selv. Hvordan hans tanker kunne flyve væk og mørkne hans tilstedeværelse. Det hjalp gevaldigt på det, at hun var der og han så bestemt frem til, at kunne ride en tur med hende.
Først da hun var uden for porten vendte han sig mod kirkealteret og så længe på det. Han lod tankerne flyve i alle retninger, gode som dårlige. Fantastiske som naturlige. Tiden sagde ham intet og han lod den bare passerer.

//Slut på tråd