godt at se dem

[Roy Ó Riain]

Hun var meget ligefrem nu. Det passede ham også bedre end at tale rundt om den varme grød. Han kunne nemt forestille sig den unge greve ville passe på den smule han havde tilbage som betød noget. Han kunne godt forstå tankegangen, men vidste også at det kunne ødelægge forholdet mellem de to søskende, hvis den ene bestemte over den andens frihed.

"Jeg har ofte brug for noget andet end det jeg gør," sagde han med smil. Det var en pæn omtanke. "Hvor bor I henne, mens I opholder jer her?"

Han var ganske usikker på om dronningens eget blod, niece og nevø, ville bo på slottet, eller om de havde valgt at bosætte sig i en bolig i byen. Eller måske hos en af grevens venner. Han spurgte for hvis hun boede på slottet ville han tilbyde hende friheden til at føle sig hjemme. Det ville han nok under alle omstændigheder.

[Emily Dux]

Emily kigget lidt rundt mens hun ikke rigtigt vidste hvad hun skulle sige eller gøre. Hvilket helt sikkert også var grunden til at hun bare kigget nysgerigt på Roy, da han begyndte at snakke igen."I et Hus, i Adel kvateret."
Hun havde sagt det som det var, de boet i et lille palæ i adelkvateret hvor hendes lille bror sikkert opholdte sig som det var. Hun havde lidt undret sig over at de denne gang skulle bo i adelkvateret. Eftersom at sidst hun havde været RoyBy havde de boet et andet sted så vidt hun husket. selv om hun ikke var sikker.

[Roy Ó Riain]

"Jeg mente nok at I havde en ejendom i byen, men nogen gange er det svært for mig at huske den slags ting. Elisif er ganske fabelagtig på den front. Men De skal vide at slottet må benyttes af Dem som De lyster, jeg fandt det som ung selv et ganske stimulerende sted. Nu bruger jeg det meste af min tid blandt støvede bøger og diplomater."

Han slog en hånd ud mod borgen der rejste sig bag dem. Hans hjem. Han elskede det. Han tænkte på sine tre børn. De to af dem som var i den. Han elskede dem begge. De gjorde også det her sted til et hjem. At få Wilmot hjem igen havde lettet hans hjerte mere end han ville være ved.

Måske var det derfor grev Dux ville have sine søskende med. Det føltes ikke som et hjem hvis ikke familien var der.

[Emily Dux]

"Jeg takker, på mine brødres og mine egne vegne for tilbudet. Deres kongelig højhed. Der må også været meget at lave som konge." Hun endte den anden et lille smil, for at hun mente hvad hun sagde. Selv om hun ikke havde forstand på sådan noget, hun kunne kun gætte på at der var meget mere arbejde end det hendes storebror Emmet havde. Som hun selv mente var ret meget. Emily kom til at tænke på det skænderi hun havde med Wilmot allerede inden de tog afsted til Roy By. Hun fortrød inderst inde at hun var blevet sur på ham, hvilket også kort gjorde at smilet forsvandt fra hendes læber inden hun hurtigt fik sat et falsk smil på læben for at skjule det rigtige som var forsvundet

[Roy Ó Riain]

Roy kunne godt forstå denne samtale var akavet for hende. Hvad skulle hun snakke med en gammel mand om?

"Det var nu mest Dem jeg tænkte på. Men selvfølgelig må Deres brødre hellere end gerne komme. Jeg elsker liv på slottet."

Han tænkte på hvordan resten af dagen skulle foregå. Han vidste der var meget at lave. Han og Wilmot var endnu ikke færdige med at snakke om tingenes tilstand. Der skulle findes en strategi. Det var det vigtigste.
Roy turde ikke spørge om Emily kendte noget til monstrene. Hvis hun ikke gjorde skulle hun ikke vide noget. Ikke før den nye greve, hendes storebror mente det var en god idé.

"Jeg tror det bliver en god dag," sagde han og så op på den blå himmel med få skyer. "Skal De ud og gå i byen?"

[Emily Dux]

Emily kunne mærke hun rødmet lidt over hun havde troet det var et tilbud til dem alle tre. "Jeg er meget beæret deres kongelig højhed." Hun endte med kort at neje, som en høffelig gæstus på at hun var taknemmelig for tilbudet. Hun havde altid været meget god til at se sådanne nogle ting som gald det også hendes brødre. Efter som hun var vokset op med der ikke var sket særlig forskel mellem de tre søskende, alligevel havde Emmett jo lært om at være greve. Hun prøvet at kort at slappe lidt af inden hun igen meget hurtigt ranket rygen, og løftet hovedet, nogle af de hun havde lært at skulle gøre. At hun aldrig skulle hænge med hoved, altid have rankryg. Hun kiget op da der blev sagt det sikkert blev en god dag. "Vejret ser ud til at blive godt" Hun havde ikke helt været klar over hvad hun skulle svare. "Det regnet jeg med." Hun havde svaret på kongens spørgsmål med et lille smil.

[Roy Ó Riain]

"Det er jeg glad for. Jeg håber her er folk De kan lide."

Det var godt at adelen blev set. Ikke for deres rigdomme, men så det almene folk ikke troede at de var ophøjede mennesker der ikke selv kunne gå ud i verden. Som turde at snakke med folket. Som turde blive venner med dem.
Roy var ikke så naiv han troede adelen ville gifte sig med den almene befolkning, men at se dem som mennesker var et skridt i den rigtige retning. Håbede han. Det ville kunne gøre meget.

"Det burde der være med så mange mennesker på et sted. Om end nogen gange er de svære at finde."

[Emily Dux]

Emily lod helt vær med at svare den anden og valgt derfor i stedet bare for at smile mens hendes blik lå på den ældre mand. Hun havde da været rundt i RoyBy, hun havde da snakket med flere af de borgerlige mens hun nok meget holdte sig til sin brødre og andre adelige. 'selv om hun jo godt kunne snakke med de borgerlige. "Markets pladen er jo meget fyldt med menesker både adelige og borgerlige." Hun kom til at tænke på et rygte hun havde hørt der nede på makret det havde været noget med at en adelig havde tænkt sig at fri til en borgerlig hun endte alligevel med at ryste på hovedet. af det rygte hun havde hørt

[Roy Ó Riain]

Roy anede ikke hvad han skulle svare. Adelige og borgerlige, jovist, han kunne nikke og sige ja det havde hun ret i. Det var for ham meningsløse lyde.
Han syntes det var svært at snakke med pigen. Eller den unge dame. Han kendte hende ikke og kunne ikke grave i hendes interesser.
Han stod lidt, halvt med en idé om at undskylde sig. Elisif ville mene det var på tide han fik sin krone på, når han alligevel ikke trænede. Det slog ham han måske burde spørge til sin kone.

"Har De set Deres faster?" spurgte han. Og mente sin kone.

[Emily Dux]

Emily stod lidt og var helt blank på om hvad hun spille snakke med den anden om. Hun måtte nok heller undskylde sig hvis, det blev mere akavet også gå tilbage mod der hvor de boet mens de var der. "Nej det har jeg ikke." Hun havde svaret meget rigtigt men alligevel lidt uden at vide hvad hun skulle svare. Hun havde ikke set Elisif denne dag. Hun havde jo heller ikke prøvet at finde hende. Emily havde jo mest brugt tid på at kigge på en ridder uden rigtigt at vide hvad hun ellers skulle lave.

[Roy Ó Riain]

Roy løftede overrasket sine bryn. Det undrede ham at Elisif ikke havde set sin niece. Dronningen gik ellers så meget op i familie og han var ikke i tvivl om niecen betød noget.

"Jeg tvivler ikke på hun vil stå med åbne arme når De har tid til hende."

Desuden var Elisif langt bedre til at sniksnakke med folk, mens han bare gjorde det til halvstille samtaler hvor begge så væk. Og niecen prøvede heller ikke ligefrem at starte en samtale som han kunne tage fast i og sige noget mere til. Når ligesindede mødtes opstod der tavshed. Det måtte være et nyt ordsprog.

[Emily Dux]

Det havde været meget rigtigt at Emily ikke havde set sin faster, mens hun havde været der. "De er også den første ud over Kronprinsen som jeg har set siden vi ankom." Hun løj langt fra. Hun havde ikke rigtigt haft tid, til at kunne stoppe op og snakke med familie eller sågar venner, som hun stod og snakket med kongen nu. "Det glæder mig" det var nok det eneste hun kunne sige til det. "Hvordan går det med Prinsesserne og Elisif?" Hun havde nok mest spurt for at få en samtale igang, sådanne at den i havde nu heler ej blev alt for akavet eftersom den var gået hen og blevet meget stille og ubekvæmt for ihvertefale Emily.

Den unge komtesse var ikke rigtigt klar over hvad hun skulle sige eller spørge om, Efter hun helst ikke ville virke for Uhøfelig, en ting som hun meget ofte blev hvis man spurte hende.

[Roy Ó Riain]

Roy så på hende. Han ville faktisk ønske Elisif var her nu. Hun var meget bedre end ham til at føre samtaler. Samtaler som kunne handle om alt. Eller ingenting. Overfladiske samtaler. Dybe samtaler. Hun var eksperten mens var bedre til at være konkret. Han vidste det ville være uhøfligt at sige til den unge lady at hun skulle se sin faster nu. Men det var faktisk hvad han tænkte.

"De har det ganske udmærket. Ingen har valgt at blive gift endnu, selv dronningen har valgt at blive så jeg har intet at klage over." Han smilede af sine egen joke.
Nogengange gav det bare mere mening hvis dronningen havde rejst sig og pakket sine ting. Men hun havde valgt at leve med ham på godt og ondt. "Dronningen isærhar taget nyhederne om Deres faders død hårdt, men det er ikke første gang nogen tæt på dør." Han sagde det med en let lav stemme og morskaben var forsvundet.

[Emily Dux]

Emily ville virkelig ha ønsket hun ikke var særlig indelukket og stille i det. Efter som hun nu var det måtte hun prøve at få en samtale lidt igang. "Det er da altid en god ting at høre." Emily kunne virkelig ikke lade vær med at smile lidt over kongen kommentar om dronningen. Hun havde ikke set hendes i langtid, hvilket hun faktisk havde været lidt overasket over ikke at ha mødt hende.

"Det er klart at Dronningen tager det hård, det var jo hendes broder. De er jo søskende lige meget hvad." Emily havde valgt at tale som om det bare havde været Dronningen bror og ikke hendes egen fader. selv om det havde taget hårdt på den unge komtesse, havde hun været meget hurtig til at komme videre, og til at starte med havde det jo været underligt ikke at have sin Fader gående der hjemme. Efter lidt tid var det jo normalt alt han var død og Emmett, var begyndt at tage det store ansvar.

[Roy Ó Riain]

Roy tænkte på da hans far døde. Det havde været et slag i ansigtet. Men han havde ikke haft tid til at sørge. Der havde været så meget andet og at vise svaghed var noget han måtte gemme. Det samme som nu. Han vidste at Elisif ikke syntes han reagerede forkert, men der var ikke tid til at sørge, som han så mange gøre det.
Han smilede til Elisif.

"Familie vil altid være familie, det har De ganske ret i. Hvordan trives Deres brødre her i Roy by." Han fulgte op med et spørgsmål. Det var næsten en rigtig samtale nu. Hun stillede spørgsmål, han svarede, hun svarede og han stillede et spørgsmål. Roy fandt det mere nemmere at snakke om praktiske ting end med unge adelsfrøkener. Måske derfor havde han altid været ret godt tilfreds med at have været forlovet fra Elisifs fødsel. Så var der en hel del han ikke behøvede at tænke på.