Ude på tidsfordriv

[Deleted]

Tilegnet: Wilmot Ó Riain

   Aldreda nynnede muntert, da hun bevægede sig ned imod træningspladsen denne solbestrålede dag. Solen holdt stædigt fast i sommeren, og det var om at nyde de sidste rigtige sommerdage, der var. Aldreda havde trukket sit hår ganske let væk fra ansigtet, så det faldt tungt ned ad hendes ryg i stedet, og var iklædt en ganske fin mørkegrøn kjole, som passede udmærket til en almindelig dag. Hun havde ikke keret sig for at tage andet pynt på, end det tunge bælte, der lå om hendes liv.
   Aldreda løftede sin ene hånd, og lod den glide let henover hegnet, der omringede træningspladsen, mens hun gik. Hun var ganske skuffet over det, da det viste sig, at der var flere riddere på pladsen, der trænede sværdkamp imod hinanden - hun havde håbet på, at pladsen havde været tom. Så hun selv kunne komme til. Nu nøjedes Aldreda midlertidigt bare med at stille sig op på sidelinjen og se til. Det kløede i hendes fingre efter at komme derud, men hun vidste bedre, og holdt sig i skindet.
   Og hun burde desuden ikke klage. Det var da et udmærket tidsfordriv at se på unge og ældre riddere, der trænede deres færdigheder. Måske hun skulle giftes med én af dem en dag. Og til den tid ville hun gerne kende i hvert fald lidt til, hvad han var for en mand. Selvom hun havde tilbragt det meste af sit liv på kongeborgen hos sine forældre, så var det til stadighed en umulighed at få hilst og snakket med alle, der kom til Kong Roys hof.
   Aldreda støttede sig let til hegnet, mens hendes blik fulgte de trænende mænd. I sit stille sind kunne finde fejl både her og der i deres teknik, og hun morede sig lidt med at tænke på, hvad hun selv ville have gjort.

[Wilmot Ó Riain]

Wilmot kneb øjnene en smule sammen. Han havde spottet en åbning i sin sparringpartners forsvar. Det eneste han hørte, var lyden af sin egen vejrtrækning. Den var hurtig og overfladisk. Han havde trænet siden morgengry, og hans muskler var ømme. Dette var dog alt sammen noget, Wilmot skød til siden. Han var nærværende i sin træning, og satte stor pris på, at øve sig og blive bedre. Man kunne altid blive bedre. Faktisk, så mente kronprinsen, at det var en stor fejl hos mange, at de troede der ikke var mere de kunne lære.
Wilmot sprang frem som et rovdyr. Let på tå narrede han sin partner; drejede af i sidste øjeblik, for at støde sværdet mod ham. Han stoppede to cm fra mandens strube. Kampen var slut.

De gav hinanden hånden, og Wilmot måtte erkende, at det sikkert var træning nok for i dag. Hvis han pressede sig selv yderligere, ville hans muskler sikkert ikke samarbejde med ham næste dag. Han stak sit sværd i skeden, og lod blikket vandre over træningspladsen. Det var hér, at han fik øje på en yndig skikkelse, der stod op ad hegnet. Med et smil om læberne, og med raske skridt, bevægede han sig over mod hende.

"Deres Højhed Aldreda Valeiro" sagde han, med et smil om læberne. "Er De kommet for at overvære de unge mænd træne?" spurgte han en smule kæphøjt, og med et drillende glimt i sine øjne. Han burde nok være en smule mere formel, men han var i godt humør, og havde ikke lyst til, at det hele skulle være så koldt.
Hun var et ganske nydeligt syn, også selvom hun ikke var så formelt påklædt. Han skulle desuden ikke sige noget, han selv var iført en enkelt hvid skjorte og brune hoser. Ikke meget over hans påklædning røbede, at han var kronprins.

[Deleted]

   Aldredas blik fulgte opmærksomt de trænendes bevægelser, så hun først lagde mærke til, at Wilmot var på hen til hende, ganske kort tid før han tiltalte hende. Hun smilede let til ham på forhånd, siden det lidt, hun kendte til ham, kun var positivt. Som enhver anden ung adelspige, bedømte hun alle herrernes udseende i det øjeblik, hun så dem - selvom hun ikke brød sig om at være overfladisk, så ville hun lyve, hvis hun sagde, hun ikke håbede på, at hendes fremtidige mand endte med at se godt ud.
   Faktisk, så var det et emne, der optog Aldredas tanker en hel del. Det med ægtemanden. Hun skammede sig virkelig over, at hun ikke allerede var trolovet som så mange andre af sine veninder ved hoffet. Havde en eller anden absurd idé om, at hun skuffede sine forældre, hvis der ikke snart skete noget.
   Aldreda nejede let og bøjede hovedet, som hun passende skulle, og så da op mod Wilmot igen. Hun havde intet imod at se ham i øjnene, når hun talte - velsagtens en følge af hans afslappede måde at henvende sig til hende på.
   "Ja, det er jeg." bekræftede hun kort hans ord, som hun lænede sig afslappet imod hegnet igen. "Jeg kan ikke beklage mig, vel?" fortsatte hun i samme humoristiske tone, med et drillende smil i den ene mundvig og skævede til de andre, som ikke helt havde erklæret sig færdige endnu. De grønne øjne rettedes imod Wilmot igen. Selv i simpel påklædning var han tiltrækkende, måtte hun erkende.
   "De er dygtig derude." komplimenterede hun med et lidt mere genert smil og nikkede ud mod træningspladsen, hvor hun havde kunnet følge hans træk tidligere.

[Wilmot Ó Riain]

Wilmot sendte hende et smil, før han stillede sig ved hendes side, for at betragte de trænende. Jovist var der mange derude der var dygtige. Men der var også en del nybegyndere. Alle skulle jo starte et sted. "Mænd holder af at slås med sværd" indrømmede han, med et let smil om læberne "Det er en fantastisk følelse, at lukke alt andet ude" Han lod sig selv, sende Aldreda stjålne blikke. Hun var en køn størrelse. Det røde hår, de grønne øjne (den grønne kjole der komplimenterede dem) og de lyserøde læber, var skyld i en del blikke, fra kronprinsens side. Han havde hørt, at nogen ikke brød sig om hendes udseende. At de mente hun ikke lignede en adelig. Men hvordan skulle en adelig så se ud? Hvis ikke denne skønhed var god nok, så var der ingen der var det. I Wilmots øjne, var hun smuk, og intet ved hende, lagde an til foragt hos ham. Dog vidste han godt, at han ofte havde andre meninger, end den almindelige adel.

[Deleted]

   Aldreda flyttede sig et lille skridt til den ene side for at gøre plads til Wilmot. Det var egentlig ganske overflødigt, siden der var hegn langt til begge sider, men det var nok også lige så meget fordi, de ikke skulle stå for tæt på hinanden. Det var en helt instinktiv reaktion, så hun lagde slet ikke selv mærke til det.
   "Det gør nogle kvinder også." bemærkede hun lavt, som hendes blik blev flyttet ud mod træningspladsen igen. Et trænet øje ville sagtens kunne se, at hun længtes efter selv at være derude, men man skulle nok kende hende for det. Aldreda gjorde meget ud af at følge sine forældres bud. Det forhindrede hende dog ikke i at være en lille smule misundelig på de kvinder, der var en del af Kongens Hær, som soldater, dog, og ikke som riddere. Ikke på grund af deres profession - Aldreda ville aldrig egne sig som soldat - men fordi de ikke længere behøvede at skjule sig. "Jeg kan lige forestille mig, hvordan det må være." fortsatte hun et øjeblik efter og flettede sine fingre sammen over den øverste bjælke i hegnet.

[Wilmot Ó Riain]

Wilmot havde ikke tænkt over hendes reaktion. Han følte de havde en god kemi imellem sig, så han var ikke bekymret. Han lænede sig op af hegnet, og kunne mærke, at hans muskler var begyndt at blive kolde igen. Og at de var ømme. Han havde trænet næsten hver dag, hvilket han godt kunne mærkes. Dog var kronprinsen en stædig rad, han havde ikke tænkt sig at lade ømme muskler, forhindre ham i noget som helst.

Hendes ansigt kunne Wilmot ikke læse, men hendes ord afslørede hende dog "Kunne De tænke Dem at fægte, Deres Højhed?" spurgte han interesseret og en smule overrasket. Det blev dog ikke sagt med nogen foragt, eller på en dømmende måde. Selvom han dog måtte indrømme, at det var kommet bag på ham. Det var ikke mange kvinder der havde lyst til at fægte, og endnu færre der rent faktisk antydede det. Han kunne se scenariet for ham, men ja, hvorfor ikke. Kvinder kunne vel også havde disse lyster. Der var trods alt også kvindelige soldater. Selvom Wilmot ikke forstod, at nogen kvinde ville gå frivilligt i krig.

[Deleted]

   Aldreda så overrasket op på Wilmot, da han spurgte, om hun kunne tænke sig at fægte. Så slog hun sig selv mentalt oven i hovedet. Mere diskretion. Men lige så lidt, som man kunne lyve for Kongen af Det Frie Land, kunne man ej heller lyve for Kronprinsen. Det ville være det samme som at begå forrædderi, selvom det dog var i en væsentlig mindre størrelsesorden.
   "Min fader, Sir Valeio, stak et træsværd i hånden på mig, næsten allerede inden jeg kunne gå." forklarede hun - nok en anelse modvilligt - og med sænket blik. Selvom hun ikke var stolt over det, var hun alligevel ufatteligt glad for det - det havde hjulpet hende igennem mange af de små kriser, som ethvert pigebarn måtte gennemgå. Aldreda skævede vagtsomt rundt, da hun ikke nærede noget ønske om at udbrede det til hele pladsen. Dertil havde hun lovet sin moder for meget. "Jeg har fægtet i 14 somre, sir Wilmot." tilføjede hun lidt uddybende og vendte da blikket mod træningspladsen igen, mens hun afventede en reaktion. Han havde ikke lydt spor dømmende, da han havde stillet hende spørgsmålet - men det kunne jo hurtigt ændre sig.

[Wilmot Ó Riain]

Wilmots ansigt ændrede sig fra venligt, til overrasket. Han hævede sine øjenbryn, men et smil formede sig hurtigt på hans læber, og mildnede hans udtryk betydeligt. "Det må jeg nok sige! Så må De være bedre end over halvdelen af de unge mænd derude!" nu kunne han ikke undertrykke sin latter længere. Det var en mild og munter latter, som hurtigt ebbede ud. "Der overraskede De mig Deres Højhed, men jeg må indrømme, at jeg finder det yderst interessant" han lød begejstret og sendte hende et smil, før han tog sig sammen, og fik et mere diskret ansigtsudtryk. Han skulle nødigt fremstå som komplet idiot. Især ikke overfor en køn ung dame. Desuden, så lignede det ikke ham at være så.. løssluppen, det måtte være varmen der steg ham til hovedet.
Men en kvinde, der havde fægtet i 14 somre. Det var ikke noget man hørte om hver dag. På en måde, var han ivrig efter at teste hendes færdigheder, men på den anden side, ville det ikke se så heldigt ud, hvis han fægtede med en kvinde i al offentlighed. Og tænk hvis han tabte. Wilmot var ret sikker på sine egne fægteevner, og hans stolthed ville absolut ikke tillade ham, at tabe til en kvinde. Hvor tåbeligt det end var.

[Deleted]

   Wilmots reaktion overraskede Aldreda endnu engang. "Jeg ser fejl her og der." indrømmede hun og kunne ikke holde et lidt skævt smil tilbage, da han lo. Han havde en smittende latter. Men sandt at sige havde hun ingen anelse om, om hun var bedre end nogen af dém derude - nok havde hun fægtet længe, ja, men det var yderst yderst sjældent, at hun havde mulighed for at stå overfor en virkelig modstander. Da hun var yngre havde hendes fader stillet sig til rådighed, men som hun var blevet ældre var det blevet færre og færre gange, så hun gang på gang måtte nøjes med at stå overfor uformelige dukker eller med at øve indviklede serier. Og så var der jo den detalje med styrken. Aldreda var ikke dummere, end hun godt vidste, hun aldrig ville kunne hamle op med mændene dér.
   "Men jeg må indtrængende bede Kronprinsen om at holde tæt med det." Hun sukkede dybt. "Det er jo ikke noget, en Lady gør." forklarede hun med et strejf af bitterhed i sin stemme. Tydeligvis ville hun ønske, det var anderledes. Men ingen adelsmand ville jo have en hustru, der fægtede - særligt ikke, hvis hun var bedre end ham, hvilket hun i de fleste tilfælde var, såfremt adelsmanden ikke var ridder.

[Wilmot Ó Riain]

Wilmot lod blikket hvile på hende, mens hun talte. Derefter førte han højre hånd op til sit bryst, og lagde den over hjertet. "Det har De mit ord på, Lady Valeio" han lod så hånden falde og sendte hende et smil. Han kunne godt forstå, at hun gerne ville holde det for sig selv. Der var mange dømmende typer ved hoffet. Alt for mange. Men han ville gerne have, at hun følte sig tryg hos ham. De var trods alt også familie, om end de kun var grankusiner. I teorien kunne de gifte sig med hinanden, hvis de ville, uden at nogen ville stille spørgsmålstegn. En følelse af skyld skyllede over kronprinsen. Han burde i det mindste være trolovet allerede. Men det var svært at finde en, man ville dele livet sammen med. Især blandt alle snobberne ved hoffet. Men han håbede, at han snart ville finde en, han kunne lide, og som - næsten vigtigst af alt - kunne lide ham.
Aldreda måtte også være omkring giftealderen. Hendes forældre var sikkert i fuld gang, med at finde hende en passende ægtemand. Ikke at han vidste det selvfølgelig, men det var jo sådan det oftest gik til. Ofte havde parret end ikke set hinanden før de blev gift. Wilmot følte sig heldig over, at han selv fik muligheden for at vælge sig en hustru. Men det kunne også være lidt af en byrde. Især når man var så pligtbevidst, som den unge kronprins nu engang var.

"Jeg kunne godt tænke mig, at gå en tur. Kunne De tænke Dem at gøre mig med selskab Deres Højhed? Altså kun hvis De har lyst, det er ikke en ordre" Han fjernede sig fra hegnet, og så mod hende med et smil. Han ville ikke tvinge hende til at gå med ham.

[Deleted]

   Aldredas øjne fulgte hans gestus, og hun bøjede taknemmeligt hovedet. "Jeg er Dem meget taknemmelig." forsikrede hun ham, og kunne igen smile lidt afslappet. Når hun tænkte over det, så var det faktisk også helt rart, at der endelig var nogen - eller én - som kendte til den side af hende. Hun behøvede ikke tænke på at skjule det.
   "Ja, naturligvis. Det er sådan en smuk dag, så vi må hellere nyde den." smilede hun og skubbede sig ligeså ud fra hegnet, så hun kunne følge med Wilmot. Aldreda holdt meget af at gå. Og det hang nok mest sammen med, at hun ikke brød sig om at ride, så hvis hun skulle udenfor, så var det på gåben. Hun var ikke direkte bange for hestene, men siden en rideulykke i hendes yngre år, havde hun foretrukket ikke at sætte sig op på ryggen af dem. Hun var sikker på, at hun ville brække et eller andet, hvis hun gjorde forsøget igen.
   "Har De nogle planer for i dag, Deres Kongelige Højhed?" forhørte hun sig, løst konverserende, som hun faldt ind i hans tempo og hele tiden lod sit blik glide rundt på omgivelserne. Aldreda prøvede altid at opfatte så meget af sine omgivelser som muligt, i tilfælde af at hun en dag ikke havde mulighed for det længere. Nogen gange var det bare svært at nyde det, fordi det typisk var de samme omgivelser, der gik igen og igen.

[Wilmot Ó Riain]

Wilmot lyste op, da hun takkede ja til hans forslag "De har helt ret, det ville være skammeligt, ikke at udnytte dette fantastiske vejr" han tilbød Aldreda sin arm, hvis hun ville tage imod den, og begyndte at spadsere derudaf. Han havde egentligt ikke noget mål, men det var også dejligt befriende, blot at flanere omkring i området. Det var i sandhed en fantastisk dag. Solen skinnede, og altid var grønt og smukt. Fuglene sang, og det var dejligt lunt. Det var som om alting virkede smukkere i solens stråler, selvom Wilmot nu syntes, at vinteren også havde sin charme.

"Jeg har ikke nogen bestemte planer. Ikke endnu i hvert fald. Lige nu er jeg her sammen med Dem, og jeg kunne ikke ønske mig bedre selskab" Det var nu meget rart, at tale med hende. Kronprinsen følte, at han kunne være ærlig og være sig selv sammen med hende. Måske var det fordi, hun netop havde røbet noget meget sårbart om sig selv. Hun stolede på ham, og det gav ham ro, til at stole lidt på hende også. "Hvad med Dem? Har De nogle planer for i dag?" Han gik afsted i et roligt tempo, og lod venstre hånd hvile på sit sværd. Det var vidst en gammel vane, og gav ham en form for tryghedsfølelse.

[Deleted]

   Aldreda tog den tilbudte arm med et lille smil, og havde et tag i skørtet med den anden hånd, så det ikke blev fanget af terrænet, de gik på. Hun ville bare selv blive sat til at lave den selv, hvis den gik i stykker. "Så længe vi endnu har det." kommenterede hun kort, og spekulerede på, om han overhovedet kunne mærke vægten af hendes hånd. Hendes hånd var let, som etiketten foreskrev det, men hun kunne knap mærke hans arm imod håndfladen.
   Aldreda rødmede let over hans ord om selskabet, men på samme måde, som hvis man taber en gaffel til middagen, lod hun sig det passere uden at nævne det. Det var en tillært vane. Mest fordi det var så pokkers nemt at se på hende, når hun blev varm i kinderne. Det var en forbandelse, som det røde hår bragte med sig, og en af de ting, som Aldreda hadede mest ved sig selv.
   "Der er måske ikke så mange, der trækker i Dem for tiden?" spurgte hun uddybende - selv var hun heldigvis for langt ude, til at slægtskabet med kongefamilien anfægtede hende i dén grad, men hun vidste, at Wilmot og hans søstre ofte havde meget at se til. Prinsesserne til Det Frie Land. Aldreda havde altid misundt dem lidt for deres smukke ydre og deres blændende personligheder. Men alt var vel ikke fryd og gammen - på trods af alt.
   "Jeg havde håbet, at træningspladsen havde vist sig mennesketom." dristede hun sig til at bemærke, da Wilmot returnerede hendes spørgsmål. "Så jeg er bange for, at jeg må slå mig til tåls med kvindelige sysler, De ved." fortsatte hun et øjeblik efter med en dyb indånding, og nød følelsen af den lette vind, der kølede hendes ansigt af, så hendes kinder snart var tilbage til normal kulør igen.

[Wilmot Ó Riain]

Wilmot trak let på skuldrene "Der er altid et eller andet at se til, når jeg er her i Roy By. Et møde eller administrative opgaver, der tager min tid. Men i dag har jeg tænkt mig at holde fri. Og forhåbentligt, kan jeg snart komme ud og se lidt af verden igen. Jeg må indrømme Deres Højhed, at jeg føler mig lidt rastløs for tiden" Han var Kronprins, og hvis ikke der skete noget forfærdeligt, ville han med tiden blive konge af Det Frie Land. Var det for meget forlangt, at han fik lov til at ride ud og lære sit kommende befolkning at kende? Kong Roy ville sikkert give ham lov hvis han spurgte. Han var en god konge, og en god far. Og at ride ud, kunne måske vinde ham loyalitet og sikre ham bedre, skulle noget uventet ske. Skulle familien Day vælge at gøre oprør.
Wilmot skød tanken væk. Han havde altid fået at vide, at han bekymrede sig for meget. Men han kunne ikke gøre for det, sådan var han bare. Det var svært for ham, at vide, at det en dag var ham, der stod med landets skæbne i hånden. Han holdt uendeligt meget af sin far, og håbede, at den dag først lå langt ude i fremtiden.

Wilmot måtte smile ad hendes kommentar. Han regnede med, at hun havde tænkt sig at træne med sværd, skulle træningspladsen vise sig at være tom. "Men nu er De her sammen med mig. Ingen kan vel bebrejde Dem for, at følge kronprinsens vilje. Så kan De undskylde Dem, fra Deres kvindelige sysler lidt endnu" Endnu engang antog han noget. Han antog nemlig, at Aldreda ikke ligefrem længdes efter disse 'kvindelige sysler'.

[Deleted]

   Aldreda lyttede opmærksomt til Wilmots ord, som han talte. Hun var en smule overrasket over, hvor åben han viste sig at være. Nem at tale med, faktisk. Det var langt fra alle, der var det. Aldreda havde aldrig helt lært kunsten at konversere meningsløst, hvorfor det ikke var en sjældenhed, at der opstod pinlige tavsheder, når hun snakkede med fremmede eller bekendte. "Jeg kan forestille mig, at man også når til et punkt med møder og administrative opgaver, hvor man ønsker at se noget andet?" lød hendes eftertænksomme svar, til hans ord om, at han følte sig rastløs. Man skulle tro, at en højere rang bød på en højere grad af frihed - men sådan hang det ofte ikke sammen.
   "Det er sandt." medgav hun glædeligt og smilede lidt, da hun kom til se sin moders reaktion for sig. Ikke fordi, hun ville reagere på, at Aldreda igen havde vraget broderierne, men på at hun spadserede med kronprinsen. "Og jeg tror minsandten ej heller, at min kære fru moder finder på at beklage sig over mine manglende kvindelige sysler, så længe jeg befinder mig præcis i Deres selskab." Aldreda kendte sin moder bedre end som så. Når det lige præcis var kronprinsen, der optog hendes tid, så ville det næppe føre til diskussioner. Enhver anden, ja - men ikke kronprinsen.