A visit from the Count...

[Deleted]

En gæst skulle ankomme, og hvad alle var så oppe at køre over havde Sence virkelig ingen anelse om. For det første var han en fjern slægtning, for det andet var han kun toogtyve, og for det tredje havde han næppe i sinde at tjekke borgen for nullermænd og støv! Men, dette var sikkert en af moderens metoder til at få alle op på dupperne og sørge for ekstra rengøring, og… for at visse sin magt og styrke. Sence havde allerede fået en opgave, nemlig at skulle vise Destrian rundt i Borgen, og byde ham velkommen. Det første var sært, han havde jo været der et par gange som ung, hvad ideen var anede hun ikke helt men hun kunne ikke rigtigt tale sig ud af det. Irriterede på den unge mand var hun nu stadig, så mange år efter kunne hun stadig bære nag over at han som barn bildte hende alle mulige ting ind som moderen understregede var løgn.

Fint var hun klædt på, ikke overdrevet men som det nu engang var påkrævet. Fætteren, eller hvad man nu kunne kalde ham, var trods alt Greve og skulle modtages med passende respekt. Det mørke hår bølgede ned over hendes skuldre, et enkelt smykke holdt håret fra at spærre for udsynet og derved blænde hende. En simpel halskæde dækkede den ellers tomme plads fra hendes hals og bryst som ikke var dækkede af stof.

Mens folk lallede rundt og nærmest stødte ind i hinanden for at få det sidste på plads, blev der meddelt at Greven kunne spottes. Hun satte kursen mod hoveddøren, og trådte ned af trappen mens hun talte til ti og trak vejret dybt ind. Et smil fandt hendes læber som hun nåede ned til hallen, og døren blev åbnede for at lade gæsten træde ind.

Outfit

[Destrian de Warenna]

Det havde ikke været en mulighed af have sin egen hest med til Platinøerne, åbenbart, hvilket forklarede hvorfor Destrian ikke selv havde kunne tage til Col Borg. Nok var det også skik, at lade folk af hans stand have et følge, men det havde været nemmere hvis han bare selv kunne have taget turen. Selvom det var nogle år siden efterhånden, kunne han godt huske vejen og det var jo ikke ligefrem svært at finde til borgen. Men i hvertfald kom han ridende, på en hest der ikke var hans egen og fulgt af folk, der ikke var hans egne. Han havde ikke ytret et ord efter at have hilst på dem og var ellers blot fulgt med. Det skulle ikke undre ham om den brune hoppe, der havde båret ham, selv kunne have fundet vej. Han havde ikke følt, at han havde styret den, men det var nu ikke nødvendigvis et dårligt tegn. Det var ganske fint, at hesten selv kunne styre sin vej.

Det var underligt sådan at være der. Ikke så meget på grund af stedet, men fordi han aldrig havde været på Platinøerne på egen hånd. Det havde altid været med resten af familien. De ville da også, så vidt han havde forstået, komme i løbet af et par dage, men indtil da var han alene. Det var næsten ubehageligt.. Men kun næsten. Han steg af hesten og så sig omkring, inden han nikkede hilsende til en ældre herre, der fulgte ham vej til indgangshallen. Han lignede en af høj stand, som han kom gående - og det var ellers ikke altid det var tilfældet. Han bar i dagens anledning ikke kappe og havde endda en dybrød skjorte på. For det meste var det kendetegnende for hans beklædning ellers, at den var meget anonym. Med et opmærksomt blik så han sig omkring og fik øje på sin kusine, det var i hvertfald hvad han altid havde kaldt hende, Sence. Det var meget længe siden han havde set hende, men alligevel kunne han godt genkende hendes skikkelse. Også hende nikkede han hilsende til inden han sendte hende et venligt smil.

[Deleted]

Skik havde gjort at hendes fader havde sendt folk ud efter ham, og for at sikre sig at ingen skulle gøre ham noget undervejs. Ikke at de var så truede her på øerne som var deres hjem og hvor folk for det meste intet havde imod dem, men sådan var det nu engang og skikkene blev bare fulgt. Da Greven omsider ankom og blev vist ind, trådte hun nærmere, hun nejede høfligt for ham ”Fætter” hilste hun med sin klare bløde stemme og et venligt og høfligt smil plantede over sine læber. Forandret var han skam, han havde jo blot været en stor dreng sidst de havde set hinanden. En masse var dog sket, ikke mindst for ham. Hun nikkede til den ældre herre der havde vist ham ind, denne bukkede og forføjede sig.

”Jeg håber ikke din rejse var for hård” begyndte hun høfligt. Nok hun kun var femten og i manges øjne blot et barn endnu, men hun var både moden – til tider i alt fald – og ansvarsfuld. Forældrene gav hende ikke blot denne opgave uden at vide at hun kunne klare den. Selvfølgelig ikke. Hun slog ud med hånden mod trappen for at vise ham op mod gæsteværelserne.

[Destrian de Warenna]

Det hele så ud som han havde husket det, hvilket lettede ham en del. Hans tanker havde det med at fordreje de ting og steder han havde set og efterlade sig spor i hans minder, der kunne forvirre ham, når han så genså disse ting og steder. Det var ikke tilfældet med Col Borg. Ikke tilfældet. Han mindede sig selv om dette og lod så sine øjne lande på sin kusine igen. "Sence," svarede han hendes hilsen i en venlig tone. Hun havde ændret sig meget, men det var selvfølgelig også vigtige år, der var gået. Han vidste så lidt om hende nu, eftersom hun blot var et barn sidst han havde set hende. Nu var hun en ung kvinde, tæt på at kunne betragtes som voksen. Endnu et smil slap hans læber og han så efter den gamle, da denne gik. Han kunne ikke helt beslutte sig for om det var godt at være der igen, eller om det ikke rigtigt havde betydning. Selvfølgelig var han glad for at se familien, men han havde svært ved at kunne opfange sine egne signaler til ham selv. Han havde en følelse af.. Et eller andet. Var han nervøs? For hvad?

Sence reddede ham fra at gå i selsving. "Den var som sådan en rejse nu er," svarede han lidt intetsigende, da han ikke helt vidste hvordan han skulle agere på den slags fraser. "Har I det godt her på øerne? Det er ikke meget jeg hører til jer." Det var jo klart han ikke rigtigt vidste hvad der skete. Selv dengang han havde boet sammen med resten af familien i Norden havde han haft svært ved at holde sig opdateret på fjernere familieforhold. Det var kun blevet værre efter han var flyttet til Syden.
Efter endnu et blik var kastet omkring begyndte han gangen op af trappen, som Sence havde anvist.

[Deleted]

Man kunne ikke sige at der var en masse der havde forandret sig ved borgen. Det var som han huskede det, som hun huskede det da hun var barn, bortset fra at det ikke længere føltes så skræmmende stort som det engang havde gjort. Naturligvis var hun blevet ældre, der var trods alt gået langt tid, og hun var mere eller mindre en kvinde nu. Selv ville hun nok betegne sig som kvinde, moderen var nok af en anden mening. Snart fokuseret han blikket mod hende igen, og hilste hende ved navn. Hun smilede høfligt. Hvor forandret han var anet hun ikke, det fysiske havde forandret sig en smule, han var mere mand. Hun tænkte på ham som den samme som for år siden, hvilket nok var forkert. Inderst inde bar hun stadig nag over denne unge mands vilde fantasier og fortællinger som havde bildt hende ind, barnligt måske, men ikke desto mindre var det sandheden.

Hans svar kom ikke spor bag på hende, og hun nikkede ”Forhåbentlig ikke alt for trættende” svarede hun stadig mildt og høfligt. Nu var hun ikke den mest berejste desværre, hun ville meget gerne ud og opleve verden, forældrene havde det dog ikke på samme måde med at sende deres børn vidt omkring, og da slet ikke på land hvor de nok mente at børnene ville være i fare og let at ramme af ’fjenden’. ”Vi har det fint, det er det sædvanlige, folk arbejder hårdt, og alle tager del i deres” svarede hun og tilføjede kort efter ”Vi høre heller ikke meget til jer, eller nærmere dig, min fader er skam oplyst om den Theo og de andre, og vi får deres nyheder.. men ikke så meget dine.. går det dig godt?” spurgte hun nysgerrigt. Hun vidste han havde mistede sin hustru og senere datter, men det var noget tid siden, hvordan han havde det nu anede hun ikke.

[Destrian de Warenna]

Meget om barndommen i selskab med Sence huskede han egentlig ikke. Der havde ikke været problemer og han mindedes at have haft det godt med hende. Det var så også hen af det han vidste. Det var nok også hovedsaligt den indgroede høflighed, der sørgede for, at mødet med hende ikke blev akavet, som den slags ellers nemt kunne være. I hvertfald var det ofte svært at forholde sig helt uanspændt i selskab med personer, man ikke havde set længe. Det var jo nærmest som at lære dem at kende forfra. Sådan havde han det ikke helt - det var vel et godt tegn.
"Nej, absolut ikke." Han følte sig i hvertfald ikke træt, selvom han godt nok havde haft et møde med en noget uopdragen smedeknægt ved havnen. Det var nu ikke nok til direkte at have trættet ham. Måske, at det faktisk var grunden til, at turen ikke havde drænet ham for energi. Han nåede at vågne mere op, da han ankom. Det var endda lige før han kunne have startet sit besøg ud med at anfald af ubegrundet angst. Heldigvis havde han stoppet det før det kom så vidt.
Han var efterhånden vant til at rejse langt. Ikke fordi han havde været mange steder, men med hele sin familie boende i Norden, var det klart at han gjorde sig nogle lange rejser når han begav sig derop. Sådan var det at bosætte sig i Syden. Han nikkede til Sence' ord, dog uden rigtigt at kunne genkende dem. Han havde aldrig selv arbejdet hårdt for at opnå noget som helst. Hele livet havde han fået alt forærende. I hvertfald alt der gjalt penge, mad og tøj. Hvad han havde manglet, var der alligevel ikke nogen der kunne give ham - forståelse. Evnen til at følge med på samme fod som de andre. Evnen til at skelne tanker fra drømme og drømme fra virkelighed. Det ville han aldrig lære.
"Jeg har vidst fået for vane ikke at gøre for opmærksom på mig selv,"svarede han hende med et mildt smil. Det var ikke så mange der vidste meget om ham, fordi han ikke fortalte det. "Jeg har det skam glimrende. Jeg bor jo i Roy By nu." Han kom ikke ind på hvorfor, og ønskede det egentlig heller ikke. Det emne kunne ikke berøres uden at han samtidig var nødt til at skænke Casidia, den ældre og den lille, en tanke. Det ønskede han ikke i andres selskab.

[Deleted]

Hun selv huskede ufattelig mange detaljer af barndommen, måske for mange? I alt fald fandt hun det af og til belastende når folk hun i sin barndom havde haft et anspændt forhold til troede det var glemt og gemt bort, det havde hun det lidt svært med. Måske man var børn, og måske man ikke mente det man gjorde, men ikke desto mindre var der en del af den barnlighed man tog med sig som voksen. Det var i alt fald sådan hun tænkte i øjeblikket, sagerne kunne naturligvis ændre sig med tiden. Desuden var det ikke fordi hun greb fat i alle og enhver og brokkede sig, det var og forblev som regel tanker hun gjorde sig.

”Godt” svarede hun fortsat smilende. Nok ikke et falskt smil, for hun bekymrede sig da for sin fætters ve og vel, og desuden var hun generelt en meget smilende person, det havde hun alle dage været. De fortsatte op ad den velkendte trappe som omsider blev færdig hvor hun gav slip på sit skørt som hun havde løftede op for ikke at træde i. Naturligvis anede hun ikke at Destrian var stødt på Carl på vej herop. Hun kendte knægten, men ville nok blive overrasket over at høre at han endnu var på øerne. Hun troede han var taget hjem.

Hun vidste skam han ikke lige var typen der gjorde opmærksom på sig selv, hvilket han vel aldrig havde været? Ikke desto mindre var hun da glad for at se og høre fra ham efter så lang tid. ”Det er rigtigt, men det er godt at se dig her” svarede hun. Trods hendes indvendinger, ville han altid være velkommen her. Nyheden om at han var bosat i Kongebyen fik hende til næsten at stoppe op et øjeblik inden hun igen tog sig sammen og fortsatte ”Virkelig?!” begejstringen var ikke til at skjule, hun ville mere end noget andet gerne besøge Kongebyen, desværre var det ikke aktuelt sådan som sagerne stod og med det forhold faderen havde til kongefamilien. ”Det må du fortælle mig alt om!” hun havde skam en ide for hvorfor han havde flyttede dertil, men at rode i det ville hun ikke, og hun tvivlede på at han selv ville bryde sig om det.

[Destrian de Warenna]

Han blev ved med at se sig omkring, mens de sammen fortsatte op ad trappen. Selvom han længe havde fået bekræftet, at han sagtens kunne genkende det hele, ville han gerne se hver en lille detalje, hver en lille variation i væggens overflade. Blikket vendte sig mod loftet, som også blev nøje gransket for detaljer. Måske han egentlig var træt, men at det bare ikke viste sig så meget som en fysisk træthed. Det var nok hans hoveds reaktion på udmattelsen, at han nemmere kunne forholde sig til de små ligegyldige ting - så behøvede han ikke tænke så meget og tankerne fik ikke frit løb. Det var meget bedre. Han fik en fornemmelse af, at han også bedre kunne fokuserer på selskabet og dermed også Sence' stemme når hun talte. Da hun kommenterede hans svar så han på hende og gengældte hendes smil og tog de sidste få skridt op ad trappen, for så at kigge ned på gulvet de før havde stået på. Så vendte han sine øjne mod Sence igen. Det var da altid noget, at han hele tiden formåede at gøre det - så han ikke fremstod som den højst uhøflige fætter. Det ønskede han ikke. Et eller andet sted var han måske endda lidt bange for at blive betragtet sådan - høfligheden var trods alt en stor del af hans opdragelse og han var i forvejen nok af et sort får for familien.

”Det er godt at være her," svarede han hende med en oprigtighed i stemmen. Nu havde han besluttet sig for, at han var glad for at besøge dem på Col borg. Den svage anspændthed, der havde ramt ham ved hans ankomst var også ved at forsvinde og så kunne han bedre fokuserer på det gode. Han smilede over Sence' åbenlyse begejstring for hvad han fortalte hende. Han nikkede til hendes lille udbrud og grinede kort. "Jeg ved ikke hvor meget der er at fortælle. Det er en smuk by, en konge værdig." Destrian havde ikke blandet sig i det politiske spil mellem Day-slægten og Kongeslægten og talte derfor ganske frit omkring den slags. Han var glad for sin konge og så ikke grunden til, at skulle have en anden på tronen. Dog ville han nok aldrig sætte sig op i mod nogen som helst og derimod bare finde sig i hvad der end måtte ske omkring ham.

[Deleted]

At han havde det godt og faldt til ro jo længere tid han blev der var da kun godt. Om det var omgivelserne, hende eller noget helt tredje havde hun ingen ide om, men hun håbede da ikke at han fandt hende belastende med alle sine spørgsmål! Hun ville bestemt ikke plage ham, blot være høflig. Hellere det end en pinlig og akavet tavshed mellem dem. Desuden var det indtil videre høfligheder der blev udvekslede og ikke noget videre slemt. Ydermere håbede hun at han vidste at han kunne bede hende tie hvis hun blev for meget. Det ville hun ikke tage så ilde op som så mange andre. Han var skam høflig, og hun havde virkelig ingen anmærkninger overhoved. Hvad hun havde i baghovedet af hans fortællinger var og forblev i baghovedet, hvor hun nok havde paraderne oppe helt ubevidst, nærmest klar til at fortælle ham en ting eller to hvis han begyndte på sine løgne.

”Det glæder mig at høre, og hvis jeg taler meget, så siger du bare til” kunne hun ikke holde sig fra at sige. Det var trods alt år siden de sidst havde set hinanden, og ja.. hun anede ikke helt hvad han brød sig om og hvad han ikke gjorde. Se den slags problemer havde hun aldrig med Theodore. At gense Destrian og tænke på hans ældre broder, det var helt sært, de to var så forskellige, og hun havde hver sit forhold til dem… hvis hendes forhold til Destrian da overhoved kunne kaldes for et. Hans svar omkring Kongebyen var bestemt ikke fyldestgørende! Hun ønskede noget mere uddybet, noget der kunne sætte hendes tanker og fantasier i gang. Hun ønskede beskrivelser som hun kunne male og tegne løs af. ”Ej kom nu! Du må da have mere at fortælle. Er det sandt at himlen er blå det meste af året og solnedgangen kan betragtes fra klipperne?! Er det sandt at de har dyr derover man aldrig har set magen til herover?! Er det sandt at dronningens skønhed overgår enhver kvindes ung såvel som gammel?! Fortæl Destrian! ” bad hun ivrigt. Der var vel ingen tvivl om at hun havde forestillede sig og drømt om at søge på fastlandet.

[Destrian de Warenna]

Han prøvede at huske rigtigt tilbage, huske hvad han havde lavet sidst han var på Col borg. Hvem han snakkede og legede med, hvad de snakkede om - hvad de legede. Det lå bare så langt tilbage i hukommelsen, at han havde svært ved at genkalde sig det rigtigt. Han var også dårlig til at mindes uden at blive fjern i sit udtryk. Det var virkelig svært for ham både at skulle tænke på fortiden og fungerer i nutiden på samme tid. Han besad ikke evnen til at kunne det hele på én gang. Så måske var det godt nok, at han ikke rigtigt kunne komme på det.
"Nej, tal endelig! Det gør mig intet, tværtimod."Han havde ikke det mindste imod, at Sence ledte samtalen. Hun var så venlig og hendes stemme var behagelig at lytte til. Desuden snakkede hun jo ikke bare om alt muligt dumt. Visse adelsfolk havde det også med at have travlt med at snakke om dem selv og deres bedrifter. Det var næsten værre end almindelige dumme samtaler. Det kunne jo ikke engang betragtes som samtaler - men derimod lange monologer. I sådanne selskaber havde den unge greve det med bare at lukke sig helt ind i sig selv, uden at bemærke det.

Han smilede, da Sence tydeligvis ikke var tilfreds med hans svar om Kongebyen. Nysgerrigheden var så skøn, og han besad den jo også selv. Nu havde han så bare oplevet byen, men der var jo stadig mange steder han ikke havde set - og som han nok heller aldrig ville se. "Jeg tror ikke himlen er mere blå, men når solen skinner kan det mærkes i hele byen. Den bliver reflekteret i bygningsværkerne, ligesom når den skinner ned på havet."Han gled dybere ind i sine tanker for hvert ord han sagde og så for sig hvordan det ville se ud, hvis solen rent faktisk blev reflekteret. Det virkede så ægte, at han fik bildt sig selv ind, at det bestemt var sådan det var. "Solnedgangen ses bedst fra klipperne, ja, men ligegyldigt hvor man er bliver man indhyllet i de rødlige farver den skaber. At stå midt i det.. Det er virkelig fantastisk, noget helt andet end her eller i Norden. Forestil dig, en hel by bygget op af troskab til en Konge.Han smilede og lod billederne fylde sit indre. Så nikkede han lidt, så sig omkring og så til sidst på Sence igen. "Jeg har faktisk ikke set dronningen endnu, men jeg tvivler ikke på, at hun er smuk."Helt bevidst havde han ikke kommenteret på dyrene, da det nok var det eneste punkt, hvor han faktisk ikke stolede på sine egne tanker. Han havde så tit fået at vide, at det var vrøvl han sagde, når han beskrev de væsner han så.

[Deleted]

At Destrian var anderledes havde Sence altid vidst, og alle andre omkring dem havde også bemærkede at han ikke var som alle andre. Samtidigt var det heller ikke fordi han var uduelig eller umulig at omgås, overhoved ikke, og selv som børn hvor de havde leget, eller snakket mere end leget grundet aldersforskellen, så havde det blot været uskyldige samtaler eller lignende. Hans fantasi havde det bare med at komme med fortællinger der senere viste sig at være alt andet end sande hvilket Sence ikke havde brudt sig om. Men det var så også bare det. Has svar på hendes egne ord glædede hende, så var det ikke helt galt trods alt. "Det glæder mig at høre" svarede hun med et smil. Han var forandret, men det var nu også år siden de havde talt sammen sidst hvor de begge havde været børn, mere eller mindre.


Det var godt at se ham smile over hendes nysgerrighed, mange gange blev hun bedt om at tage sig sammen og ikke opføre sig som et barn når hun stillede så mange spørgsmål på en gang og nærmest var desperat efter et svar. Moderen ville helt klart se misbilligende på sin datter havde hun været tilstede.

Snart gav Destrian sig da også til at besvar hendes spørgsmål, og hun smilede mens hun lyttede nysgerrigt, og bemærkede han blev fjern. Mon han så tingene for sig? Sikkert, besluttede hun for sig selv. Hvad han fortalte var dog vidunderligt, og hun så blot mere frem til at skulle dertil. Ja forældrene havde jo planer om at sende hende til hoffet før eller siden, og hun så frem til at forlade ørerne for at se lidt af resten af den store verden. "Elsker de virkelig kongen så meget?" spurgte hun dæmpede. Et ømt emne når man befandt sig i Col's Borg, begge forældre mente jo at faderen var den retmæssig konge, broderen ligeledes, men hun.. ja hun var ligeglad og ganske tilfreds med ikke at være kongelig. Folket var åbenbart glade for den nuværende konge, og sådan var det nok bedste hvis det blev ved med at være. Disse tanker holdt hun selvfølgelig for sig selv. "Jeg håber jeg ser hende en dag" svarede hun en anelse fjern og tænksom inden hun blev nærværende igen og smilede, hæftede sig ved hans manglende svar på dyrene og undlod at spørge indtil det. "Kom, vi skal denne vej" sagde hun og førte ham videre ned ad gangen mod gæsteværelserne. "Hvis du trænger til et bad eller noget mad, så vil din tilknyttede tjener tage sig af det" nævnte hun på vej videre.

 

[Destrian de Warenna]

På visse punkter mindede Destrian om enhver anden adelsmand. Når han tiltalte andre højtrangerende, når han høfligt gestikulerede. Så var der også andre punkter, hvor han aldrig var blevet så grå og kedelig, som mange andre adelsfolk. Han så ikke det skamfulde i en kvinde der talte meget - det var han heller ikke blevet opdraget til, så det kom jo meget naturligt. Han smilede derfor også bare til hende, da hun tydeligvis var glad for, at han ikke dømte hende fordi hun snakkede. At hun gjorde det, var jo bare et tegn på, at hun i en eller anden grad brød sig om hans selskab, ellers ville hun vel være stille. Han vidste faktisk slet ikke hvad han skulle stille op, hvis hun bare havde været tavs og ikke set ud til at bryde sig om, at han var der. Højst sandsynligt ville han panikke en smule, men nu var det heldigvis ikke aktuelt.

For sit indre så han det for sig. Byen, indhyllet i den rødlige solnedgangs lys. Han nåede dog ikke at synke langt nok ind i billederne til at høre, hvad Sence sagde til ham og han trak på skuldrene til spørgsmålet. "Jeg tror han er en ærlig mand, han virker sådan. Men jeg har ikke mødt ham."Han havde ingen grund til ikke at elske kongen, men egentlig heller ikke til at elske ham. Det var nok fornuftigt, at han ikke blandede sig i magtspillet - det ville der aldrig komme noget godt ud af. Han ville ikke forstå det og hvis bare han var klar over alle de planer de forskellige slægter lagde mod hinanden.. Han ville bryde sammen i frustrationer over uærligheden. "Mon ikke også du kommer til det?"Muligheden var der vel. Det handlede bare om at komme til Kongebyen. For en af Sence' stand burde det ikke være utænkeligt, at møde kongeparret.

Smilende fulgte han efter hende, da hun viste vejen ned mod gæsteværelserne. Han nikkede til hendes ord. Det var ikke utænkeligt, at han ville få brug for et bad når han lige var faldet til rette. Rejsen havde trods alt ikke været helt kort.

[Deleted]

 

Ja han virkede skam til at være som enhver anden adelsmand og de fleste ville nok næppe bemærke at han var anderledes på visse punkter, men for en som Sence, der nærmest var voksede op med ham, så var det en lidt anden sag. Sence havde alle dage været et opmærksomt barn, og det var kun derfor hun havde hæftede sig ved det, men stadig et barn siden hun havde reagerede negativt af og til.  
Heldigt at han ikke fandt hende for snakkesalig, hun var en nysgerrig sjæl der gerne lyttede hvis nok havde noget at fortælle, og rimelig tit var hun god til at få deres mund på gled så de rent faktisk fortalte noget. Det så ikke ud til at være noget problem denne gang hellere, for de kørte da en samtale.  

Kongen, en ærlig mand. *Hmm..* naturligvis lød tanken vidunderlig! En ærlig mand, hvem ønskede dg ikke sådan en på tronen, og hvem ønskede sådan en af tronen?! En mindre ærlig mand selvfølgelig. Allerede ved denne tanke skyndte hun at få den ud af hovedet. *Sence! Styr dig!* det var trods alt med faderen i tankerne at hun havde tænkt den forgående tanke. Det passede sig slet ikke, og heldigvis, var der ingen tankelæsere tilstede! "Vil du gerne møde ham?" spurgte hun nysgerrigt. Hvor politisk orinteret anede hun ikke han var. Selv var hun jo opvokset med politik tæt ind på livet. Ved hans eget efterfølgende spørgsmål trak hun på skuldrende. "Muligvis, det afhænger af hvad mine forældres planer for mig er. Indtil videre overvejer de stadig om jeg skal sendes til hoffet eller ej" svarede hun ærligt og med endnu et træk på skuldrende som hendes moder ville have irettesat hende for. En adelskvinde lavede da ikke de bevægelser, og slet ikke en kongelig!  

Han nikkede til badet, og hun smilede "Jeg skal sørge for der bliver bragt varmt vand op så" svarede hun med et venligt smil inden de omsider standsede og åbnede døren til værelset for ham. "Dine ting bliver bragt op om et par minutter" tilføjede hun.

 

[Destrian de Warenna]

Han lagde ikke mærke til, at Sence skiftede udtryk - det var så svagt, at han nok ikke engang ville kunne se det hvis han ville - meget kunne man sige om ham, men ofte var han dårlig til at læse andre. Det foregik for meget til, at han også havde plads til andre i sit hoved. Desuden havde han alt for travlt med at se sig omkring. Kun når Sence talte ville det være for uhøfligt og derfor så han naturligvis på hende igen, da hendes stemme igen lød.
Om han havde lyst til at møde kongen? Naturligvis. Det havde alle vel et eller andet sted. Men et møde med en så magtfuld mand virkede nu også frygtindgydende, et eller andet sted. Destrian var på ingen måde bange for kongen, nej frygten lå nok mere i de folk, der ville omgive manden. Folk han ikke burde være bange for og når alt kom til alt var han det nok heller ikke. Hans angst havde det med at ligge i angsten selv.
"Ja, meget gerne, men det er ikke noget jeg bestræber eller higer efter," svarede han ærligt og smilede til sin kusine, eller hvad man nu kunne kalde hende.
"Men hvad med dig selv? Vil du gerne til hoffet?" Godt nok, var det nok ikke noget hun selv kunne bestemme - det regnede han i hvertfald ikke med. I det hele taget var der ikke meget at bestemme selv i adelsfamilierne. Nogle vænnede sig til det, andre gjorde ikke. Destrian havde nok været heldig, at hans liv ikke var ledt af den slags. Ikke endnu i hvertfald.

"Det sætter jeg stor pris på," kommenterede han med et smil til det varme vand. Et bad ville bestemt gøre godt. Igen nikkede han, til at hans ting ville blive bragt op. "Du må kunne fortælle mig noget mere om hvad i går rundt og foretager jer her? Det hele ligner sig selv, men jeg går ud fra at I laver andet end blot at gå rundt og vente på gæster." Han så på hende og smilede igen.

[Deleted]

Sence vidste at skulle hun selv få en mulighed for at stå ansigt til ansigt med kongen, ville hun ikke tøve med at tage den. Hun havde altid drømt om at stå overfor kongen, dronningen og stå midt i hoffet! Måske var det barnlige drømme, men hun stod trods alt ikke lavt i samfundet, og var derimod i stand til at nå så langt. I princippet skulle hun snart introduceres i selskabslivet, og det ville formentlig blive kort for hun skulle med sikkerhed til hoffet og fortsætte der. "Naturligvis ikke" svarede hun blot høfligt. Som han selv spurgte om hun ville til hoffet smilede hun skævt "For mig er det kun et spørgsmål om tid inden jeg skal derhen. Et års tid hvis ikke mindre, det har mine forældre allerede besluttede" svarede hun. Det var nok en af de ting hun var godt tilfreds med, faderen var vidst fast besluttet på at hun skulle derhen, helt præcist hvorfor anede hun ikke, og i øjeblikket betød det heller ikke noget.  

Hun smilede venligt tilbage og lo blidt og venligt ved hans efterfølgende ord "Selvfølgelig ikke! Men vi får rigeligt tid til at snakke, i mellemtiden, får du lov at hvilke dig" svarede hun blidt "Vi ses senere" afsluttede hun venligt, inden hun elegant vendte op og gik ned af gangen igen.  

///Out