En tur i skoven. (Wilmot)

[Deleted]

Solen gemte sig bag de tunge skyer, der langsomt drev hen over skoven, som Ayrie befandt sig i. Turen sydpå havde været både lang og hård, men hun var heldigvis vant til det, for det var bestemt ikke første gang at hun havde taget turen. Nu var det ikke uden grund, at denne unge kvinde tog hele vejen til syden, for hvis hun kunne, så skulle hun sælge de dyr hun forhåbentlig ville nedlægge og samtidig skulle hun købe nogle ting. Helt bevidst havde hun valgt at vente med at jage, indtil hun var tæt på Roy By. På den måde ville kødet stadig være friskt når hun kom frem, men det ville heller ikke være for hårdt for hesten, Zar, at bære både hende og det døde dyr. Det var ved at være hen ad formiddagen da Ayrie havde sadlet hesten op igen, og hun var nu på vej ind i skoven. Forhåbentlig ville hun kunne opspore nogle hjorte eller andet vildt, som ville kunne give en fin sum penge ind. Nogle ville måske mene, at hun burde lade hesten blive tilbage, fordi den blot lavede larm, men hun havde erfaret, at hestens lyd og lugt fik de vilde dyr til at flygte senere. Som om de ikke kunne skelne mellem menneske og hest. En fordel for hende, for så skulle hun ikke gå så langt. 
Hestens hove gav svag genlyd i skoven i takt med, at hun bevægede sig længere og længere ind. Hele tiden var hun opmærksom på de små tegn på, at der var dyr i nærheden. Fodspor i den bløde skovbund, en gren der knækkede eller lyden af advarselskrig fra dyrene. De årvågne øjne fik kort efter øje på nogle fodspor i skovbunden og hun stoppede Zar. I en glidende bevægelse hoppede hun af ham og bandt ham fast til et træ, lidt væk fra hovedstien. Selv sørgede hun for at gemme sig i skyggerne, og nu kunne hun ikke gøre andet end at vente på, at dyrene forhåbentlig ville komme frem igen. Hvis hun var heldig, ville hun ikke blive forstyrret af noget.

[Wilmot Ó Riain]

Jægerens held var dog ikke med hende denne gang. Det raslede ganske vidst fra nogle buske tæt derpå, og lyden af et prustende dyr meldte sig hurtigt. Det var dog hverken nogen hjort eller noget andet byttedyr for den sags skyld. Nej det var en hest der kom frem fra sit skjul. En velplejet ung hingst med skimmel pels og hvide sokker. Og ovenpå hingsten sad Wilmot. Han var iklædt en skjote, en brun vest og mørke hoser. Over skuldrene hang en tilsvarende mørk kappe.
Han havde ikke set, at der var nogen i nærheden, nej det var for at orientere sig, at han stoppede op. Han var ikke på jagt som Ayrie, men var simpelthen ude for at få noget frisk luft. Han trængte til at se noget andet end kongeborgens mure, og han trængte til at komme væk fra papirarbejde og sine pligter. Også selvom det kun var for en kort bemærkning. Selvom han planlagde en tur til norden, virkede det hele så langt ud i fremtiden. Rastløsheden ville nok blive hos ham, til den dag han endelig drog afsted.

Pludelig syntes kronprinsen at høre noget rasle i skoven. Han vendte og drejede hovedet, for at finde ud af, hvor lyden var kommet fra. Var det mon et vildt dyr der var blevet skræmt af hans tilstedeværelse, eller kunne det tænkes, at det var noget mere spændende, der havde forsaget lyden?

[Deleted]

En raslen mellem bladende kunne svagt høres, en knækket gren og lyden af noget der ramte skovens bund. Ayrie var skarpt opmærksom på enhver forandring af lydene, for intet skulle ødelægge denne jagt. Absolut ikke! Hun havde brug for pengene, så hun var opsat på at jagten skulle være vellykket. I takt med at lydene kom nærmere, fiskede hun lydløst en pil frem satte den i spænd mod buen. Uanset hvad det var der måtte komme frem, så skulle hun nok få ram på det, for sjældent var det at denne kvinde ikke ramte sit mål. Selvfølgelig skete det, hun var jo ikke perfekt, men for det meste formåede hun at ramme, hvis forholdene var til det og hun ikke blev forstyrret. De mørke øjne hvilede roligt men fokuseret på den åbne sti, imens hun langsomt begyndte at spænde buen. Ikke længe efter bevægede et dyr sig ud foran hende, men det var bare på ingen måde hvad hun havde regnet med. En hest, en skimlet hingst der var så ren, så hun nok ikke ville kunne finde én eneste stump jord på den. På hesten, der næsten kun kunne være en hingst, sad en ung mand der i dén grad lignede en, der på ingen måde kunne mangle noget som helst. Typisk!

Irriteret lagde hun pilen tilbage, men buen beholdt hun i hånden imens hun bevægede sig ud mod manden, stadig i skjul af skyggerne. "Er du ikke langt væk hjemmefra?" Ayrie var ikke typen der snakkede forfærdelig meget, men hvis hun kunne få ham til at vende om, så hun kunne få fred, så måtte hun jo ty til det sociale. Ikke længe efter stod hun foran ham, det lange sorte hår samlet i en fletning, og iført en sort kjole. "Jeg kunne have ramt dig," lød det irriteret fra hende. Alt det med titler og den rette talemåde, det gik hun ikke op i. Han lignede ikke én der var i sit rette element og han ville nok ikke kunne klare livet i skoven. Men okay, han skulle vel også have en chance for at nyde naturen. Men kunne han ikke gøre det et andet sted? Et sted hvor Ayrie ikke var. 

[Wilmot Ó Riain]

Lydens kilde viste sig at være en kvinde. Det var bestemt ikke hvad han havde regnet med, det var nærmere en overraskelse. Da hun gav sig til at tale til ham, svang han sig ned af hesten. Det virkede ikke specielt høfligt, at tale ned til hende fra så høj en hest.
Hendes attitude imod ham var ikke speciel venlig. Men der var noget over hende, han fandt tiltalende. Hun var en ganske smuk kvinde, og den bestemte måde hun talte på, fik et næsten usynligt smil til at vokse på hans læber.

"Undskyld" begyndte han, og betragtede hende "Det var ikke min mening at forstyrre din jagt. Langt hjemmefra vil jeg dog ikke mene jeg er. Med mindre du hentyder til, at jeg ikke befinder mig i mit rette element. Dertil må jeg dog også være uenig, jeg holder meget af naturen, og jeg er ganske fortrolig med skoven her" Smilet var nu endelig ved at tage form på hans læber. Han havde med vilje ikke tiltalt hende formelt. Hun virkede ikke som typen, der gav meget for den slags.
Han kunne næsten regne ud, at han havde forstyrret hende midt i hendes jagt. Det var et sjældent syn at se en kvindelig jæger, men det var bestemt ikke noget der generrede Wilmot. Tvætimod fandt han det ganske spændende. Dog undrede han sig over, at kvinden foran ham ikke havde skiftet til et par bukser. Det måtte være meget upraktisk, at jage i kjole. Den kunne sætte sig fast i kviste og grene, og måtte larme når den slæbte hen ad jorden.

[Deleted]

Nej det var nok ikke en kvinde man forventede at se i skoven, i hvert fald ikke én der bevidst gemte sig derinde. Men hun var ej heller som de mest feminine typer, der absolut ikke ville bevæge sig ud i skoven. Tværtimod så elskede Ayrie naturen, her kunne hun være fri og opføre sig som det passede hende. I byerne var der altid så mange regler og normer man skulle følge, og man ville da hurtigt kunne ende i problemer, hvis man kom til at fornærme den forkerte person - noget som hun tit kom til. De mørke øjne fulgte hans bevægelser da han svang sig ned fra hesten, og selvom hun ikke gik op i formaliteter, så var det rart at være på øjenhøjde med ham. Ikke at hun ville indrømme det for ham. Ayrie var godt klar over, at han måtte have en høj status, men det fik hende ikke til at ændre attitude. Hvis han ikke kunne klare hendes personlighed, så måtte han jo gå. Men han virkede ikke til at være generet, tværtimod så blev han stående og virkede faktisk en anelse imødekommende. "Jeg overlever nok, det er ikke første gang at en jagt er mislykkedes. Selvom det er sjældent at det er en mand som dig, der er grunden til forstyrrelsen." En anelse interesseret lyttede hun til ham. Så han mente altså, at han kunne klare sig i skoven, at han var i sit rette element? Smilet på hans læber fik hende til at knibe øjnene let sammen. "Aha, og så kan du vel også fortælle mig, hvor jeg med størst sandsynlighed ville kunne få fat på en hjort?" 

Hvis han var så fortrolig med skoven, så måtte han vel kende til små lysninger, som hun ikke selv kendte til. Dette var trods alt ikke en skov hun færdes meget i, så hun var lidt på bar bund. Selvom Ayrie aldrig rigtig var på bar bund, for hun skulle nok finde en løsning på den éne eller den anden måde. Kjolen var skam et bevidst valg. Nej hun var ikke rejst hele vejen i den, det ville være dumt, men nu var hun på vej til byen, så derfor havde hun skiftet tøj. Hendes mor ville få et føl hvis hun fandt ud af, at Ayrie bevægede sig rundt blandt adelige i bukser og en top. At den så var til besvær i hendes jagt, var en mindre detalje, hvilket også var grunden til at hun havde valgt at skjule sig og ikke forfølge byttet.
Tænkende hævede hun det éne øjenbryn, imens blikket kørte ned over ham og tilbage til hans øjne igen. "Hvad laver du så herude i skoven, alene? Plejer typer som dig ikke at være forfulgt af vagter uanset hvor i begiver jer hen?"

[Wilmot Ó Riain]

Wilmot sendte hende et smil. Hun skulle ikke blive skuffet. "Selvfølgelig ved jeg det. Ikke lang herfra er der en lysning, hvor der også løber en lille bæk. Der finder man ofte hjorte der drikker" han så ganske selvtilfreds ud. Hun havde testet ham, og han havde bestået. Nu var det eneste han bad om, at der også rent faktisk var en hjort eller to i lysningen. Chancerne var dog store, han havde tit siddet et stykke derfra, og betragtet de smukke dyr slukke deres tørst.

Han kunne ikke lade være med at grine over hendes spørgsmål. "Typer som mig?" gentog han fornøjet og rystede på hovedet. Hun vidste tydeligvis ikke hvem han var. Men det passede ham egentligt ganske fint. Han kunne bedst lide at lære folk at kende på denne måde. Mange prøvede at sleske for ham, og gøre sig gode venner med ham. Halvdelen af dem, brød sig garanteret ikke engang om ham. Nej, det var meget bedre at lære folk at kende, uden at de havde nogen holdning til ham i forvejen. Denne kvinde lød dog til at have luret, at han ikke var en simpel borger. Men skidt være med det, hun virkede bestemt ikke til at være typen der sleskede for nogen. Nærmere tvætimod.
"Du har sikker ret. Men jeg kan nu godt lide at være alene engang imellem. Desuden, så vil jeg mene at jeg kan forsvare mig selv" Han burde være i følge med nogen. Det ville være katastrofalt hvis der skulle ske ham noget. Dog var det ikke noget Wilmot tog så tungt. Han forlod tit kongeborgen alene, og indtil videre var han altid sluppet godt fra det. "Jeg kan føre dig til lysningen. Jeg kræver dog noget til gengæld" sagde han og så ganske selvtilfreds. Smilet hang dog stadig om hans læber, og han så ikke uvenlig ud.

[Deleted]

Selvfølgelig testede hun ham, alt andet ville være tåbeligt, især når han nu påstod, at han sagtens kunne klare sig i skoven. Ayrie havde dog stadig en forestilling om, at han ville gå i panik efter to dage derude, alene, men det valgte hun at holde for sig selv. En smule irriteret blev hun dog, da han formåede at svare på hendes spørgsmål, men han kunne jo selvfølgelig også fylde hende med løgn. Man kunne aldrig vide sig sikker med de typer. De fleste hun havde mødt havde ment, at Ayrie nok var lettere dum. Sandheden var dog en helt anden, hun ønskede bare ikke at leve som så mange andre gjorde. Hun ville være fri. "Drop det selvtilfredse udtryk, du får ingen pris for at have svaret på mit spørgsmål." Tonen var en anelse hård, men ikke nedladende. Faktisk morede det hende en smule, at han virkede til at være tilfreds med sig selv. 
Hans grin fik hende til at hæve begge øjenbryn - havde hun sagt noget sjovt? "Ja, typer som dig. Det er jo tydeligt for enhver, at du og jeg på ingen måde stammer fra det samme sted." Hvad skulle hun ellers kalde ham? Hun kendte jo hverken hans navn eller hans titel. Navnet ville hun gøre brug af, men titlen kunne han godt skyde en hvid pil efter, det ville hun aldrig nogensinde komme til at bruge. 

Hans svar fik et glimt frem i hendes øjne der tydede på, at nu var det hendes tur til at more sig en smule. Han kunne klare sig selv? "Nå ja, indtil jeg nær havde skudt en pil igennem dig. Men end ikke dine vagter ville have haft mulighed for at forhindre det, så de ville alligevel ikke være meget værd herude." Ayrie var ikke som sådan typen der lavede sjov med andre ved første møde, men han overraskede hende faktisk lidt. For til trods for det fine tøj og hesten der nærmest var pletfri, så var han ikke arrogant. Han var ikke som hun havde regnet med han ville være, og det gjorde hende en anelse nysgerrig. "Du kræver noget til gengæld? Og hvad skulle jeg så kunne give dig, som du ikke kan få fra alle andre?" Normalt brød hun sig ikke om sådanne aftaler men sandheden var den, at hun virkelig havde brug for at få nedlagt en hjort, og hvis han kunne føre hende til én, så måtte hun tage chancen.

[Wilmot Ó Riain]

Denne smukke jæger interesserede ham mere og mere. Hun var helt sin egen. Spydig og kvik. Han så ikke til at blive stødt af hendes ord. Nej, det venlige udtryk falme ikke. I stedet lagde han armene over kors, og gav sig til at svare hende i stedet; "Nej, vi kommer ikke fra det samme sted. Men forskellige typer som du kalder det, kan være mere ens end du tror" han hende hende ikke. Og han var tydeligvis ikke ligeså vagtsom overfor fremmede som hun. Dog morede han sig betragteligt. "Men du har ret. Du kunne have dræbt mig. Og jeg er taknemlig over, at du ikke gjorde det. Herude er alle vidst på lige fod" der var sandhed i hendes ord. Og det fik en dårlig samvittighed til at melde sig. Måske skulle han passe lidt bedre på sig selv. En snigmorder ville nemt kunne gøre det af med ham i skoven. Der var mange steder at gemme sig, og næsten ingen mulighed for at undgå en pil. Dette var dog prisen for den titel han bar. Han ville altid være i fare, og kan kunne enten vælge at gemme sig, eller leve sit liv.

"Dit navn" sagde han, og prøvede at fange hendes blik. Gad vide hvad hun havde troet han ville kræve af hende. Der var vel ikke så meget, en adelsmand ville kræve af en jæger. Penge ville han højst sandsynligt have nok af (og en borgerlig havde sikkert alligvel ikke noget af betydning at give), og hvad ellers interesserede folk sig egentligt for? Han kunne selvfølgelig bede om hendes færdigheder. Men der var ingen han ønskede at slå ihjel, og desuden, tvivlede han på, at hun ville give ham noget som helst. Hendes navn var måske en undtagelse.

[Deleted]

Hun hadede at indrømme det, men han var ikke så slem. Faktisk så ville de fleste sige at han var ret så venlig, men Ayrie var ikke typen der brugte sådanne ord om folk hun lige havde mødt. Indtilvidere havde han hverken hånt hende eller behandlet hende dårligt, som de fleste fine folk ville gøre. Nej, han virkede nærmest til at ville lære mere om hende, men det kunne jo ikke passe? Ayries liv kunne umuligt være interessant i hans øjne. Lige så kvik som hun var til at komme med spydige kommentarer, lige så hurtig var han til at give igen, men på en acceptabel måde. Og svaret der kom fra ham denne gang, fik hende til at lægge armene over kors og se lidt morende på ham. "Javel ja, og hvordan skulle vi kunne være ens?" Det var ualmindeligt for Ayrie at opføre sig på denne måde, men hans personlighed appellerede til, at hun lod sig selv rive bare en smule med. Chancen for at han ville huske hende var alligevel så lille, så hvorfor ikke bare slappe en smule af. Kun en smule. Ingen andre vidste at dette foregik, ingen ville nogensinde få at vide, at hun ikke havde tiltalt ham med den titel, som hun egentlig burde. I skovene gemte der sig mange hemmeligheder, og denne kunne blive glemt med alle de andre. "Åh du var blot heldig denne gang. Havde jeg kunne sælge dig, død, for ufattelig mange penge, så havde jeg nok gjort det. Men jeg tvivler på at jeg ville kunne nå langt, før jeg ville ende i fængsel." At hun tog gas på ham kunne han ikke være i tvivl om, for selvfølgelig ville Ayrie ikke dræbe ham. I hvert fald ikke med vilje.



Han formåede at fange hendes blik, da han spurgte om hendes navn, og i Ayries mørke øjne kunne det tydeligt ses, at hun tænkte over dette. Hvorfor ville han have det? Hun ville alligevel være glemt igen, når han nåede hjem. I noget tid stod hun blot og betragtede ham, inden hun tog sin beslutning. "Ayrie. Men jeg forventer ikke at du vil huske det." Skulle hun spørge om hans navn? Hvad var chancen for at han rent faktisk ville sige det? "Hvis jeg spurgte om dit, ville du så rent faktisk give mig det?" Sandsynligheden var lille, men hun tabte jo ikke noget af at prøve, især ikke når nu han skulle vise hende hen til lysningen. Hvor den så end lå henne. "Vent her," lød det en smule bestemt fra hende, inden hun bevægede sig ind i skoven, hvor hun var kommet fra. Hvis hun skulle hen til en lysning, så skulle hesten med, ham kunne hun jo ikke lade stå bundet i midten af ingenting. Lidt efter kom hun tilbage, trækkende med den sorte hingst. Eftersom manden stadig stod på jorden, ville hun ikke sætte sig op på Zar før de skulle af sted. "Så hvor langt er der til den lysning?"

[Wilmot Ó Riain]

Wilmot sendte hende et smil "Vi er begge to mennesker. Vi har begge følelser, bekymringer og glæder i livet. Alene det gør os mere ens end vi nogle gange selv mener" det lød måske en smule tåbeligt. Men var det i virkeligheden ikke sandt når man tænkte over det? Nogle gange glemte man, at man i bund og grund allesammen blot var mennesker. Borgerlige, adelige, riddere, soldater, alle var de blot mennesker. Og selvom bekymringerne nok aldrig var de samme, så kunne man aldrig se sig fri. "Og udover det, så holder vi begge to af skoven" han bedre sin arm ud, som for at demonstrere, at det jo netop var lige her, de lige havde mødt hinanden.
Wilmot måtte le en smule af hendes kommentar. Hun virkede ikke ligesom som typen, der kunne finde på at dræbe mennesker for at sælge dem. Men igen; man kunne aldrig vide sig sikker. Denne gang valgte han dog at tro på, at kvinden foran ham ikke var så slem, som hun gav udtryk for.

Ayrie. Et specielt navn, men smukt. I hvert fald i hans ører. Det passede hende godt. Denne mystiske kvinde i skoven. Han ville helt sikkert huske det. Hvordan skulle han kunne glemme det?
Han var dog en smule betænkelig ved at give hende hans navn. Tænk hvis hun kunne regne forbindelsen ud. Men der var flere derude end ham selv der hed Wilmot, så han krydsede fingre for, at hun ikke ville tænke nærmere over det. For lyve, det ville han ikke. "Selvfølgelig vil jeg det. Mit navn er Wilmot" han sendte hende et smil, før hun bad ham om at vente. Han gjorde som hun sagde, og kort til efter kom hun tilbage med en hest. "Den ligger fem minutter herfra. Men det er bedst at tage derhen på gåben, og trække hestene efter os" der var mange smalle passager, og mange huller, der ikke var til at se fra hesteryg. Wilmot gik hen til sin hingst, og tog fat i hans tøjler. Han begyndte at trække ham ind imellem træerne, men vendte hovedet, for at se, om Ayrie fulgte med.

[Deleted]

Ayrie måtte indrømme, at hans ord rent faktisk passede - de var nok mere ens end de lige gik og troede. Ærlig talt kom det bag på hende, at så velovervejet ord kunne komme fra én som ham. Plejede de normalt ikke at være ufattelig overfladiske? Sådan havde hun i hvert fald kun oplevet dem, men ham her havde åbenbart besluttet sig for, at vende op og ned på hendes fordomme. Noget som hun ikke var helt tilfreds med. Selvom det var rart ikke at blive talt ned til. "Selvom jeg ikke er meget for at indrømme det, så har du en pointe." Så var det sagt, så pænt som hun kunne sige det. Måske var hun rent faktisk også selv en smule for stolt til, at indrømme at han sagde noget fornuftigt. Og det var som om, at hans vise ord bare ingen ende havde. Et skævt lille smil dannede sig i hendes mundvig. "Ja, jeg havde ikke regnet med at i overklassesfolk rent faktisk kunne holde af skoven. De fleste finder den uhyggelig og så bliver de jo så hurtigt beskidte." Ordene var sagt med et smil, for hun kunne jo godt se, at han ikke havde noget imod skoven overhovedet. Faktisk lignede så han ud til at være lige så tilpas som hun selv var. Det manglende svar på hendes ord om, at hun da ikke ville have noget imod at have dræbt ham, fik hende kun til at smile lidt mere. Overvejede han mon, om hun virkelig kunne finde på det? "Bare rolig, jeg skal nok lade være med at sige til andre, at jeg nær havde skudt dig ned."

Hun var ikke meget for at give ham sit navn, især ikke fordi hun selv mente, at han ville glemme det i løbet af et par timer. For helt ærligt, der var jo sikker så mange navne han i forvejen skulle huske, så hvilken betydning havde en simpel jægerdatter? Endnu mere skeptisk blev hun dog, da hun ventede på et svar fra ham. Ville han mon være for reserveret til, at afsløre sit navn til hende? Ayrie var lige ved at tro, at han ville sige nej, da han endelig svarede og rent faktisk gav hende sit navn. Wilmot. Lige umiddelbart var der ingen klokker der ringede, og der var jo alligevel så mange af de adelige i landet, så det slet ikke var til at finde rundt i, hvem der var hvem. Men hun var glad for, at han havde sagt det. Med et smil lagde hun hovedet på sned og betragtede ham kort. "Så det var ligefrem en selvfølge?" Da hun endelig fik hentet hesten, nikkede hun kort som bekræftelse på hans ord, og begyndte så at følge efter ham. Hun kunne ikke fatte, at hun lige nu fulgte et råd fra en adelig, også endda et råd om jagt! Helt ærligt! Det var jo næsten pinligt for hende, for tænkt hvis han ikke havde ret, og bare havde lavet sjov med hende. Men hvorfor skulle han det? Grunden til at hun fulgte med, var ganske simpel - hun havde ikke rigtig noget valg. Penge var noget hun havde brug for, og penge kunne hun få for en hjort. Ergo så var Wilmot hendes bedste chance i dette tilfælde. 

[Wilmot Ó Riain]

Det sitrede i Wilmots ene mundvig. Hun var en flabet størrelse, men han kunne lide det. Det var rart at møde én, der rent faktisk gav ham modspil. En der ikke blot talte ham for munden, eller overvejede hvert ord meget nøje. Det var faktisk en fantastisk afveksling. "Det sætter jeg pris på" svarede han hende, og så ikke ud til at tænke mere over dét. Dog tænkte han over noget andet; hvorfor skulle det ikke være en selvfølge? "Noget for noget, er det ikke det man siger?" svarede han blot. Det var sjældent Wilmot følte sig nødsaget til at, absolut ikke at tilkendegive sig selv. Havde Ayrie spurgt ham, havde han endda indrømmet, at han var kronpris - men hun spurgte ham heldigvis ikke.

Han førte hende gennem træerne, og hen ad små stier, udformet af vilde dyr. Skoven var smuk på denne årstid. Grøn og frodig. Det havde dog alle dage været lettere, at finde dyrespor om vinteren. Der kunne man blot følge aftryk i sneen. Om sommeren måtte man se efter i mudderet, eller kigge efter afføring og knækkede grene. Ikke at det var noget Wilmot vidste så meget om. Han var ikke selv jæger. Men pointen var, at Wilmot fandt skoven kønnest om sommeren. Duften af fugtig mos og bark, skulle man desuden ikke kimse ad.
"Sig mig, Ayrie Jæger" - det var egentligt ment i sjov, han kunne ikke vide, at handes navn rent faktisk var jæger - "Jeg har aldrig set dig i denne skov før. Hvor kommer du fra?" han vendte ikke hovedet for at se på hende, men fortsatte med at vise vej. Dog havde han undret sig et stykke tid. Hvis hun havde jaget i skoven længe, ville han havde opdaget det.