Familiebesøg

[Destrian de Warenna]

Tilegnet
@theodore
@alycia

Det var vel næppe nogen overraskelse for nogen, at Destrian var ved at gå ud af sit gode skind. Én ting var når han besøgte andre.. Eller dengang han stadig boede hjemme i Norden og der kom gæster. Nu var det noget helt andet - han var alene om det. Om ikke andet, så følte han sig alene om det. Tjenestefolkene gjorde jo sådan set alt arbejdet, men han følte alligevel, at det hele lå på ham. Hvad hvis det ikke var godt nok? Var det så ikke hans opgave at sørge for, at det blev godt igen? Bedre? Det gjorde helt ondt at tænke på og han blev ærligt talt bare mere og mere bange, hver gang tanken strejfede ham, at det ikke var tilfredsstillende nok.
Og så var det endda kun få gæster han skulle have. Så vidt han var informeret, var det kun hans bror Llewellyn og så hans kusine Alycia, der ville komme. Men det kunne han selvfølgelig også have misforstået. Måske de slet ikke kom? Hvad hvis han havde husket forkert?

Det havde taget alt for mange alt for lang tid, at få ham til at tage det lidt roligt. Han havde næsten ikke sovet de sidste par nætter, men i det mindste havde han heller ikke haft nogle af sine sædvanlige nedture på det sidste. Han havde haft tidspunkter, hvor han sad i flere timer uden at sige det mindste, men han havde da været sig selv. Det var han nødt til at blive ved med.. Han havde det bedre sådan og ingen skulle se ham på anden vis. Det var hans eneste motivation til ikke bare at gemme sig i mørket og håbe på det bedste. Nej, han sad rent faktisk i den ene af de store stuer og ventede. Umiddelbart rolig.. Hvis ikke man så ham i øjnene. Hans blik var forvildet og nervøst.

[Deleted]

Alycia havde været spændt. Hun havde været ekstatisk. Hun havde glædet sig så meget at hun næsten kunne have løbet på væggene. Hun havde siddet i hestevognen og nærmest hoppet op og ned – og nu var hun endelig kommet frem. Ja hestene havde dårligt fået stoppet op før den mørkhårede pige var sprunget ud af kareten og løbet op af trappen – ind gennem den store dør til de Warenna sommerresidensen. Forvildet for hun rundt indtil en behjælpelig tjener fortalte hvorhenne hendes fætter befandt sig – det var hun virkelig meget taknemlig for. Det kunne være ret svært at finde ud af hvor han gemte sig, så han gemte sig. Det var det virkelig! Straks for hun hen til døren og bankede glad på med en flad hånd. Hun kiggede sig lidt omkring i gangen i et par sekunder inden hun for indenfor i stuen med et stort smil.

”Fætter Destrian?” kaldte hun glad og klappede hænderne sammen en enkelt gang. Hun så sig lidt omkring og fik øje på ham ovre i en af lænestolene. Hun kom med en glad lille lyd og hoppede op og ned. Hun så kort ned på sine fødder og lagde først mærke til nu at hun havde mistet sine sko et eller andet sted imellem hestevognen og denne stue. Dem måtte hun finde på et andet tidspunkt – det havde hun virkelig ikke tid til nu. Sko var også overvurderede – man kunne slet ikke mærke hvor bløde gulvtæpperne var når man havde dem på. Eller græsset. De var dog okay når det var koldt. Sne var meget koldt at gå på uden sko. Alycia rev sig tilbage til virkeligheden halvt hoppede, halvt dansede hen til Destrians stol, inden hun gav hans arm et kram. ”Jeg er så glad for at jeg måtte komme på besøg, ja jeg er…” smilede hun og puttede sit ansigt lidt imod hans skulder.

[Deleted]

Llewellyn havde ikke set frem til at forlade sit hjem i det høje nord, for at tage hele den lange vej til syden. Han følte det mere som et arbejde og en pligt selvom det var familiebesøg. Det endte vel også med at han måtte stå og rede ud med sydlændingene omkring noget hans bror havde sagt eller gjort uden familiens blik på sig. Deres fader burde beordre Destrian til at flytte til norden, hvor han ville være væk fra de mange blikke.
Han sad i kareten der skam var behagelig nok. Sæderne var bløde og der var massere af plads. Det eneste var at rejsen tog så lang tid at selv han nåede at kede sig og blive rastløs. Ikke nogle følelser han var vant til og han sad og gennemgik formelle breve og en liste over hvilke familier han ellers skulle besøge hvad hvad for teatre han, Destrian og Alycia ville besøge.

De to gråskimlede heste travede ind på pladsen. Llewellyn blev siddende til kusken kom og åbenede døren for han. På gårdspladsen så han sig søgende omkring efter Destrian. Da han ikke kunne få øje på hans bror stivnede han kort i misbilligelse. Hvor var hans ubrugelige bror nu henne? Han havde regnet med at noget ville g¨galt. Han regnede ikke Destrian for at være den perfekte vært, forventede det slet ikke af broren. Men at det allerede ville gå galt i det øjeblik han kørt ind på pladsen... Det kom bag på selv ham der forventede det værste.

Han var stille da han gik ind i rummet, hvor en tjenestepige havde vist ham til. Han havde vinket hende væk, da han ikke var interesseret i at hun introducerede ham. Det kunne han selv gøre. Han var afventende. Glad for at se sin bror og kusine, men ikke vant til at vise sine følelser. Hendes tilstedeværelse ændrede de sociale spilleregler.
"Kommer du ikke og tager imod dine gæster?

[Destrian de Warenna]

Havde han ikke været så pokkers bekymret for hvordan han først ville håndtere det hele efter indtagelse af alkoholiske drikke, så havde han tømt den gyldne flaske på bordet ved hans side. I ét drag. Nervøsiteten havde virkelig fået sit tag i ham og af hvilken grund? Det var sikkert bare ham.. Han kørte det hele op.
De er jo bare familie. De kommer fordi de vil. De dømmer dig ikke, Destrian
Tanker som disse prøvede han at berolige sig selv med.. Men lige lidt hjalp det. Selv når han i sit indre sagde til sig selv, at han var patetisk og skulle tage sig sammen, nåede han ikke længere end netop at tænke det. Endelig blev stilheden i stuen da også afbrudt af hans kusines stemme. Diskret trak han vejret dybt ind, inden han så rejste sig og hilste hende med et venligt smil efterfulgt af en nikken. Mere nåede han ikke, han nåede ikke engang at tale, før hun var henne ved ham og han nærmest frøs fast til gulvet, som hun krammede hans arm. Han rømmede sig.. Tvang sig selv til ikke at skubbe hende væk og bare gemme sig i et hjørne. "Vær hilset, kusine," fik han da også sagt i en venlig tone, dog uden rigtigt at gengælde hendes krammen eller lænen imod ham.

Længe gik der ikke inden hans brors stemme også lød i stuen og han nikkede endnu engang venligt til Alycia, inden han trådte væk fra hende og mod Llewellyn. "Jo, bror, selvfølgelig. Jeg er glad for, at du kunne komme." Han rettede sig lidt op, som han gik det sidste skridt mod sin bror og nikkede som en høflig gestus.

[Deleted]

Alycia klukkede blidt og rettede sit hoved op igen for at kunne studere Destrians ansigt en smule. ”Hej!” svarede hun glad til hans hilsen og løsnede villigt sit greb rundt om Destrians arm da han bevægede sig væk fra hende, på dette tidspunkt distraheret af lyset det blev fanget i den gyldne flaske på bordet. Hun betragtede den lidt, med øjne der skinnede i fascination. Llewellyns stemme trak hende dog ud af hendes åndsfraværelse, og hun spandt halvvejs rundt om sig selv for at se på manden som var steget ind over dørtærsklen til den fine stue. Hun smilede glad ved synet og vippede lidt på sine fødder, og bed sig lidt i tungen for ikke at afbryde de to brødres hilsen – hun prøvede virkelig at opføre sig så ordentligt som hun var i stand til. Heldigvis var hendes skørt så langt at man ikke kunne se hendes bare fødder.

Der var et tæppe på trægulvet. Fibrene fra det kildede undersiden af hendes fødder, og det fik hendes mundvige til at skyde lidt i vejret. Hun betragtede sin anden fætter, Llewelyn, med stor interesse. Mest af alt havde hun lyst til at rende hen og kramme ham, men Destrian stod imellem dem. Hun kom frem til at søskende havde førsteretten til krammere, og nejede i stedet for Llyn en enkelt gang inden hun glad vinkede til ham. ”Det er godt at se dig fætter Llewellyn.” sagde hun og smilede lidt smågenert. Det havde været et stykke tid siden at hun havde set den gren af familien. Hun forstod virkelig ikke hvorfor de var sure på hinanden til tider. Hun hverken forstod eller kunne lide politik.

[Deleted]

Llewellyn smilede varmt ved synet af sin bror. "Kære bror, det er godt at se dig." Smilet var væk lige så hurtigt som det var kommet og han flyttede blikket over til Alycia. Hun var kun hans kusine og derfor var han ikke forpligtet på samme måde til at holde af hende lige så meget som han holde af Destrian.
"Kusine Alycia, det er alt for længe siden. Men længe nok? Han var ikke sikker. Hvad han vidste var at han havde foretrukket at hilse på Destrian alene. Med andre til stede, selvom det var familie, kunne han ikke opføre sig lige så frit som han ville, men måtte spille de sociale spilleregler som han kendte så godt. Han gik over til Destrian for at give broren hånden.
"Jeg måtte tage en gæst med, jeg håber ikke det vil være til besvær, men da hun hørte hvem jeg skulle besøge kunne jeg ikke hende til at skifte mening." Hans stemme var kærlig på trods af at han uønsket havde måtte se på sin datter på duren herover og lytte til hendes endeløse snak.

[Deleted]

Sharlene havde siddet hele turen til stedet og snakket om det ene og det andet, hun snakkede løst som fast. men hun var ikke lige så hurtigt til at gå ind som sin far. hun kom kort efter ind af dørene i en MEGET pæn hvid kjole, med håret opsat, hun huskede tydeligt sin mors sidste ord " du wower på at blive beskidt" havde hun sagt, men sharlene havde ikke hørt efter. det var såååååå kedeligt ikke at måtte blive beskidt og lege og have det sjovt. hun kom hen til Destrian " HEEEY ONKEL" råbte hun og krammede ham kort. " HEEEY GRANTANTE ALYCIA" sagde hun og løb over til Alycia og krammede hende.

[Destrian de Warenna]

Panikken bredte sig ligeså langsomt i ham. Skæbnen ville åbenbart ikke være barmhjertig mod ham, siden hele familien valgte at dukke op på samme tid. Mere eller mindre hele familien. For ham var det godt det samme om der kom tre eller ti. Anspændtheden over Alycias kram blev ikke ligefrem bedre. Det hjalp en smule, da han stod frit igen, men han måtte tage sig sammen for ikke bare at stå som en søjle midt i det hele. Han prøvede så diskret han kunne at tage en dyb indånding og smilede så ellers til sin bror. Efter kort tid blev smilet også ægte. "En gæst?" Selvom han prøvede at skjule nervøsiteten, lykkedes det ikke helt. Det gik dog hurtigt op for ham, at der ingen grund var til at gå ud af sig selv, da Sharlene trådte ind af døren. Et lettet udtryk fandt vej til hans ansigt og han smilede til sin niece, mens hun kom hen til ham. Dog var han heller ikke meget for hendes kram. Det var ikke helt det humør han var i. Derfor passede det ham også glimrende, da hun skyndte sig videre til Alycia og Destrian vendte opmærksomheden mod sin bror. "Hun er altid velkommen, det burde du da vide," fik han så sagt væsentligt mere roligt end hvad man kunne forvente. Dog var han lidt ambivalent med det... Han havde det svært med børn, hvilket han vel et eller andet sted havde en god grund til. Det hjalp lidt at det jo trods alt var en pige, som han kendte og han havde da også haft hende alene en enkelt gang. Selvom det nu også var ved at gå hen i ren panik for ham.

[Deleted]

Alycia udstødte en glad lille lyd og nikkede enstemmigt med Llwewllyn da han sagde det havde været for længe siden at de havde set hinanden. Hun elskede nu engang mennesker, og især sin familie, og hun kunne ikke helt forstå hvorfor hun ikke fik lov til at se dem oftere. Men de havde måske også travlt, hvad jo måske var forståeligt nok. Denne mystiske gæst gjorde dog hendes barnlige sind utrolig nysgerrig, og hun så afventede på døren indtil Sharlene dukkede op. Alycia slog armene om hende med et lille fnis og gengældte hendes hilsen. ”Hej Granniece~” smilede hun underfuldt, og blev et øjeblik distraheret af en skygge der blev kastet på væggen. I et kort øjeblik så de ud som om hun havde lyst til at gå hen og prikke til den, men hun vendte sig hurtigt om imod Sharlene igen og lænede sig ned så de var på samme højde. Den smilende brunette så hende fortroligt i øjnene og spurgte omhyggeligt, ”Du har ikke set mine sko, har du?” Alycia vippede en enkelt gang på sine tæer, inden hun så op på Llyn og smilede inderligt. ”Hun er godt nok blevet stor. Sidst jeg så hende…” Alycia så lidt eftertænksom ud. Sidst hun havde set Sharlene havde hun været betydelig mindre og fuldstændig dækket af mudder. Det havde været en sjov dag. Hun skævede lidt til Destrian men han lod til at have travlt med at lege vært, så i stedet fortsatte hun med at kramme Sharlene. Når nu de andre ikke gad kramme.

[Deleted]

Llewellyns overvågne øjne hvilede på hans datter, der måtte være ved at nå trods-alderen. På trods af hans stille ydre vågede han over hende som en høg der svævede bag en spurv. Da han var nogenlunde forsikret om at den er opførte sig værst i rummet var hans kusine løftede han på ny blikket mod Destrian.
"Ja, jeg kender dig." Han kendte sin brors frygt for alt der ikke var under kontrol, for alle følelser, sin egen svaghed og sorg der ikke ville forsvinde. Hans mørke øjne fortalte mere end hans kontrollerede stemme og fjerne udtryk. Det føltes med et akavet og han flyttede, nøsten med lettelse, blikket fra hans bror og tilbage til Alycia. Han nikkede med et kort sammentyggende smil.
"Ja, det går stærkt. Snart er hun lige så smuk som familiens andre kvinder." Han tog sig selv i at ville fortælle om hans planer med at bruge turen til at introducere hende for respektable familier med jævnaldrende sønner. Det var ikke noget han havde tænkt sig at holde hemmeligt for hverken Destrian eller Alycia. Men Sharlene var stadig ung og virkede endnu ikke interesseret i ægteskab. Sikker på at det nok skulle dukke op, sparede han hende for et uønsket pres.

[Deleted]

Sharlene så på sin grandkusine og smilede stort ” det så dejligt at se dig igen ” sagde hun med et kæmpe smil på læben og hun krammede hende igen. ” øhm dine sko, er det ikke dem der ligger ude på gårdspladsen ” spurgte hun smilende og pegede uden for. ” fader, må jeg ikke nok gå ud og kigge på hestene, sammen med Alycia?” spurgte hun venligt og så på sin far med bedende øjne. ” skal vi ikke lege med mudder igen ?” spurgte Sharlene Alycia og så på hende med store øjne, sidst de havde været sammen var Sharlene endt med at svine sit split nye tøj til med mudder. Dog havde hendes mor sagt inden de tog afsted at Sharlene ikke måtte blive beskidt og skulle opføre sig ordentligt.

[Destrian de Warenna]

Ved sin brors ord endte Destrian med at sænke blikket. Det var egentlig ikke så meget ordene, der var skyld idet, men derimod broderens øjne og tonen ordene blev sagt i. Han gjorde dog sit for ikke at lade sig slå ud så hurtigt, da han trods alt ikke ligefrem nød at føle sig så ydmyg. Det passede ham ikke så godt, at Alycia havde mistet sine sko, eller at det var Sharlene, der måtte forklare hvor de var, men han nåede ikke rigtigt at have noget i mod det, før de, i hvertfald Sharlene, ville ud og kigge på heste. "Jeg tror stadig staldfolkene er derude, så I kan bare gå derud," sagde han roligt og rynkede brynene en smule over forslaget om, at de skulle lege med mudder. "Kan I ikke bare se på hestene... Jeg vil så nødig have svinet alt muligt til her.." Han formåede ikke rigtigt at lyde særlig autoritær, selvom han et eller andet sted prøvede.

[Deleted]

Sharlene blev nærstuderet af Alycia, som nøjede overvejede Llewellyns faderlige ord. ”Der er ganske få blonde i vores familie.” Overvejede Alycia og klappede Sharlene en enkelt gang på håret. [/b]”Hun er en af vores små sjældenheder! Som en regnbue på en solskinsdag.”[/b] Smilede Alycia kærligt og så yderst interesseret ud da Sharlene spurgte om de ikke skulle gå ud til hestene og kaste med mudder. Alycia havde altid haft svært ved at forstå hvorfor at man ikke måtte blive beskidt når man altid bare kunne gå i bad bagefter – det gjorde jo ikke noget at man fik jord på sine hænder. Selv ville hun ikke have haft noget som helst imod at løbe direkte udenfor med Sharlene i hånden – men hun vidste også at det her var noget som Llewellyn måtte sige ja til først. Det var trods alt hans datter, og selvom Alycia ikke forstod særlig mange vigtige ting i livet var hun kommet frem til at forældrene var dem der bestemte. Hun vendte sit hoved mod Llewellyn og skulle til at spørge, men da brød Destrian ind på sin egen stille facon. Alycia gav hurtigt slip på Sharlene som om hun havde gjort noget forkert og så på Destrian med sørgmodige øjne. ”Undskyld… Vi skal nok lade være…” svarede hun forsigtigt og rettede sig en smule op for at gøre hendes holdning mere rank og korrekt. Hun ville virkelig ikke gøre nogen kede af det.

[Deleted]

Llewellyn var ikke glad for at efterlade hans datter med en der ikke engang kunne beholde sine sko på. Han så igen på Destrian for at høre hvad værten sagde til at to af hans gæster forsvandt lige efter de var kommet. Der var dog ingen hjælp at hente fra den side af.
"Du gav et løfte til din mor." mindede han hende om. Hvilket betød, ingen mudder! "Vi forventer af dig at du er ærlig og lever op til de løfter og forpligtelser der er... Hvis du føler du kan leve op til dem kan I gå ud i stalden og kigge på heste." Hans myndige stemme var lige så meget rettet mod Alycia som Sharlene. Måske endda mest Alycia. Modsat Destrian lå den autoritære stil let for den alvorlige bror.

[Deleted]

Sharlene så bedende på sin far " men far " sagde hun bedende og lavede hundeøjne, hun HADEDE at skulle side pænt, ikke sige noget og bare opføre sig ordenligt. og slet ikke at måtte blive beskidt, " men far alle de andre børn må blive beskidt og lege med mudder " sagde hun surt og lagde surt armene over kors og så bedende på Alycia, " du dum" sagde hun lavt til sig far i håb om at han ikke ville høre det. " onkel, kan du ikke give mig lov, det er så kedeligt at skal være fin hele tiden, jeg vil også have det sjovt og have lov at blive beskidt " sagde hun og så på dem alle 3