En labyrint af haver [Elric Day]

[Deleted]

Problemet med at få Cedric under tøflen var at han med sin selvsikkerhed lod til at tage alting med et gram salt eller to. Han ville le tingene af sig, ikke tage samtalen seriøst, ikke tage sin samtale partner seriøst, og heller ikke altid tage sig selv seriøst. Han kunne finde på at dreje samtalen 180 grader fordi det kunne more ham, eller fordi han mente at det omvendte perspektiv egentlig pludselig var mere interessant. Han kunne argumentere for en påstand og mening i timevis, og pludselig erklære sig enig med det han havde ræsonneret imod uden et eneste varsel. Nogle gange gjorde han det i midten af en sætning blot for at se folks reaktion. Det kunne sagtens være at han slet ikke var enig, men det kunne også ligeså godt være at han ikke havde haft den oprindelige holdning til at starte med. Han var dybest set utroligt irriterende at prøve at skændes med når han først var i et humør hvor han mente at man ikke fortjente at vinde diskussionen på nogen måde.

Han så op på Elric Day, som efterhånden havde bevæget sig så tæt på bænken at det var nødvendigt at vippede hovedet lidt tilbage for at bevare øjenkontakten. ”Der er så meget man ikke behøver at gøre, men livet ville være mægteligt kedeligt hvis man lod værre.” påpegede han med et skævt smil og lagde ansigtet i muntre folder ved den sidste kommentar. ”Pff, det ville da være for ensporet, Day, jeg har mere fantasi end dét.” drillede han og lænede sig tilbage i sin stol. Han havde rigeligt måder at underholde sig selv på, faktisk havde turen ind over de forskellige haver mest været af nostalgi. Som barn havde han altid overvejet hvad der lå inde over de mure han dengang var for lav til at kravle over.

[Elric Day]

Elric kendte jo egentlig alt til det. At tage omveje, at prøve noget nyt, blot for at prøve det. Han gjorde det jo egentlig hele tiden, i hvertfald ofte. Han prøvede grænser af, både for sine nære og fremmede. Mødte beruset op til vigtige forsamlinger, eller nægtede at tale med visse ansigter. Det skete ofte, at han ganske bevidst sagde noget upassende, blot for at se reaktionen. Alligevel syntes han ikke det var passende af Cedric at gøre. Havde han haft et bedre billede af manden havde han nok været ligeglad... Han var ikke ligeglad, langt fra. Men igen blev han i tvivl om hvad der var ved det. Cedric skilte sig ud, han var ikke lige så kedelig som de andre. Han var... Nej, han var irriterende. Et frustrende bekendtskab.

"Det kunne man vel også håbe," mumlede han, mest for sig selv og rømmede sig så, inden han rettede sig mere op. "Men du har alligevel valgt at bruge din tid på det. Der er liv i byen ellers, det ved du godt, ikke? Det er mere spændende end at rende rundt i haver." Dette sagde han mere sikkert og mere henvendt Cedric. Paraderne var begyndt at falde en smule igen og en del af den arrogante udstråling var derfor også dæmpet.

[Deleted]

En af Cedrics menneskelige fejl var at han havde svært ved at ændre sin opfattelse af folk. Han ville selv mene han gav dem en retfærdig chance. Over et par møder – eller en længere samtale, ville han opbygge sin mening omkring dem. Han ville ikke dømme dem på forhånd, ikke ud fra hvem de var, hvilket erhverv de havde eller hvilken titel. Han dømte dem specifikt kun på den måde de opførte sig på og den måde de talte om andre mennesker. Og når han havde besluttet sig for at de var arrogante tåber som ikke fortjente det de havde skulle han nok få dem gjort opmærksomt på det, på den ene eller anden måde. Det kunne tage sin tid, men livet gik til tider umådeligt hurtigt. Det hele skulle nok falde på plads, når man blot spillede sine kort rigtigt og beskyttede sin konge. Men nu var han vidst ved at blande to typer spil sammen.

Han smilede næsten overbærende af Elrics sidste kommentarer. ”Der er forskellige glæder i livet, og jeg havde lyst til at gå igennem haverne, så jeg gjorde det. Hvad har det at gøre med hvad man ellers kan lave i byen?” spurgte han fredeligt og krydsede sine ankler med udstrakte ben, mens han foldede hænderne bag sin nakke. Han så op på den unge mand med roligt smil, og overvejede sit næste træk. ”Men så må de jo informere mig om hvad der er i byen dom de mener er mere underholdende end hvad jeg hare foretaget mig. Det vil være ganske interessant at høre hvad de mener at værd at bruge tid på.” Havde han været et par år yngre og mere næsvis ville Cedric måske have tilføjet ’altså ud over dem selv’ som kommentar, men han var trods alt blevet klogere.

[Elric Day]

"Det er bare en underlig glæde af have i livet. Det er haver." Han sagde det, som var det noget af det mest underlige han nogensinde havde hørt. Det var det selvfølgelig langt fra, men der var vel ingen synd i at overdramatiserer? Det var måske også meget sigende om Elric Day og i virkeligheden kunne det ikke helt overraske, når man så på hans andre karaktertræk. Meget af det han gjorde var dog ment i sjov, oprindeligt. Så alt efter situationen og personen det var overfor, kunne det gå hen og blive helt seriøst. Overfor Cedric... Der blev han i tvivl. Han trak på skuldrene og slog ud med armene. "Det synes jeg simpelthen selv, du skal finde ud af. Jeg tror ikke på, at du virkelig ønsker at få inspiration af en, der er så meget yngre end dig selv." Godt nok var det nok ikke ligefrem alle, der var lige så forfængelige som Elric selv var, men han syntes nu godt om, at påpege Cedrics alder - selvom han ikke kendte den. Dog kunne han regne ud, at han var væsentligt ældre, ikke at manden var gammel, på ingen måde. Bare ældre.

[Deleted]

”Det er vidst tydeligt at der er mange ting her i livet du ikke helt forstår at værdsætte.” sagde den ’ældre herre’ mildt, og med ganske rolige øjne. Selv nød han at tilbringe tiden ude i deres have når han var hjemme. Duften af græs og blomster, lyden af hans børns latter gav ham altid sådan en dybsindig ro. Han elskede og ligge i græsset og se op på skyerne der drev forbi i deres eget saglige tempo, mens han stille og roligt kunne tænke omkring et og alt i verden. Lige indtil hans børn kom susende, greb fat i hans ankler og prøvede at trække ham hen over græsset for at drille ham. Mange af hans skjorter havde fået græspletter af det, men han kunne ikke lade være med at grine af dem, kravle op og begynde at jagte dem rundt. Haver var der hvor planten havde rod, men også familien og børnenes leg. Den kunne næsten betegnes som et helligt sted, og hvis man gjorde det så havde han i virkeligheden gået igennem forladte og smuldrende templer. Han syns de var meget hyggelige på den måde – minder om en svunden tid.

”Så meget yngre? Du frister mig til at kalde dig knægt.” Cedric smilede mildt af hans kommentar om at han da ikke skulle tage inspiration fra så ung en mand, hvad så indirekte påpegede at han mente at han var gammel. Det fik Cedric til at fnise en lille bitte smule. ”Inspiration? Det lader til du tager på forhånd at jeg vil følge dine forslag.” smilede han og lagde hovedet end lille smule på skrå. ”Jeg nyder hvad jeg laver, jeg behøver ikke inspiration. Hvad der interessere mig er hvad du finder underholdende her på øerne.” tilføjede han ganske roligt, og rettede sig en smule op.

[Elric Day]

"Eller også er det i virkeligheden dig, der er en smule ensporet," kom Elric igen i en lidt snappende tone. Dog var hans udtryk roligt og hans blik var igen en smule drillende, som da deres samtale først var startet. Han vidste egentlig godt, at det nok næppe var et argument der holdt, for han var godt klar over, at han nok havde det med at være en smule ensporet. Altså i den forstand, at folk burde respektere de ting han sagde og holdt af og at dem der ikke gjorde, måtte være frygteligt triste individer. Han bedømte ikke Cedric til at være en ensporet mand, men havde trods alt besluttet sig for at han ikke brød sig om ham - selvom det nok var lidt en fordrejning af sandheden, som han foretog overfor sig selv.

Endelig fik Cedric ham til at himle med øjnene, på ganske ufin manér. For det meste var det nemt at læse af Elrics kropssprog hvilken samfundsklasse han tilhørte, for selvom han på meget af sin opførsel skilte sig ud, var han ordentligt opdraget på det punkt. Han ville bare ikke finde sig i at blive kaldt knægt af samme mand, som øjeblikket forinden havde slået ham. Det var han stadig noget duperet over. "Eller ville du vel ikke spørge?" Han så lidt overvejende på Cedric. Hvad han overvejede var såmænd hvad han skulle svare. Var han ærlig ville han blive selvmodsigende igen, for var der noget han brugte tid på, så var det at mænge sig med pøblen. Han drak med fattigfolk, spillede terninger med kriminelle. "Der er heldigvis unge folk her, som det ikke er meningen jeg skal gifte mig med," svarede han så efter et øjeblik. Der var nu også noget rigtigt i, at han sagde det. Han tilbragte trodsalt også tid med adelsfolk og gerne nogle på hans egen alder. Problemet var bare, at han nærmest ikke kunne bryde sig om nogen, uden tankerne om ægteskab blev pragtet på ham.

[Deleted]

”Mig? Hvor kan du dog tro det. Hvad er dine argumenter for dén påstand?” Cedric havde kommet til den konklusion at Elric var typen der var stor i munden men sjældent havde noget at have den i. Så at bede ham om at forklare sine holdninger og argumentere for sig selv ville være som at drive ham i cirkler. På et tidspunkt ville han sige noget der endnu engang modsagde noget han havde sagt tidligere. Desuden var det meget morsomt at se ham prøve at undgå at svare på hans spørgsmål. ”Jeg venter i spænding på ungdommens visdom.” sagde han smilende og lagde hovedet en smule på skrå, en afventende gestus. Endnu engang drillede han ham lidt med at have kaldt ham gammel, for at vende det folk selv sagde imod dem var en af de lettere måder at vise at man ikke så nemt overgav sig.

Cedrics smil bredte sig fra øre til øre da den unge mand himlede med øjnene og skjulte en mild latter ved at rømme sig lidt i sit sæde. Han rejste sig så fra bænken og placerede sine hænder i siden, mens han så Elric lidt op og ned, og vippede med det ene øjenbryn. ”Eftersom at unge adelige mænd vil være i din situation og nok ville snakke om det, så vil jeg gætte på at du mener folk der ikke er adelige.” sagde han overvejende inden et let spottende smil spredte sig på hans læber. ”Hertug Elric Day, finder du din underholdning hos pøblen? Jeg er chokeret!” sagde han drillende og rystede lidt på hovedet af hvor nem det her egentlig var.

[Elric Day]

Kort overvejede Elric hvad han ville svare, inden han så, endnu engang, rettede sig helt op. "Du siger, der er mange ting jeg ikke forstår at værdsætte, fordi jeg synes din hang til at gå rundt i andre folks haver er en underlig værdi." Denne gang lød han mere selvsikker i sine ord, da han for en gangs skyld i dette selskab følte, at det ikke var noget Cedric kunne få ham til at modsige. "Altså kunne jeg være fristet til at tro, at du finder min sans for værdi forkert." Der var en vis overlegenhed, der vendte tilbage til den unge lord og han smilede skævt, skråsikkert. Han håbede på at kunne overraske Cedric, da han mistænkte manden for ikke at regne med, at Elric havde noget som helst fornuftigt at sige. Han kommenterede ikke på ungdommens visdom, da han blot så det som en lidt hånlig kommentar. Det gad han ikke beskæftige sig med, Cedric havde fornærmet ham rigeligt.

Det gjorde det ikke bedre, at Cedric også var lidt for hurtig til at lægge to og to sammen og Elric fortrød bittert sine valg af ord. "Nu ved jeg ikke hvordan din ungdom var, sir Cedric, men vi kan faktisk snakke om andet." Det var helt bestemt et forsøg på at komme uden om Cedrics drillende ord om underholdning hos pøblen. "Så du har absolut intet at være chokeret over." Hans øjne blev på Cedric og han kunne mærke, hvordan han faktisk var ganske tilfreds med, at manden nu stod op. Hvorfor vidste han ikke helt.

[Deleted]

Cedric rystede lidt på hovedet og smilte. ”Nej, det sagde jeg ikke. Jeg mener ikke den er forkert, blot ensporet eller snæver, hvad du ny mener er mest beskrivende. Der er meget i livet at værdsætte, en uendelig mængde af genstande og personer, etc.” forklarede han og bredte den ene hånd ud mod haven i en inkluderende gestus. Han kunne ikke rigtig overskue at forklare det mere detaljeret over for den unge mand, fordi han var ret sikkert på han stadigvæk ville være spydig og afsøge grænser lige meget hvad det var han svarede. Han brød sig dog ikke om den åbenlyse overlegenhed som Elric udviste og tilføjede derfor med et lille smil. ”Tænk at du kunne misforstå mig!” grinede han og gik forbi Elric for at få rørt bene lidt. Han stoppede dog op igen da Elric begyndte at tale igen.

Cedric smilede lidt og vendte sig om igen for at se på ham. ”Utrolig dejlig, faktisk, jeg er i hvert fald godt tilfreds med den. Men du lader ikke til at være helt tilfreds med din, så jeg gættede blot at alle der minder om dig selv i stand vil minde dig om det der venter derinde.” sagde han og pegede mod bygningen med sin tommelfinger. Han lo så blidt over den sidste kommentar. ”Ikke? Elric Day, du må snart tage og beslutte dig for hvad du reelt mener om folk. Medmindre du ikke ved hvad du selv mener? ” drillede han glad.

[Elric Day]

Hvad bildte han sig egentlig ind? Nej, Elric kunne vel ikke for alvor blive overrasket længere over Cedrics ord og opførsel. Egentlig var han nok bare ærgerlig over, at Cedric alligevel havde formået at slå Elric ud af den igen. Han var så vant til at være ovenpå, men det var ikke muligt for ham ligemeget hvad han gjorde - af en eller anden grund, som han simpelthen ikke kunne regne ud. Var han dummere end han plejede? Det var udelukket, at Cedric var en intelligent mand, det nægtede han. Han lod det nu ikke vise, at han blev usikker igen og opretholdte sin overlegne facade. "Du er tydeligvis bare nem at misforstå," kom det lidt spidst fra ham, mens han fulgte Cedric med blikket. Da han var passeret blev Elrics øjne vendt ned mod hans hænder, hvor han betragtede sine ringe - bare for at foretage noget og ikke se mod Cedric hele tiden. Det gjorde ham utilpas, og han vidste ikke hvorfor.

"Jeg er ganske tilfreds," sagde han bestemt til sin samtalepartner og ventede et øjeblik inden han så mod ham igen. "Der er bare visse aspekter af den jeg undgår og det går, om du skulle være interesseret, ganske fint. Så nej, den generelle adel minder mig ikke om det." Det var nok mere stædighed, der fik ham til at mene det end sandheden. Han blev hele tiden mindet om, at der ventede et ægteskab en dag, men indtil videre kunne han sagtens nægte det. Han var stadig ung nok til, at det ikke vækkede bekymring. "Jeg ved udmærket hvad jeg selv mener, så det behøver du ikke tænke det mindste over." Den overlegne tone krakelerede en smule og blev mere irriteret. Folk skulle bare give ham ret.

[Deleted]

Cedric kunne ikke lade være med at smile mildt. Den unge mand foran ham så på verden med meget anderledes øjne end Cedric gjorde. Normalt ville han finde det utroligt fascinerende hvordan en individ kunne være så blind over for andre ting i verden. Eller måske nærmere så stædig at man ikke ville indrømme at der var andre ting i livet der var ligeså meget værd som en selv. Men Elric manglede ydmyghed i så stor en grad, at Cedric ikke havde det spor dårligt med at have slået ham. Den unge ridder var stor i munden og mente at Day familien nok skulle komme til tronen igen, men Ced var også sikker på at det aldrig nogensinde ville være Elric’s fortjeneste hvis den blev det. Han ville være typen som red rundt på familienavnets kappeskøder, og mente at alt hvad de opnåede dybest set var hans fortjeneste fordi han var i familie med dem. Det var som at prale med at være af den bedste slægt af smede i Det Frie land, men du var det eneste familiemed der ikke engang anede hvordan man lavede noget så simpelt som et søm. Blot fordi man var i en bestemt familie, betød det jo ikke lige frem at man selv duede til noget.

En pointe Cedric ville elske at understrege, men det kunne vente til en mere passende situation. Lige nu var Elric i gang med at sige underholdende ting. ”Måske, jeg ville blot have troet at en mand med dit intellekt ville have fulgt med min tankegang. Jeg tog åbenbart fejl…” Den sidste kommentar var tilføjet ganske stille, næsten overvejende til Cedric selv. Han rettede sig op og så lidt på hans store mængde af smykker endnu engang. Cedric var stadig ikke sikker på hvad han skulle mene om dén mode der var kommet på banen. Det var som at skilte med hvor vigtig man var, Cedric fandt det ærlig talt usmageligt på ret mange niveauer. ”Gør den ikke? Det burde den ellers. De adelige som er yngre end dig bør minde dig om hvad du har og vil miste. Dem på din alder bør minde dig om hvad du gennemgår lige nu, og ældre mænd, som mig selv- ” Han lo blidt og understregede sig selv med en håndbevægelse. ”Bør minder dig om hvad du har at se frem til.” med den kommentar løftede han begge sine hænder og knipsede en enkelt gang til sin vielsesring. Den glimtede let i solen, og så ud til at være ganske velholdt og poleret.

Han smilede let ved den krakelerende tone som kom frem i hans sidste sætning. ”Det var godt du ved hvad du mener. Men kan du fortælle hvad det er du mener? Det har ikke lykkedes dem så godt i den her samtale” tilføjede han og lod hænderne falde ned langs siden igen.

[Elric Day]

Man kunne blive overrasket over den unge mand, selvom han nok i bund og grund var nem at regne ud - i hvertfald i de grove træk. Når man så på ham, var det nok ikke det faktum, at han var en ridder, nok ikke det første man tænkte på. Han var ingen dårlig sværkæmper og besad en vis elegance med et våben i hånden. Det var bare ikke tit man så ham bære våben, da han egentlig foretrak at lade være. I hvertfald for en periode, nu hvor han var kommet hjem til Platinøerne. Der var knap et år siden han var slået til ridder, så der var vel kun noget naturligt over, at han godt ville nyde godt af livet som hertug for en stund. Måske. En dag ville han nok finde sig mere tilrette som ridder igen. Det eneste problem var at den fulde titel var ridder under kongen. Han havde endnu ikke gjort op med sig selv hvad han ville gøre, hvis han en dag blev tilkaldt. Selvom han gerne så kongen afsat, ønskede han ikke at blive betragtet som en forræder.

"Spar dig," sagde han irriteret til den stille kommentar. Han var kommet til et punkt hvor han tog alt hvad der kom ud af Cedrics mund, som en fornærmelse. Så kunne det næsten være ligemeget hvad der blev sagt. Han kørte en hånd gennem sit hår og lukkede øjnene et kort øjeblik med en irriteret mine. Da han så på Cedric igen smilede han. "Tak fordi gør dig den ære, at minde mig om det. Jeg kan så informerer dig om, at mine tanker er så langt fra ægteskaber, at jeg ikke bliver mindet om den slags så let som du hentyder." Det var da klart: Når folk direkte nævnte det, så slog det ham, men ellers tænkte han faktisk ikke på det. Han fulgte Cedrics bevægelse nøje med øjnene og så på ringen han knipsede til. Man behøvede ikke være et intelligent individ for at vide hvilken slags ring det var.

Han blev ved. Cedric Valeio blev ved med hele tiden at ville køre i hvad Elric sagde og gjorde og det frustrerede den unge hertug mere og mere. "Jeg mener," sagde han monotont. "At du er et frygteligt,"betagende"belastende menneske, der åbenbart føler sig højere hævet over andre, end du selv vil indrømme." Det blev simpelthen for meget nu.. Hvorfor kunne han ikke bare gå!. Nu fik han da i det mindste sagt noget og det hjalp faktisk lige at lange lidt verbalt ud efter Cedric. Det hjalp dog ikke på frustrationen der byggede sig mere og mere op.

[Deleted]

Cedric syns det var ganske utroligt så fornærmet den unge mand kunne blive lige meget hvad det var man sagde. Han vidste nu godt at hvad han sagde og den måde han sagde det på ikke ligefrem var at stryge den unge adelsmand med hårene. Men samtidigt var Cedric også ved at være temmelig sikker på at de var lige meget hvad det var han sagde – Elric Day ville misbillige alt der kom ud af hans mund. At det allerede var blevet bygget op til et decideret princip var han dog en kende overrasket over – hvis dette altså virkelig var tilfældet. Fordi hvis han ændrede adfærd nu og begyndte at give Elric ret, ville den unge mand sikkert opfatte det som sarkasme.

Det ville måske heller ikke være helt forkert opfattet af den unge mand.

Elrics svar til hans stille kommentar gjorde dog at han blev nød til at kvæle et mindre latterudbrud – hvilket i stedet blev til et enkelt fnis og et skævt grin. ”Det var da godt og høre. Ellers ville din hverdag da være mere en ulidelig. Det kunne selvfølgelig forklare deres opførsel hvis det var.” Han bed endnu engang en ekstra kommentar i sig, og lod være med at tilføje et nyt spørgsmål for at drille ham. Han havde haft utroligt meget lyst til det, især fordi kommentaren om at det havde været en ære at påpege det endnu engang fik ham til at lyde utroligt selvglad. Men der var mere interessante ting man kunne spørge den unge mand om. Men det blev ikke engang nødvendigt, for pludselig blev han villig til at snakke om hans holdninger, og nærmere bestemt hans holdninger til Cedric. Det var ganske sødt, den måde han prøvede at fornærme ham på, og det fik da også den ældre ridder til at trække på smilebåndet.

Cedric ville ikke mene han følte sig højere hævet end andre mennesker, han beskrev for eksempel aldrig de borgerlige med de nedladede ord pøbel, med mindre det var for at manipulere en adelig. Han følte ikke at han var vigtigere end nogen anden, så længe de heller ikke følte de var bedre end andre. Elric Day faldt klart i den kategori der havde alt for store tanker om sig selv - og det var endda endnu værre når han ikke engang havde noget at have det opsvulmede ego i. Ikke anden end sit familienavn, noget han havde været givet ved fødslen.
”Er jeg det? Fascinerende. Hvordan mener jeg så at jeg er højere hævet end alle andre?” spurgte Cedric nysgerrigt, og lagde armene over kors med et skævt smil. ”Fordi du er den der beskrev fastlands adlen som at være tæt på borgerlige … som pøblen. Ja pøbel var vidst det ord du brugte.” filosoferede han og gik tættere på Elric, og så ham roligt i øjnene, næsten nedstirrede ham på en ganske rolig, og selvsikker måde, inden han fortsatte i en vejoverejet tone. ”Som om det var mindre værd end dem selv? Eller…” Cedric gned sine hage med sin pege og tommelfinger, mens han smilede skælmsk til den yngre mand. ”Har jeg misforstået dem, som de misforstod mig?

[Elric Day]

Forklarer hans opførsel? Endnu en fornærmet mine var at spotte på Elrics ansigt, som Cedric havde talt igen. Den mand kunne da også bare blive ved med at finde på noget upassende at sige. Upassende i den forstand, at det var fornærmende. Måske, at der ikke skulle meget tid i dette selskab - utroligt som der kunne være forskel. Nogle gange kunne han nærmest virke urørlig, folk kunne sige hvad de ville og han kom blot med en kæk kommentar som svar. Problemet var nok, at det var en mand af samme status som ham selv der gjorde det, og som ovenikøbet var ældre. Hvis en borgerlig kom med en nedladende kommentar om ham, var det nemt for ham at vende det til sin egen fordel. Det kunne han ikke rigtigt mod Cedric - han var desuden også for skarp til det. Det skulle ikke undre Elric, om den mand havde et tilbagesvar lige meget hvad han ville finde på at sige.

"Min hverdag er fantastisk," sagde han så med samme irritation som før og kommenterede ikke på det med opførslen. Der var absolut intet galt med hans måde at opføre sig på, Cedric skulle bare finde sig i det. Så kunne det godt være, at han også var hertug og rådede over land, men nu var han på Platinøerne - og det var nu engang Day slægtens land. Ganske rigtigt rådede Stratona også over dele af øerne, men det var irrelevant - Valeio burde føle sig underlegen. Og ikke nok med, at han var hurtig til at slynge om sig med fornærmelser.. Han smilede da han fik igen. Smilede...

"Måden du taler på. Du mener dine værdier er hævet over mine. Måske, at du ikke er hævet over pøblen, men du ser dig selv som et højere menneske end mig." Moralsk højere. Det er jo næsten værre end bare at være.. højere af status. Kan bedre forholde mig til de spirituelle tjenere end til folk som ham, der tydeligvis ikke har forstået det gode ved at besidde den titel han gør. Stakkel. Man skulle tro man blev klogere med alderen, men det er han da et levende bevis på, at man ikke gør. Elric var ikke overbevist om, at Cedric ville være enig i den betragtning han kom med, men sådan måtte det vel bare være. Et eller andet sted var han ligeglad.. Nej, overhovedet ikke, men det bildte han sig ind, at han var. "Jeg forklarede blot hvad min opfattelse er, og noget siger mig, at jeg har ret."

[Deleted]

Cedric sukkede lidt og rystede på hovedet med et lille smil. Det var da godt nok utroligt, hvor stædig den unge mand kunne være- Han var ikke sikker på om ungdommen nu til dags alle sammen var ligeså ubehøvlede og uhåndterlige, men det håbede han virkelig ikke. For så ville han da godt nok have hænderne fylde når hans egne børn blev store. Og det ville nok være endnu være da de af princip aldrig ville være enig med ham fordi han var deres far. Sådan var det jo med teenage børn, og hans frygtede det en lille bitte smule, det måtte han da indrømme. Det kunne virkelig blive nogen frygtelige skænderier, nu hvor han overvejede det. Hvor han da håbede at de havde fået deres mors stille sind og ikke hans oprørske tendenser.

Men Elrics kommentar fik ham endnu engang at le, ryste lidt på hovedet og prikkede Elric på næsen for at fange hans opmærksomhed. ”Det har jeg da overhovedet ikke sagt, Day.” klukkede han og lagde hovedet på skrå med at svagt smil. ”Ganske vidst har jeg andre værdier, men jeg siger ikke mine værdier er mere værd end dine. Jeg tror bare der er flere værdier i livet at værdsætte alt i alt end dem du holder kær. Har du ingen appetit på livet ud over det du har nu?” spurgte han nysgerrigt og blinkede en enkelt gang til ham, inden han krydsede armene over sin brystkasse. Han følte ærlig talt at den unge mand tog alting som en fornærmelse. Det var næsten en smule utroligt. ”Så jeg mener ikke de er hævet over dine. De er bare anderledes, og spænder måske mere vidt. Men Jeg er jo ældre. Der er mulighed for at du selv vil favne bredere når du bliver ældre.”

Til gengæld gad han godt vide hvad der gav ham den opfattelse at han havde ret i sine meninger. Det lød dybest set som en dårlig undskyldning for ikke at kunne argumentere for sine egne tanker. Det var næsten en smule sødt hvor lidt Elric Day kunne forklare sig selv. Hvis han så bare ikke havde været så arrogant og en smule mere ydmyg, så ville han nærmest havde været kær.