En labyrint af haver [Elric Day]
Feb 6, 2014 15:57:08 GMT 1
Post by Elric Day on Feb 6, 2014 15:57:08 GMT 1
Der skulle meget til at pille selvsikkerheden af Cols søn. Faktisk var det ikke rigtigt lykkedes nogen endnu. Selvom han havde tjent som page, for senere at blive væbner, inden han kunne slås til ridder, havde det ikke pillet ved hans rejste pande og selvsikre person. Det havde blot været år, der var nødvendige at komme igennem, for at nå nye højder. Dengang havde han selvfølgelig også bare været en dreng, et barn, og havde slet ikke vundet den stolthed, som han nu besad. Cedric kunne heller ikke bryde den, selvom han så ud til at prøve. "Er det ikke bare typiske ord, fra en der vil tage sin omgangskreds i forsvar?" Han hævede brynene og så vurderende på Cedric. Elric følte selv, at han lærte så rigeligt. Det var ikke mange adelsfolk, der kunne prale af at have spillet med terninger, men samfundets kriminelle. Det var så heller ikke noget han selv pralede med, eftersom det havde kostet ham flere værdigenstande. Derfor var det heller ikke noget han yndede at gøre ofte. Så fanget var han heller ikke blevet af det.
Han lænede hovedet en smule på skrå og så igen vurderende på Cedric. Kunne han finde på at slå efter ham? Nej, han afgjorde selv, at han ikke ville gøre det i sidste ende. Det ville bare få ham i problemer.. Og dog. Der var ikke umiddelbart nogen omkring til at opdage det og Elric var trods alt for ærefuld, til at rende til nærmeste byvagt og sige det. "Du styrer selv hvad du tør," sagde han overlegent og vippede hovedet lidt fra side til side. Han nikkede til ham, da han mente, at det var påskønnet at blive komplimenteret for noget så simpelt som skægget, eller fjernelsen af det. Det næste provokerede ham dog en smule og han rettede sig igen en smule op. "Kender du overhovedet til min familie? Jeg bærer royalt blod, sir Cedric Valeio." Det var måske ikke noget han selv havde opnået og det kunne sikkert også diskuteres hvor ærefuldt det var. Men sådan var familien Day.