En labyrint af haver [Elric Day]

[Deleted]

Cedric havde for engangsskyld bevæget sig uden for trykheden af sit eget hjem og havde draget til Platinøerne, og var derfor også iklædt mere detaljeprydet tøj end normalt. Han var iklædt mørkeblå – en af han yndlingsfarver, og så sig roligt omkring med et selvsikkert og roligt blik. Han udstrålede en form for balance med ham selv og omverdenen som var en smule svær at definere, men den var tiltalende på en betrykkende måde. Cedric lignede en mand som ingenting kunne overraske, og hvis livet forsøgte at give ham en forskrækkelse ville han blot le af forsøget. En utrolig desarmerende latter, så livet ville nok ikke have så meget imod det.

Han havde gået ned af gaden i Adelskvarteret og set på de velholdte adelvillaer, og de tomme og efterladte bygninger som nu stod tomme. Han fandt det et smådeprimerende syn, men der var også noget storslået over det forfald en bygning gennemgik når den ikke blev passet. Han havde sneget sig ind i nogle forskellige efterladte haver, og betragtet hvordan naturen havde slået sig løst og alting var blevet overgroet. Han havde betragtet hvordan tidligere sirligt klippede rosenbuske havde kravlet op af muren og forvredet sig til deres naturlige former. Dette havde han brugt noget tid på indtil han nåede en have hvor han ikke kunne komme videre. Dog var der en gammel stenbænk som stod op af en mur, som fungerede som en udmærket trappe. Hurtigt tog han en beslutning, og strakte sig en enkelt gang inden han diskret hoppede op på bænken, og kravlede over muren og landede i en have. Denne havevar langt mere velholdt, med bede og små stier belagt med sten. Han så sig lidt omkring med et lille smil og børstede støvet af sine bukser med håndfladerne, og kom frem til at han vidst ikke længere var på offentlig grund.

Ups. Tænkte han ved sig selv med en let klukkende latter, inden han begyndte at bevæge sig igennem haven og hen imod porten som så ud til at føre ham ud derfra. Så ville der være ingen problemer.

[Elric Day]

Dagen var startet med en dræbende hovedpine. Ihvertfald havde Elric beklaget sig noget, da han blev bedt om at stå op og klæde sig på og det havde også taget evigheder for ham at nå nogen steder. Da han så fandt ud af, at grunden til, at han skulle op var for at besøge en del af Stratona slægten. Som om de ikke så nok til dem allerede. Først og fremmest hadede han den type besøg, han fandt det meningsløst at aftale at mødes med en familie, der var så tæt på at være hans egen, som den overhovedet kunne komme. Derudover var der altid bagtanker. Evigt og altid. Forældre, der noget så kløgtigt - syntes de selv - havde udset sig den ene eller den anden unge kvinde. Det var der vel heller ikke forfærdeligt meget galt i, lige bortset fra, at det betød de ville have ham gift. Indtil videre kunne han udskyde det ved at sige, at han ikke brød sig om valget. På et eller andet tidspunkt ville hans forældre så nok regne ud, at han ville blive ved med at sige det. Han nægtede simpelthen at lade sig gifte. Ikke nu, ikke i nærmeste fremtid. Han havde stadig for meget at nå.

Hovedpinen var aftaget, men var til gengæld blevet erstattet af en brændende kedsomhed over at sidde til bords. Stratona var da en fin familie og de var i det mindste højere end de resterende familier på platinøerne. De virkede bare så.. underlegne, på en dårlig måde. Elric mødte da også folk, selv fra underklassen, som han brød sig om og som han ikke havde det mindste problem med. Nej, det var mere det at det var fint, men ikke fint nok, der irriterede ham. Så ville han hellere sidde til bords hjemme på sin fars borg. Platinøernes slot. Naturligvis sagde han det ikke højt, selvom han vel egentlig godt kunne finde på det. I stedet undskyldte han sig ved at sige, at han lige havde brug for noget frisk luft, for ikke at synke sammen og gav sig i stedet til at gå væk. Enten hjem eller ud i byen, han havde ikke besluttet sig endnu.

Han nåede ikke længere end lige ud fra haven, inden han så en mand bevæge sig mod porten i en af de andre haver. Han rynkede brynene, velvidende, at beboerne ikke var hjemme i disse dage. Han kunne dog se på manden, at han ikke var en tyv, det var hans tøj for fint til. Som han kom nærmere kunne han også genkende ham, men navnet var for svagt i erindringen til at poppe op med det samme. Men han mindedes, at han var en Valeio.

Så man på Elric, var man ikke i tvivl om hans stand. Hans tøj var prangende, skjorten af dybblå silke. Og så bar han smykker. Ringe på fingene og en kæde om halsen - dog ikke på nogen vis feminint. Nej, han forstod sig trods alt i at bruge de rigtige smykker, der fremhævede hand status, fremfor en femininitet han ikke ønskede at udvise.

[Deleted]

Cedric greb roligt fat om metallågens stænger og klatrede let og elegant over den efter at han havde hevet en enkelt gang i den for at tjekke om den var aflåst. Det havde den desværre været, men det var ikke et større problem for den adelige mand, som ofte klatrede i træer med sin søn. Han satte foden på et stykke af lågen, løftede sig op over den og landede på den anden side med fødderne solidt plantet på jorden. Han så sig endnu engang omkring for at orientere sig, i forhold til hvor han nu var kommet hen. Måske hans mor havde ret i at det altså ville være en del nemmere hvis han nu bare fulgte gaderne, vejene og stierne, men det var der jo ikke meget sjov i. Han opdagede til gengæld denne gang at der var nogen som holdt øje med ham. En yngre mand, iført det sidste nye skrud med en del smykker på sine hænder og hals.

Cedric lagde hovedet lidt på skrå, mens han lod en hånd glide igennem sit brune hår. Han kunne godt genkende ham, og mente at det vidst var Ethan… Eric Day? Det var helt sikkert noget med E. Elric, hvis hans hukommelse ikke spillede ham et pus. Men det var så svært at sige når man kom så lidt i de cirkler som Cedric nu engang gjorde. Ærlig talt ville han ønske han kunne være blevet hjemme. Men nu var han jo blevet fanget i at luske rundt i andre menneskers haver, så nu måtte man vidst være en smule høflig.

Så et venligt og charmerende smil bredte sig på hans læber, inden han bukkede en enkelt gang for den unge ridder. ”Lord Day, hvis jeg ikke tager meget fejl?” kommenterede ham mildt inden han gik hen til Elric for ikke at virke for afvisende og uhøflig. Det ville i denne situation vidst være bedst at være tålmodig. Cedric ville helst ikke komme i problemer, og var rimelig sikker på at han hurtigt ville kunne få Elric til at glemme hvordan han var kommet omkring i kvarteret. "Hvor pudsigt at vi skulle støde ind i hinanden. Jeg er Cedric Valeio, vi mødtes vidst til en fest for nogle måneder siden?" spurgte han med et smil.

[Elric Day]

Det brune hår, trækkene i ansigtet.. Han blev mere og mere sikker på at have hilst på manden før. Valeio.. Noget Valeio. Det blev helt irriterende for ham, ikke at kunne komme på navn. Han nåede heller ikke at tænke helt nok over det, inden han så blev tiltalt af denne mand. Sir Valeio. Han kom i tanke om, at manden var ridder. Hvor han vidste det fra var han ikke sikker på, men han havde sikkert fået det at vide. Han nikkede som en gestus til manden foran sig. Dybt nok til, at det ikke helt kunne betragtes som uhøfligt, men ikke dybt nok til en bukken. Godt nok var familien Valeio af samme rang som hans egen familie, rent principielt, men det var kun fordi den forbanede familie O'Riain havde ødelagt det hele dengang. Før Elrics tid, men derfor kunne han godt være sur over det alligevel. Hvem ville ikke hellere være kronprins end hertug? "Du tager ikke fejl," sagde han så, bare for lige at bekræfte Valeioen i tiltalen. Godt nok havde der ikke været noget fornavn, men det var vel også lige lovligt meget at forlange af en, som han ikke selv helt huskede navnet på.

Dette blev der dog også lavet om på, efter at den ældre mand var gået nærmere og så også præsenterede sig selv. Der var noget over det smil, der kom med ordene. Cedric. Selvfølgelig. Cedric Valeio. Navnet var genkendt i hans hoved. "Det passer vidst meget godt. Hvad laver du på Platinøerne?" Helt naturligt følte han sig dus med manden. De var ikke mange unge Elric tiltalte med 'De' og 'Deres'. Han måtte desuden dy sig for ikke at kalde øerne for Kongeøer. Godt nok var det mest noget han gjorde i sjov, når han endelig gjorde det, men der var lidt en form for sandhed i det. Hele hans slægt ønskede, at hans far skulle tage kronen tilbage til familien Day.

[Deleted]

Cedric var taget alene til Platinøerne denne gang. Hans kone var ved at være en del måneder henne i graviditeten og nægtede at rejse nogen som helst steder indtil barnet var født. Han forstod hende godt, og måtte indrømme for sig selv at han også foretrak at de denne gang tog alle tænkelige forbehold. Så her han var, alene, og kedede sig en pukkel til ved alle de høflige sammenkomster. Cedric smilede skævt til den unge ridder og krydsede armene over sit bryst og lo blidt. ”Jeg er trukket herhen for at pleje politiske forbindelser. Hvad laver man ellers på Platinøerne?” spurgte han og blinkede en enkelt gang til Elric, i en form for indforstået fælles byrde af rollen som adelige søn, hvor man ikke selv kunne bestemme hvornår man skulle til selskab eller ej.

Hvis Cedric bedømte rigtigt var ingen af ringene på Elrics hånd dog en vielsesring, så dét var han ikke nået til endnu. Han havde vidst ikke nogen kone derhjemme at bekymre sig om. Men det var han måske også lige vel ung til, det kunne ikke være længe siden at han var blevet slået til ridder. Men han kunne godt genkende det udtryk at kedsomhed som var fanget i den unge Days ansigt. ”Det lader til de har det ligeså sjovt med det som jeg normalt har.” kommenterede han og løftede det ene øjenbryn, tydeligt underholdt af situationen, og måske Elrics misfornøjelse. Det gik også op for ham at det her ikke var Day familiens have, så det var måske tænkeligt at forbindelses plejen netop var det han havde forsøgt at flygte fra.

Cedric kunne ikke bebrejde knægten, adelige havde ofte kedelige holdninger og endnu mere dødsyge samtaler. Han havde ikke noget imod at lytte til andre, men folk havde det med ofte at tale om det samme hver gang man besøgte dem, og ofte i meget lang tid.

[Elric Day]

Politiske forbindelser. Der var ikke meget der sagde Elric mindre. Og dog. Han havde længe set hele det politiske spil som noget ganske interessant, dog foretrak han at se det udefra og han elskede egentlig at overhøre andres samtaler omkring den slags. Desværre var den slags væsentligt mere diskret i store selskaber, end al den kedelige dagligdagssnak. Man var nødt til at lede efter det - og det var klart sjovest når det var adelsfolk man fik det fra. Folks gætterier på kroer var ligegyldige. De havde alligevel aldrig ret, og dog.. Rygter sagde måske mere om folk end han regnede med. Det skulle i hvertfald ikke udelukkes. "Det kan du selvfølgelig have ret i. Det er vel det eneste I fra fastlandet kommer her for." Hans tone var lidt bebrejdende, men hans blik i langt større grad lidt drillende. Han tog det ikke så tungt, for i det mindste kom folk da til øerne. Havde den gamle konge, dengang han overtog styret, stoppet handlen af platin, så havde de nok ikke set meget til fastlandsbeboerne. Faktisk havde der nok ikke været sket noget som helst social udvikling på øerne og det havde været frygteligt.

Åbenbart havde han været nem at læse, eller også var Cedric bare en god menneskekender. I hvertfald var det afsløret, at han ikke ligefrem havde følt sig underholdt af selskabet han havde været i. Til gengæld afslørede Cedric også, at han ikke plejede at have det sjovt med den slags.. Og han var ellers de år ældre. Ja, han havde familie og al den slags. Elric syntes dog også at huske noget om, at Cedric Valeio var mere til at trække sig lidt væk fra de finere selskaber. "Der sker for meget af den slags for tiden. Besøg hos den ene og den anden familie." Det var som om det kom i bølger. Hver gang hans forældre var blevet enige om familier at slå sig sammen med. Hvad nyttede det? De var jo alligevel alle sammen beslægtede et eller andet sted, så kontakten var der jo i forvejen. De behøvede ikke skabe den. Han smilede til Cedric, ganske uskyldigt, ganske ungdommeligt.

[Deleted]

Cedric kom til at tænke på dengang han selv lige var blevet slået til ridder og var kommet tilbage til familien og hverdagen som den ældste søn. Det tog heller ikke længe før han havde pakket og smuttet til hest for at tøffe rundt i landet på sin ’dannelsesrejse’. Det var hvad hans forældre kaldte den, fordi at sige at han bare red rundt på må og få som det passede ham virkede åbenbart ikke helt ordentligt i de adelige rækker. Cedric havde dybest set været ligeglad med hvad de kaldte det, så længe han fik lov til at komme ud og få løbet hornene af sig, så at sige. Han havde altid haft løst til at se landet, og det havde givet ham en form for indre ro at have set det med sine egne øjne, i stedet for at betragte det på et kort. Han havde haft det ganske sjovt i løbet af de år, hvis han selv måtte sige det.

Politik havde aldrig interesseret ham særlig meget, for det kom stort set altid ud på et. Hvem der blev gift med hvem, hvilke forbindelser man ønskede at gøre stærkere. Et stort skakbræt hvor størstedelen af trækkende var oplyst på forhånd – eller i det mindste halvnemme at regne ud hvis man blot kendte spillerne en smule. Cedric kom dog til at le over Elrics kommentar omkring fastlandsfolket. ”De får os til at lyde som bønder. Hvor er jeg dog glad for dét.” sagde han fornøjet, åbenlyst rimelig ligeglad med hvad Elric Day mente om adelen fra fastlandet. Nok var han en Day, men Cedric holdt af at gøre en pointe ud af ikke at lade sig blive underkuet af de større familier. Og normalt ville han da også slippe afsted med det fordi han gjorde det på en så jovial måde.

Men han kunne genkende det mønster som den unge lord beskrev med de mange familiebesøg. Enten var familien ved at komme i problemer, eller også var de i gang med at fremvise deres unge søn i et forsøg på at finde ham et passende parti. Cedric lagde hovedet let på skrå og løftede begge øjenbryn. Han blev enig med sig selv om at Elric langt fra virkede som typen der var klar til at slå sig ned. ”Ih dog. Din stakkels mand! Har de i det mindste været kønne?” spurgte han og strakte sig en enkelt gang, inden han igen så sig omkring i haven.

[Elric Day]

Et smil formede sig på Elrics læber. Hvis det bare var så vel, at alle fra fastlandet var bønder. Så ville han for alvor kunne føle sig mægtig. Aldrig tænkte han over, at der kom ansvar med den slags. Så langt var han slet ikke nået i overvejelserne endnu, han støttede bare sin far og levede højt på, at kunne kalde sig kronprins hvis alt lykkedes. "Er det ikke også dybest set hvad I er?" Han talte i en drillende tone og lænede hovedet en smule på skrå. Han kunne nemt være mere respektløs, faktisk blev han ofte set ganske uforskammet overfor folk. Når han testede dem, prøvede grænser af. Nogle gange fik det da også konsekvenser, men det var aldrig værre end formanende ord fra lord Col. Han forstod dog ikke, hvordan Cedric kunne sige at være glad for at de blev omtalt som bønder. Havde det været den anden vej rundt kunne man være sikker på at have fornærmet den unge ridder noget så grusomt. På nogle punkter skulle der meget til at fornærme ham, men der var visse ord man ikke skulle bruge og visse samfundsklasser man ikke skulle sammenligne ham med. Det var også derfor han altid var klædt som en hertug, selv når han søgte ud i slummen for underholdningens skyld. Ingen skulle komme i tvivl om hans stand.

"Det har de sikkert," kommenterede han på det næste. Det var vel ikke svært at regne ud hvad det hele gik ud på. Cedric havde i hvertfald tydeligvis gættet rigtigt. "Det er som om det er sværere at se skønheden i noget, der bliver én påtvunget." Havde han være en kende mindre fornem havde han himlet med øjnene, i stedet vippede han hovedet lidt bagud i et kort øjeblik og så så tilbage på den mørkhårede Valeio. Han var nået så meget længere i livet. Det var slet ikke til at forestille sig hvordan det måtte være at være gift. Have børn. Tanken var næsten afskyvækkende. Næsten, han kunne ikke tillade sig at forkaste den helt - ikke over for sig selv, der ville aldrig komme noget godt ud af det. "De kunne i det mindste finde en, der ikke bor på øerne." Eller også kunne han selv.. Det krævede bare så meget mere arbejde.

[Deleted]

Cedric fandt at bønder ofte havde langt mere perspektiv på livet end de adelige rækker havde. Det havde ofte gennemgået langt flere traumer i livet, de havde arbejdet i deres ansigts sved for at overleve. Han mente at folk som kæmpede en kamp hver dag for at brødføde deres familie, deres børn. Han mente at de fortjente en form for ophøjet respekt som de fleste adelige slet ikke tilkom i samme grad. De havde måtte ofre langt mere, og kæmpe en langt hårdere kamp for at få hverdagen til at hænge sammen. Det havde han set mange gange på sin rejse, og det var noget hans stadigvæk tænkte på. Så hvis folk sammenlignede ham med en bonde – og selvom han udmærket godt vidste det var for at fornærme ham var han utrolig ligeglad. Men han var rimelig sikker på at Elric Day langt fra ville tage den kommentar ligeså pænt som ham selv. Han kunne se det blot på den måde han gik klædt. Den sidste nye mode, de mest udsøgte klæder lavet af det dyreste stof. Blankpolerede smykker, også selvom han ikke overdrev det ekstremt som nogle gjorde det, fandt Cedric det nu alligevel en smule… meget. Men han var jo også selv en meget praktisk mand. Men kommentaren om fastlandet adelige fik blot den ældre mand til at klukke af morskab. ”Så er vi i hvert fald klogere på livet. Du er godt nok stor i munden, Elric Day. Slipper du altid godt fra at være så rapkæftet?” spurgte han med et skævt smil og rettede på sin signetring.

Han lyttede roligt til den unge adelsmands beklagelser over de kommende udsigter til ægteskab, kone og børn. Cedric kunne ikke rigtig beklage sig over hans eget ægteskab, for det fungerede dybest set udemærket. Han havde selv været lidt i tvivl om hvilke kriterier han skulle gå efter, vælge efter, da hans forældre kastede ham ud i det. Sedania havde været lidt mere stille og sky end de andre, hvad på en måde havde været yderst anderledes end de andre muligheder. Deres samtaler havde været vanskelige at navigere, mest fordi han var vant til at være den der lyttede og den anden der snakkede. Det var først da hun havde kommenteret at han var lidt af et flyvsk fæhoved at han havde været solgt. Af uransaglige grunde havde han fundet den kommentar yderst charmerende.

”Påtvunget er det vel. Men som en Day kan du vel stort set vælge og vrage som du vil, i det mindste” Kommenterede han mens han betragtede den unge mand en smule nysgerrigt. Han var ikke i tvivl om at det her var en knægt som ikke ville slå sig ned foreløbig, lige meget hvor hårdt hans forældre pressede på. Han virkede lidt som typen der ikke ville tage ansvar hvis han kunne slippe for det. Cedric kunne vel godt forstå det, han var en smule ung. Og en smule arrogant. Og lidt for grænsesøgende til hvad godt var. Men den sidste kommentar fik Cedric til at vippe drillende med øjenbrynene. ”Så den unge Day ønsker at blive splejset med en fra fastlandspøblen? Hvor chokerende! Han må være desperat efter nye bekendtskaber.” kommenterede han, og lagde hovedet lidt på skrå.

[Elric Day]

"Klogere på livet, aha?" Med et grin rystede Elric lidt på hovedet. Det var de sikkert, men det var der ikke så meget at sige til. Han var ung og havde brugt meget af livet på at danne sig til ridder. Det var vel begrænset hvor meget livserfaring man kunne forlange han havde. Desuden så havde han det faktisk fint, med at kunne lade andre belære sig når noget var vigtigt. Sjældent følte han, at han led under mangel på viden. Han trak på skuldrene og smilede til Cedric. "Måske gør jeg? Det kan også være der er forskel på hvordan jeg taler til folk." Der var stadig en drillende tone i stemmen. Han var trods alt ikke ude på, at fornærme herren foran sig. Han var bare.. sig selv, hvor bekymringsværdigt det så kunne være. Det var nu egentlig sjældent han oplevede, at andre virkede bekymrede for ham. Det var overraskende hvor få, der helt oprigtigt havde et problem med ham - men det var nok grundet familiens navn.

Jo, han kunne vælge og vrage. Fuldstændigt frit, i hvertfald tæt på. "Det gør det ikke forfærdeligt meget bedre, må jeg sige." Han trak på skuldrene og havde det egentlig bedst med bare at lukke den sag. Det var nok at snakke om ægteskaber med sine forældre, han havde ikke behov for også at gøre det med andre, nærmest fremmede. Han kneb øjnene lidt sammen ved Cedrics næste kommentar, velvidende at han nok selv var skyld i, at den kom. Det var aldrig fedt at få sine egen ord brugt imod sig, og han kunne ikke rigtigt sige noget imod det, uden at sige noget imod sig selv - selvom han naturligvis ikke havde været helt alvorlig, da han omtalte fastlandsfolket som bønder. "Neej, jeg håber bare på, at der er en enkelt eller to af ordentlig stand." Det var ikke et helt vellykket forsøg på at redde den, men det var hvad han lige kunne komme op med.

[Deleted]

Ridderen nikkede en enkelt gang. ”Tja, jeg vil mene der er langt mere i livet end hvad tilværelsen på Platinøerne byder adlen.” Sagde han bare filosofisk og strøg sin hånd igennem sit brune hår for at stryge eventuelle vildtfarende hårtotter tilbage på plads. Han måtte jo trods alt forsøge at holde på stilen nu hvor man rent faktisk var på Platinøerne, lige meget hvor lidt han rent faktisk brød sig om det. Elric Day lignede dog en fisk i vand når det kom til den påkrævede stil, ja han virkede faktisk som en der nød at pynte sig og skilte med sin titel. ”Det er selvfølgelig en mulighed at de gør dét. Så er jeg måske blot en af de heldige.” kommenterede han og lagde hovedet lidt på skrå. ”Og har dine skarpe tunge nogensinde fået dig i problemer? Jeg kan forstille mig nogen ville finde det øretæveindbydende. ” Drillede han roligt.

Det var ikke altid nemt at være adelsmand, det måtte han dog erkende. Men som et medlem af en højerestående familie ville han i det mindste kunne vælge en som rent faktisk kunne lide, han var ikke tvunget til at vælge imellem en lille håndfuld af mulige partnere. Det lod faktisk til at det største problem var at ikke havde den mindste interesse i at blive gift overhovedet. Cedric overvejede det en smule, men valgte at lade være med at kommentere på det. Det kunne altid vente til senere.

Cedric smilede dog en smule af hans forsøg på at trække lidt i land i forhold til hans tidligere kommentarer. Unge mennesker havde det vel med at modsige sig selv, men Cedric havde aldrig oplevet der ske inden for de samme minut. ”Men de sagde jo lige vi alle var bønder?” spurgte Cedric uskyldigt og blinkede til ham. ”Og hvis de søger en af ordentlig stand, hvorfor går dem fra Platinøerne så ikke? ” fortsatte han muntert.

[Elric Day]

Igen trak Elric på skuldrene, i stedet for blankt at afvise det. Han vidste jo nok egentlig godt, at Cedric meget vel kunne have ret, men han var frygteligt glad for øerne og nægtede at tro på andre steder kunne være bedre. Ung stædighed. "Måske. Det må du jo vide alt om," kom det lidt sarkastisk fra ham og han grinede kort, nærmest bare som et fnys, men med et smil. "Frygteligt heldig, du skulle bare vide." Han slog ud med armene og smilede uskyldigt til hans spørgsmål. "Hvem ville nogensinde lægge hånd på en Day?" Sikkert en del, men det var ikke sket endnu. Ikke engang når han fremstod næsten anonymt - hvilket forøvrigt skete sjældent. Han lod armene falde ned langs siden igen og tog sig selv i at betragte manden foran sig. Det var der ingen grund til, han var ikke vigtig nok, til at det var vigtigt at kende til detaljerne i hans ansigt... Det sagde han til sig selv, imens.

"Jo, det gjorde jeg. Men der er vel altid undtagelser, ikke sandt? Du ligner ikke en bonde." Igen kneb han øjnene lidt sammen og brød sig i det hele taget meget mere om situationen, før Cedric havde påpeget hans modsigelse. Et suk drog ham og et nærmest desperat blik ramte hans øjne. "Fordi, de er kedelige. De er... Laverestående kopier af min egen familie. Er der noget spændende i det?" Havde hans far hørt ham, havde han sikkert fået noget at vide. Ja, hans mor havde nok også rettet på ham, men sådan måtte det være. Han var ikke bange for at være ærlig.

[Deleted]

Han smilede høftligt til Elrics sarkastiske kommentar omkring hans viden om livet. Han ville ikke mene at han vidste alt, og han var mere end villig til at høre andres mening. Der var jo altid mindst to sider af samme sag, så han ville aldrig afskrive muligheden fra at se ting fra den anden side hvis det blev ham muligt. ”Jeg ved nok ikke alt, men jeg er rimelig sikker i min sag. De mener måske jeg tager fejl?” spurgte han roligt og lagde hovedet endnu engang en smule på skrå. ”Mener det at fastlandet og des beboere at mindre værd end dem og Platinøerne?” Spurgte han, udmærket klar over at han var ved at bevæge sig ind på et område hvor de tog sikkert var løbende uenige.

Cedric smilede et uransagligt smil da Elric spurgte hvem der dog kunne finde på at lægge hånd på en Day. Og inden han kunne stoppe sig selv kom han med et lille grin, ”Det tror jeg sagtens jeg kunne finde på… ” sagde han i et muntert tonefald, så det var svært at sige hvad han reelt mente med den kommentar. Det virkede ikke som en trussel, men nærmere som en velovervejet mulighed. Han kendte sig selv og vidste at hvis han blev tirret nok ville han jappe de fleste mennesker en på siden af hovedet – og det ville være lige meget hvilket navn de bar. Det handlede om den måde de opførte sig på.

Cedric så ned af sig selv og betragtede sit tøj, og overvejede lidt hans udseende på det givede tidspunkt. Han var ganske sikker på Elric ville have haft en anden kommentar hvis han havde set hvad han rendte rundt i derhjemme når der ikke var nogen gæster på besøg. ”Hvor behageligt af dem at påpege det. Så var det ikke et helt spild af tid at barbere skægstubbene af. smilede han og lagde armene over kors, mens han overvejede den unge mands kommentarer omkring om undtagelser og kopier. ”De har meget markante holdninger, Day. Laverstående kopier af din egen familie? De har åbenlyst høje tanker om dem selv og deres familie.” kommenterede han roligt og så den unge mand i øjnene.

[Elric Day]

"Tager fejl og tager fejl. Det kan jeg vel ikke rigtigt bedømme?"

[/b]For en gangs skyld underkendte Elric sin egen viden. Han havde regnet ud, at det ville være en tabt kamp, at begynde at argumenterer mod Cedric - og han hadede at tabe. Så hellere ikke tage kampen op. Dette var nu ikke en holdning man kunne sige kendetegnede ham. For det meste slog stædigheden til og så blev han bare ved med at insistere. Noget ved Cedrics fremtræden fik ham til at være stædig på en anden måde. "Nej, det kan jeg ikke helt tillade mig at sige, dog synes jeg der er en tendens til, at I mænger jer mere med pøblen." Sagde han, som sneg sig ud om natten for at drikke på kroerne. Der var nu forskel. Adelsfolk fra fastlandet giftede sig med borgerlige, det havde han hørt flere tilfælde med. Han lød nu ikke specielt dømmende, nærmere konkluderende, hvilket muligvis kunne få ham til at fremstå endnu mere provokerende, selvom det ikke helt var meningen.

"Du kan da bare prøve," sagde han udfordrende og så på Cedric Valeio. Smilet var dog at finde i hans blik, selvom det ikke havde formet sig på hans læber. Det var ikke en opfordring, blot en arrogant måde at påpege, at han nok ikke ville - uden egentlig at vide om Cedric talte sandt. Han regnede bare ikke med, at nogen kunne finde på det.

Han rykkede på den ene af sine ringe, uden rigtigt at tænke over det. Ubevidst forfængelighed, ringen sad ikke som den skulle. "Nej, jeg sætter pris på det,"sagde han igen drillende. Han var ret så ligeglad med om Cedric havde skægstubbe eller ej, han var ikke engang klar over, om han normalt lod dem komme frem. Det var mere det næste, der fik en reaktion fra ham. Han grinede først og rettede sig så lidt op, nærmest symbolsk. "Jeg har ikke grund til andet," sagde han så bare ærligt. Ikke en populær holdning at have, hvis først man kom tættere på Roy By. Det var også bare fordi de ikke vidste bedre.

[Deleted]

Cedric kunne finde sig i mange ting. Hvis folk fornærmede ham ville han ofte blot le af dem. Det fleste ondskabsfulde ord pralede simpelthen af på ham som om han bar en rustning af godt humør. Kommentarerne, de åbenlyse eller indirekte ondskabsfuldheder rørte ham ikke, han mærkede dem ikke. Folks forsøg på at jokke på ham fandt han altid nuttede, fordi han også fandt dem så åbenlyse og barnagtige. Som bøller der mobber de yngre børn på legepladsen. Det var kun en sjælden gang imellem at han blev vred – men det var hvis ondskabsfuldhederne var rettet imod nogle andre end ham selv. Hvis det var en generel gruppe blev hans tone kold og distanceret. Hvis det var mod en specifik person ville han blive hård og kontant. Og hvis det var om hans egen kone og børn ville han blive vred og aggressiv. Han havde fundet sine grænser efterhånden, og overtrådte man dem var der afregning. Med det samme, eller i det lange løb. Cedric var en tålmodig mand, og han skulle nok hævne sig på lang eller kortere sigt.

Selv voksne mennesker kunne bruge en lærestreg engang imellem.

”Hvor morsomt, jeg kommer af den opfattelse af at ’pøblen’, som du så elegant betegner dem med, har opnået langt mere i livet end de fleste adelige. Jeg ser det langt fra som en negativ ting at tilbringe tid med andre mennesker.” forklarede han med et roligt smil og knækkede sin nakke en enkelt gang. ”De har andre livserfaringer. Man kan ofte lære meget af dem som ikke er ligesom en selv.” filosoferede han en smule overfor sig selv. Da Elric dog på sine egen måde pointerede at han ikke ville slå ham, smilede han blot charmerende til den unge mænd, og knækkede fingre. ”Det er måske en opfordring jeg kunne finde på at tage op, Day. Vil de fortrække jeg går efter ansigtet eller ej?” spurgte han med et skælmskt smil og trak lidt på skuldrene for at løsne dem op. Han havde været i en del slåskampe da han var væbner, så det var næsten helt nostalgisk.

”Hvor er jeg dog glad for at det er påskønnet!” smilede han lidt og løftede begge øjenbryn en kende over hans arrogante holdning til sin egen familie. Nu havde han faktisk lyst til at slå ham en lille bitte smule. ”Ih dog. Så du er stolt over… hvad, egentlig? Hvad har du opnået i livet?” spurgte han nysgerrigt. Dette her kunne han ikke vente med at høre.