Det er ikke mængden[Zeke]
Jan 23, 2014 16:45:33 GMT 1
Post by Elric Day on Jan 23, 2014 16:45:33 GMT 1
Nu var det ikke ligefrem fordi det var første gang, Elric havde sat sine fødder inden for Troldfuglens døre. Selvom den lå et godt stykke uden for Estill og var frygteligt loyal mod den siddende Kongefamilie, så var det altså et sted han bestemt brød sig om. Rejsen var heller ikke uoverskuelig, så længe han bare var sig selv og var til hest. Desuden, så havde han planer om at overnatte på kroen inden han den efterfølgende dag ville lægge visit hos sin familie under navnet Stratona. Først ville han dog have lov at underholde sig selv på kroen.
Han havde ikke præsenteret sig ved sit fulde navn for nogen endnu. Godt nok var han intet fremmed ansigt for kromutteren og hun kendte da også til hvilken familie han kom af. Men hun sagde intet, hvilket han faktisk var glad nok for. At han så strålede adelighed langt væk var noget andet. Hans tøj var fint og i prangende farver og han bare adskillige ringe på sine fingre. Denne aften havde han da også en kæde om halsen med en ædelsten sat fast til. Han vidste, at han ville være et oplagt offer for røveri, hvis først han begyndte at rende for meget rundt ude i mørket, der efterhånden var faldet. Det havde han nok også været i lys, men der var folk af en eller anden grund mere påpasselige. Så længe han var omkring kroen vidste han dog, at der ikke skete det store. Der ville komme for meget på tale.
Så han brugte energien på at snakke med borgere. Ganske almindelige folk, der hverken havde magt eller penge. Han dømte dem ikke, størstedelen havde han i hvertfald bare lidt ondt af. Så var der altid dem, som han fandt frygteligt belastende og ikke gad ytre ét ord til.
Netop havde han vendt en mindre gruppe ryggen, efter at have bedømt dem til at være typer, han ikke gad tale med. Arrogancen i ham vandt og han vendte sig mod kroens bar i stedet, for at bestille en øl. Allerede havde han nydt for sig af kroens sager, men beruset betragtede han ikke sig selv som endnu.