Hjemlig fred[Famke]

[Adhémar]

Det var nogle dage siden Adhémar, sammen med sin deling, havde forladt Kongebyen. Selvom de ikke havde været forfærdeligt langt væk, havde de dog ikke set noget til byen i de dage og det betød trods alt noget. Godt nok havde han før været væk i væsentligt længere tid og under væsentligt farligere forhold og inden længe ville han også drage mod nord med sine mest betroede. En opgave kongen personligt havde givet ham. Endnu havde han dog ikke nævnt noget i hjemmet. Hans søn var for lille til at skulle vide noget og Famke.. Hans elskede Famke.. Hun skulle ikke gøres bekymret. Selvom opgaven skulle holdes hemmelig, havde han nu nok planer om at sige hvad han skulle inden han rejse. Andet kunne han ikke bære.
Først og fremmest glædede han sig dog til at komme hjem til freden. Selvom han elskede livet i hæren, enhver del af det - stressen, faren, autoriteterne - så var det en helt anden glæde han havde ved hjemmet. Selvom nogle måske tvivlede, så satte han trods alt en højere pris på den kærlighed der mødte ham, når han ikke længere havde uniformen på og ikke behøvede være klar til at trække sit sværd for at bekæmpe en fjende. Kongens opgave til ham fik ham nok til at prissætte det endnu mere, for selvom han ikke rigtigt frygtede de monstre, han talte om vakte det opsigt hos ham, at rigets egen konge var så påvirket af skabningerne.


Hesten havde han overladt til hærens staldfolk. Godt nok var det hans egen hest og det havde den været længe, men hvor han boede kunne ikke have den. Han var heller ikke ene om at lade andre tage sig af den, når nu muligheden var der for det. Derfor var han også til fods, da han gik ned ad byens gader, stadig i uniform. Han skubbede døren op ind til det lille byhus han delte med sin forlovede og deres søn.

[Deleted]

I de perioder hvor hun var alene kunne dagene godt blive for ensformige og hun havde brugt det meste af tiden på at savne Adhemar. Det havde varet til deres søn voksede til og nu føltes det som om hun ikke gjorde andet end at løbe i hælene fra deres fælles dreng og redde ham fra farlige genstand og redde skrøbelige genstande fra ham. Nu længtes hun næsten efter de lange dage, hvor det kun havde været hende og et spædbarn.



På gulvet lå husets få gryder spredt ud. De var alle vendt på hovedet og de to sad på gulvet i køkkenet og hyggede sig med at slå på dem med en grydeske hver for at skabe musik. Den mindste af gryderne havde Famke på hovedet til stor morskab for den lille dreng og de grinede hver gang hun spurgte om han kunne lide hendes hat, om det var en nydelig hat.

Hun rettede sig op da hun hørte døren smække over larmen. Selvom de boede i et nogenlunde anstændigt kvarter følte hun sig altid en anelse udsat når hun var uden Adhemar. Hun var vokset op med soldater og tjenere til at beskytte hende og at leve uden havde havde vist hende hvor udsatte folk rent var. Trængte nogen ind ville det være op til hende at beskytte sig selv, hjemmet og den lille dreng.
Hun tog kasserollen af hovedet og rejste sig op. Drengen fik besked på at blive hvor han var, mens hun fandt ud af hvem der kom uanmeldt. Hun skjulte sin nervøsitet. Formentlig ville det bare være en af naboerne der kiggede forbi og hun ville ikke gøre ham bekymret. Han var endnu for ung til at vide hvor farlig verdenen kunne være. Især når man pludselig stod uden livvagter.

[Adhémar]

Der var stille, da han kom ind, men eftersom han lige før, endnu inden døren var åbnet, havde kunne høre liv inde i huset, var han klar over at de var hjemme. Calibar og Famke. Han løsnede det ene spænde til den læderharnisk han havde på overkroppen. Længere nåede han ikke inden Famke kom gående. Han kendte hende godt nok til at kunne spotte nervøsiteten hos hende, selvom hun gjorde sit for at holde den skjult. Det var godt, at hun var påpasselig - det kunne han kun være glad for. Men ligefrem at vække utryghed hos sin familie, var ikke noget han brød sig om.
"Bare rolig, jeg har ikke slæbt farer med hjem." Han smilede til sin forlovede, glad for at se hende igen, selvom han ikke havde været længe væk. Det havde nok også føltes som længere tid for hende, da han jo trods alt havde været beskæftiget. "Jeg skulle have banket på," sagde han undskyldende, mens han gik hen for at lægge armene om hende. Han havde ikke noget med sig, udover sværdet, der endnu var hæftet til hans bælte. Alt han havde haft med sig udover det var blevet lagt ved en af hærens barakker. Nu glædede han sig bare til at få uniformen af.
Først efter at have kysset Famke på kindbenet slap han hende, for at spænde resten af harnisken op. "Har I haft det godt?" Han så spørgende på hende, smilede igen over synet af hende.

[Deleted]

Famke smilede både taknemmelig og lettet, da hun fandt ud af hvem det var. Hvor var hun også dum over at skræmme sig selv unødvendigt. Det var bare svært at tro på at det var ham, hver gange døren gik op, fordi han altid var væk så længe.
"Vær nu ikke dum.."Hun strøg en hånd gennem hans krøllede hår,der mindede hende om hendes brors. "Hvis ikke du frit kunne gå ind i dit eget hjem, hvor så?
Hun blev stående og betragtede ham mens han kom ud af harnisken. "Calibar? kaldte hun over skulderen. "Din far er kommet hjem. Kom ud og sig goddag til ham." Hun lyttede efter lyden af små fødder der løb over gulvet.
"Vi har haft det godt."

[Adhémar]

Han smilede kærligt til hende og lukkede kortvarigt øjnene, mens hendes hånd bevægede sig gennem hans hår. Da han endelig åbnede dem igen rystede han let på hovedet. "Jeg vil ikke gøre jer nervøse," forklarede han. Han gik måske mere op i det end han behøvede, men han ønskede virkelig ikke på nogen måde at vække så meget som en smule nervøsitet hos familien. Det var nok, at han så ofte var væk fra dem.
Da han fik harnisken af lænede han den fra sig, spændte så bæltet med sværdet op og lagde også det væk. Et lettet suk slap ham og han smilede igen, allerede inden Calibar var kommet frem fra døren. "Har du passet godt på mor?" sagde han mens han løftede sin dreng op. Nogle gange havde det været helt hårdt for ham, at se sin søn igen, men denne gang var der ikke gået lang nok tid til, at der var sket det store. Det havde været værre, da Calibar var spæd. Der var han vokset så meget hver gang. Efter en forsikring på, at han havde passet på hende, kyssede Adhémar sin søn på panden og satte ham ned igen. "Det er godt, her er heldigvis også fredeligt." Så længe man holdt sig fra Kongebyens slumkvarter, var der for det meste ikke så farligt.

[Deleted]

Famke smilede stille af ham og rullede med øjnene. "Det gør du heller ikke..." lo hun af ham. Det var hende der var blevet opbragt al for beskyttet og nu gav det bagslag. Han skulle ikke bebrejde sig selv over at hun havde skøre ideer. 
"Åh nej..." mumlede hun så lavt at hun kun selv kunne høre det. Adhemar var lige kommet hjem og her stod hun med en frisure der lige havde været i en gryde. Det måtte se forfærdeligt ud! Og hun havde heller ikke sat mad over til i aften. 
Hun lod med et ubekymret strejf fingrene glide gennem det mørke hår og smilede til sine to mænd. "Er du sulten kære? Der er brød og pålæg indtil vi skal spise."

[Adhémar]

Han smilede til sin elskede ved hendes ord. Det var godt, han ikke gjorde dem nervøse - det ville ikke være til at bære. Han vidste dog også, at det store skift i Famkes liv havde betydet meget for hendes tryghedsfornemmelse og inderligt ønskede han, at hun ville finde trygheden igen i det nye liv. Nyt var det vel næppe længere, men det havde stadig været et stort skift.
Han hørte knap hendes mumlen, da han havde travlt med at høre sin søns svar. Eftersom det ikke var noget der blev sagt højt, måtte han jo også gå ud fra, at det ikke var vigtigt. Eller at han ikke skulle høre det.
Han pjuskede Calibars hår og så på Famke. "Jeg tager bare selv noget," kom svaret fra ham. Selvfølgelig var han sulten - han havde ikke spist siden den tidlige morgenstund. "Jeg har forresten noget at sige," sagde han lidt sammenbidt, mens han gik ud i køkkenet. Han kunne ikke gå længere uden at fortælle om samtalen han havde haft med selveste kongen af Det Frie Land. Spørgsmålet var bare om han nu også kunne lade være med at afsløre for meget.

[Deleted]

Famke så med et kærligt blik på de to mænd i hendes liv. Hun var så stolt af sig selv. Nogen gange kunne det være så hårdt at det eneste der holde hende fra at løbe skrigende væk, var det faktum at hun ikke havde nogen steder at løbe hen. Hendes mor ville sikkert tage mod hende, men kun for at kunne bebrejde hende hver dag, resten af hendes liv. Men når Adhemar kom hjem, var det hele glemt og hendes liv gav igen mening.

Hun fulgte med han ud i køkkenet. Den markante ændring i tonefaldet fik hende til at rynke på næsen. Det kunne tyde på dårlige nyheder, men han var lige kommet hjem... Der kunne da ikke være dårlige nyheder allerede?
"Hvad da?" Hun lod ikke hans sammenbidte mine gå hende på.

[Adhémar]

"Kan du ikke gå ind og lege lidt?" Han satte sig på hug foran sin søn og pjuskede hans hår lidt igen. Under ingen omstændigheder kunne han finde på at snakke om hæren og hans opgaver, når Calibar hørte det, ikke hvis det kunne undgås ihvertfald. Lige så meget som han selv elskede livet i hæren, ligeså meget ønskede han det ikke for sin søn. Selv var han under kraftig indflydelse af sin far dengang, så han regnede med, at tanken aldrig ville dukke op i Calibars hoved, hvis bare han ikke talte om det. Famke var han nødt til at sige alt til, det var trods alt hende der stod alene med barnet.

Endelig gik han så ud i køkkenet. Det første han gjorde derude var, at skære et stykke af et brød der lå derude, som han så derefter knækkede lidt af for at spise. "Jeg blev kaldt til hoffet tidligt i morges," sagde han, mere roligt end før. Det var noget stort for ham, hvilket også kunne anes på hans udtryk. "Selveste Kong Roy havde sendt bud efter mig." Æren over det lyste nærmest ud af ham.

[Deleted]

Hun rynkede brynene. Hvad kunne være så slemt at Calibar måtte blive sendt ud af rummet. Hun havde sine bange anelser og fulgte Calibar ud med øjnene, inden hun fulgte Adhémar ud i køkkenet, hvor gryderne stadig stod og flød på gulvet. De var irrelevante, alligevel generede synet af dem hende.
Hun gik over og trak med ynde en stol ud og satte sig. Hun sad koket med hovedet løftet højt og blikket fraværrende på gulvet. En velkendt stilling hun ofte tog, når hun ikke vidste hvad hun ellers skulle gøre at sig selv.

Hun spærrede øjnene op og så på ham med åben mund. "Hvad?! Hun grinede lettet og sprang op fra stolen. At blive kaldt til slottet af selveste kongen. Hvilken ære for en simple soldat. Så måtte selv hendes mor give sig og anerkende Adhemar som en værdig ægtemand. "Kongen? Hvad ville han?" Hun tog sig til munden.

[Adhémar]

Famkes reaktion fik Adhémar til at smile. Havde det så bare været det. Han var nervøs for opgaven han var sat på. For første gang i hans tid i hæren var han rent faktisk oprigtigt usikker. Selvfølgelig havde der været tider, hvor han havde været nervøs, men det havde været når han stod i en situation, hvor det kunne gå galt. Nu kom nervøsiteten allerede inden han stod over for fjenden - og det lignede ham ikke. For en gangs skyld var det ikke snaphaner han skulle stå imod. Det var væsner, der havde en anden magt over mennesket. Noget han ikke havde troet på indtil kongen havde forklaret ham sagen. Han lænede sig mod køkkenbordet.

"Sende mig til Norden for en stund," svarede han roligt. Det var ikke første gang, men det var aldrig rart at være langt væk hjemmefra i en længere periode. Han kunne ikke sige mere, det var kongens ordre ikke at tale om hvorfor. Han ville bare så gerne, at Famke vidste hvad de kunne regne med. Adhémar havde bestemt ikke planer om at miste livet, men for en gangs skyld mærkede han faktisk en lille frygt for, at det kunne ske.
Men ikke tale om, at han rent faktisk ville lade det ske.

[Deleted]

Famkes glæde over den store ære og hendes planer om at tvære Adhemars triumf i hovedet på hendes mor faldt til jorden ved hans ord. Godt nok ændrede udsendelsen ikke på det faktum at kongen havde sendt bud efter Adhemar. Hun ville stadig kunne råbe episoden højt lige ind i sin mors ansigt...
"Men du er lige kommet hjem." Hendes stemme var spinkel. Det føltes som havde hun lige sagt farvel en gang og nu skulle hun gøre det igen, inden hun fik hilst ham velkommen.
Hun så ulykkeligt på ham. Det kunne ikke være rigtigt. "Hvorfor lige dig? Hvad sker det nordpå?" Hun lød såret og vred på samme tid. Hvad bildte kongen sig ind at tage hendes forlovede fra hende allerede.
"Hvornår? Hvorfor kan han ikke sende en anden? Hun sank igen ned i stolen. Hun var klar til at gemme hovedet i hænderne, men tog sig sammen. Det var ikke verdens undergang og hun ville sidde i sit køkken og have ondt af sig selv. I sit stille sind viste hun allerede hvad hun ville gøre ved det. De skulle alle finde ud af hvad hendes familienavn indebar.
"Hvor længe?.... Han havde sagt for en stund. Hun vidste godt at den slags aldrig holde.

[Adhémar]

Straks kunne han se Famkes ændrede udtryk og det gjorde ondt dybt inde i ham. Han sænkede blikket og nikkede lidt. Han var lige kommet hjem, ja.. Og han burde måske have ventet, bare en enkelt dag, med at fortælle det. Det betød bare for meget for ham, at hun skulle vide det. Han ville gerne forberede hende så godt han kunne på, at han ville være væk og ved ikke at sige noget, ville han føle at han løj for hende. Det kunne han ikke. "Han spurgte efter mig, fordi han mente jeg er den rette til opgaven," blev første del af hans svar. Den ærlige del. Han kunne ikke snakke om monstrene til hende, det måtte han ikke og det ville nok også vække mere end nødvendig bekymring. "De er begyndt at have problemer med snaphanerne igen og har brug for nogle til at spore dem." Han tog en dyb indånding og gjorde sit bedste for at virke oprigtig.

Idet hun satte sig på stolen lagde han brødet fra sig og gik hen til hende. Han satte sig på knæ foran hende og tog hendes hånd, for at trøste hende lidt. "Han vil gerne have, at det er mig," gentog han langsomt og så indgående på hende. Han ville ikke forlange, at hun forstod. Det var på ingen måde i orden af ham, at forlade hende på den måde. "Hvis alt går som det skal, tager vi afsted inden næste nymåne.. Jeg ved ikke hvor længe det kommer til at tage. Men jeg kommer hjem igen, Famke."Det var lige så meget for hans egen skyld, at han var nødt til at understrege det.

[Deleted]

Læberne smækkede sammen i vrede og Famke sprang op på stolen som en trold ud af en æske. "Snaphanerne?!" Hun så vredt på ham. "Det er noget fis! De nordlige adler er udmærket i stand til selv at håndtere snaphanerne. De er en plage, men ikke en trussel! Desuden er de opdraget til at kunne spore og håndtere snaphanerner. De unge adelsmænd og kvinder er vokset op med dem." Hun var frustreret over at kongen havde løget for Adhemar. Hun viste at snaphanerne ikke var værre end ellers og hun huskede de mange kedelige konversioner fra da hun selv var en del af inderkredsen og de unge nordlige forsøgte at imponere hende, med deres jagt på krimielle snaphaner. Hun var måske banlyst fra de adelige fester nu, men hun havde stadig skriftlig kontakt med flere af dem, om stort og småt. Også om hvor kedeligt livet var i norden.

Hun fik det dårligt med sig selv. Det var jo ikke Adhemars skyld. Han havde ikke bedt om det og han ville aldrig såre hende. Og så stod hun her og så blev sur på ham. Hun så skamfuldt ned i gulvet.
"Selvfølgelig kommer du hjem." sagde hun dæmpet. Han ville komme hjem indtil den dag, hvor han ikke gjorde det og hun ikke ville se ham mere.

[Adhémar]

Hurtigt rejste Adhémar sig, da Famke reagerede på hans ord. Hun nærmest stormede op og det gav ham mest af alt dårlig samvittighed. Han holdt dog sit blik mod hendes, søgte hendes øjne, som han med et lidt insisterende blik så ind i. Hvad havde han regnet med? Selvfølgelig ville hun reagere som hun gjorde, han kunne ikke bebrejde hende det mindste. Det var sådanne situationer der gjorde, at han på ingen måde ønskede det samme liv for sin søn. Aldrig ville man hører Adhémar tale godt om hæren til Calibar, selvom ingen var i tvivl om hvor glad han selv var for sin position som soldat. Delingsfører. Han kunne næppe stile højere, som en mand af borgerlig familie.
"Kong Roy bad mig selv om at finde mænd og tage til Nord, for at spore os frem til dem. De er en trussel, Famke. Selvom de er vokset op med dem, kan de godt blive truet af dem. Du ved da, hvordan jeg før har taget mig af dem. Selvfølgelig vil de have mig afsted til det." Hele hans indre krøb sammen over ikke at sige sandheden til hende. Da hendes blik blev sænket mod gulvet, strøg han en hånd gennem hendes mørke hår. "Jeg skal nok passe på."